Man kan tænke lidt over

-hvad der mon kommer ud, hvis man sætter sig til tasterne uden at have en plan. Jeg ved det ikke endnu. Har bare sådan en fornemmelse af, at der er fyldt derinde. Måske af ord, måske af noget andet, jeg ved det egentlig ikke. Det føles bare som om, jeg sidder lidt fast i mig selv.

Altså, det er jo ikke fordi, jeg ikke har ord på lager at tage af. Der er vist aldrig helt tomt her. Og alligevel blev jeg faktisk overrasket i går, da jeg var på vej hjem fra arbejde, og en af mine kollegaer, som jeg jo ikke har kendt i mere end et halvt år dog, en lille smule forbløffet sagde, at hun da aldrig havde hørt mig tale så meget på én dag. Jeg kom til at grine ret højt, for det er vist nok første gang, jeg har hørt mig selv beskrevet som relativt fåmælt! Årsagen til den øgede talestrøm igår, var at vi netop har indført det højt besungne system ‘SundhedsPlatformen’, og som jeg skulle guide en kollega igennem i 8 stive timer. Det kommer der mange ord ud af, for sjældent har verden set en mindre menneskevenlig brugerflade på et program!

Men i mit eget liv er det ikke hverken computerprogrammer eller andet arbejdsrelateret, der fylder op i ordbunkerne. Det er nok mest noget med, at det tager så lang tid og mange kræfter at justere sig selv til nye virkeligheder, når de dukker op. Jeg synes, det er et hårdt arbejde. Hver gang. Jeg synes også, det er ganske anstrengende, når man opdager, at man har flere erfaringer indenfor kategorien ‘Nye Virkeligheder’, end man orker at tænke på. Jeg bliver træt og udslukt, når jeg tænker på, at det ikke engang kan forventes at være sidste gang, man stempler ind i den kategori. Fordi sådan er menneskelivet ikke skruet sammen. Og det er, trods sandheden i det, ikke særlig fyldestgørende at forklare det med, at det er konsekvensen af Adam og Evas valg i Edens Have dengang… Det fjerner ikke mine skingre og hæse råb om håb og barmhjertighed. Det heler ikke de ting, der i gør ondt i mig og bløder. Det mildner ikke min frygt for, hvad der næste gang rammer os lige i ansigtet. Det er en del af mit liv, som er blevet anderledes for altid. Visheden om, at der ikke er noget som helst i denne verden, som kan regnes for helt sikkert. At der ingen garantier er. Det kan faktisk godt føles håbløst. Og jeg er faktisk ikke på den måde vant til at føle håbløshed. Det er en uvant og uvelkommen følelse.

Jeg skynder mig lige at understrege, at det ikke er fordi, der er sket nye og grimme ting siden sidst. Min far har det efter omstændighederne godt. Faktisk meget godt, hvis man skal være præcis og retfærdig, når man betænker konteksten. Det er nok mest indeni mig, den er gal. Mig, som synes, det er opslidende at blive ramt igen, fordi det netop bekræfter, at det ikke er slut med at være vingeskudt. Det er mig, som bliver ramt af ørkesløsheden i det faktum, at der vil blive ved med stille sig ulideligheder i kø, som bare vil gøre ondt og være forfærdelige. Der er ingen, der siger noget om, hvornår og slet ikke hvorfor. Det sker bare. Og jeg bakser bare så meget med at finde min vej i at leve med alle de ting, som hører til hos mig og os, sådan at der stadig bliver mest plads til alt det, der er så godt, så godt. Jeg knokler med at finde tilliden frem fra bunden af bunkerne igen. Fordi jeg har det godt med at have tillid til, at det går. Det holder, det bærer. Men hvad er det, der bærer, spørger du så måske. Ja. Det spørger jeg jo også om fra tid til anden. Fordi det kan være så svært at mærke det, når man bliver træt og tung. Men jeg tror jo. Det gør jeg jo. Jeg tror på livet. Det gør jeg. Men kan det bære i sig selv? Næ. Ikke alene. Det tror jeg faktisk ikke, det kan. Det er jo livet, jeg lever, der bliver så frygtelig vingeskudt ind imellem. Og hvis det kan blive skudt ned, kan det jo ikke være sikkerhedsnettet. Og jeg har kun ét sted at vende tilbage til. Selvom jeg er tung og træt og vred og ramt og fuld af selvmedlidenhed og klage. Da Nikolaj døde, døde han i favnen på den Gud, som har skabt både ham og mig og alle, jeg elsker og det liv, vi elsker at leve. Jeg kan ikke gå andre steder hen. Jeg har ikke fundet andre steder, der kan bære mig. Der, i den erkendelse, falder jeg hver gang sammen og tuder lidt og bliver træt, men også fuld af ro. Og det tætteste jeg kommer på at have den tillid, som er svær at finde frem for tiden. Det er mærkeligt. At man, selvom man bliver så ramt, selvom man kæmper med tankerne om, at Gud ser det hele og ikke bare tager det væk, selvom jeg tror, Han kan; ikke finder freden og den sarte tillid til, at det holder, at det går, andre steder end lige netop dér…

Sådan er det indeni mig idag. På en solskinsdag i marts. Hvor der var rigeligt af ord at tage af, og som fik lov at komme i uredigeret rækkefølge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Men hvorfor er jeg sådan?

I en alder af næsten 40, tænker jeg stadig på det. Hvorfor jeg er, som jeg er. Hvorfor jeg for lidt siden skrev med blæk på papir, at om mig er der at sige, at jeg er talende, tænkende, favnende, smålig, kærlig, bitter, tosset og snusfornuftig, mild, vred, forstående, nærtagende, rummelig og egocentreret. Bare for at tage noget fra skuffen. Og så skrev jeg, at det mest skræmmende er, at nogle gange føles det som om, jeg kan nå at være det hele på én lille bitte dag. Det er seriøst mange ting at fyre af i løbet af kort tid. Måske er det heller ikke det hele, jeg kan nå omkring, men alligevel…

Det afføder jo fluks- i hvert fald for mig- også tanken og spørgsmålet om, hvordan nogen kan holde sådan en type ud. Når nu man selv kan have mere end svært ved at holde af det. Af det, og af mig. Kunne man sige.

Kompleksitet og komplekser er der nok af. Ofte også lidt for mange lige for tiden. De sidste måneder har ikke været særlig sjove. Stressramte for nogen herhjemme. For andre bare farvede af stressen, som aldrig bare kan lægge sig i et hjørne og holde bøtte. Det har været nætter uden søvn, dage uden overskud. Arbejdsliv, der tog og fik alt det, der var. Mørke, der groede ud af natten og hang over dagene. Nullermænd, der voksede vildt i hjørnerne, vasketøjsbunker, der ikke flyttede sig ved tankens kraft, selvom man forsøgte.

Jeg kigger hver eneste dag på DMI’s side, hvor der står angivet i minutter, hvor meget dagen er tiltaget i længde. Jeg har kigget hver eneste dag siden jævndøgn. Hver dag er der mere dag og mindre nat. Det er godt. Jeg længes virkelig. For det føles faktisk som om, de vildtvoksende følelser og karaktertræk hos mig også læser med hos DMI. Mildnes i takt med minutterne, der vokser.

I dag er det lørdag. Det er morgen. Mine tre dejligste unger ligger og bobler under deres dyner. Jeg har været oppe længe. Lagt mange kurve vasketøj sammen. Drukket kaffe og spist boller med min vagt-mand, som nu er kørt på job. Igen. Talt med min mor, sms’et med min syge, indlagte far. Tænkt på liv og død og kærlighed og savn og alle de ting, der ligger og buldrer rundt indeni. Jeg sidder lige så stille ved brændeovnen, hører Savage Rose og mærker, at jeg lever. Med mine næsten 40 år og alle mine elskelige og uelskelige karaktertræk og egenskaber i tasken. Alt det, der er mig. På godt og ondt.


Om at være det, man faktisk er

Jeg har lige kørt min yngste datter i skole. Hun er skøn. Og filterløs. Og har evt. en kvart moderbinding tilbage fortsat, selvom hun nu er 10 gode år efterhånden. I hvert fald vil hun som regel altid gerne følges afsted, være sammen, snakke med og på mig i uendeligheder. Den slags livsgodheder. Så jeg spurgte, om hun ville følges helt ind, selvom jeg måske nok havde en lille smule strithår i den ene side endnu. Hvorefter hun kigger på mig og siger ‘Nej tak- du har også sovestriber hen over øjet.’ Nå?! Kigger i bakspejlet, kan overhovedet ikke identificere sovestribe i det angivne område. Hvorefter jeg må erkende, at det er mine øjenlåg, der faktisk bare er kravlet nedad og sammen med en lidt søvnig pose under øjet udgør det, der i min spændstige datters optik er sovestriber. Bare ret permanente sovestriber, that would be. Det grinede vi lidt af, og barnet gik frejdigt med hoppende hestehale afsted og ud i dagen i den nye kjole med sneugle-print. Jeg satte bilen i gear og trillede hjem i sovestribe-tempo.  Og tænker tanker om at være, som man i virkeligheden er. Uden pynt og med sovestriber.

Det er jo for så vidt ligegyldigt, om øjenlågene er på vej sydover. Eller om striberne efter puden kan holde sig i mere end 8 timer efterhånden. Det er bare kosmetik. Det er mere det her med at være, som man i virkeligheden er sådan indeni.  Det har jeg faktisk brugt hele sommeren på at nørkle med. Er overhovedet ikke færdig med det heller, men dog bedre på vej, end da jeg startede. Måske startede det faktisk med en job-utilfredshed. En følelse af, at jeg var på vej hen et sted, hvor jeg ikke skulle være i den sammenhæng. Et sted, som gjorde mig til noget, som jeg ikke så godt kunne lide. Og som gjorde mig anspændt og uglad. Den slags må man handle på, når tiden er inde. Det fik jeg også lejlighed til, og det resulterede i et jobskifte. Det er godt sådan. Jeg tror, jeg kan blive glad og tilfreds dér. Ikke ‘head-over-heals-in-love’ med mit arbejde, som jeg har haft for vane at være, men helt almindeligt glad og tilfreds. Det er målet, og jeg har det i syne, det mål. Når man er ny, bliver man også kaldt til forskellige samtaler i den anledning, og sådan én var jeg til igår. Jeg blev spurgt, om jeg kunne lide at være der. Om jeg kunne forestille mig at blive der, eller om jeg mere var på vej tilbage til børnene, som jeg har elsket at arbejde med. Sådan føles det ikke. Jeg er tilfreds med mit skifte. Og jeg kan lide at være ny, var mit svar. Jeg kan lide, at jeg ikke ved alt muligt, at jeg ikke kan tage ansvar for mere, end jeg faktisk kan, og at der er tydelige grænser for, hvad det er endnu. Jeg kan lide at have muligheden for stadig at forme , hvad det er for et menneske, jeg gerne vil være, i det omfang den slags er muligt med min alder og alting taget i betragtning. Jeg kan lide, at jeg ikke er presset ind i en form, som er skabt af forventninger og billeder af, hvem andre synes, jeg er. Der er mulighed for at modellere lidt endnu. Jeg kan godt lide det.

Samtidig med alle de her ting, som har fyldt og bevæget sig i de sidste måneder, har det samme gjort sig gældende i mine allernæreste relationer. Det er hundrede gange nemmere at skifte job og gøre sig tanker om, hvad og hvem man er, og gerne vil være i den sammenhæng, end det er i de relationer, som ens inderste nærmest er bygget af. Det har kostet mere, end ti jobskifter ville gøre. Processen har forlangt flere kræfter, mere energi, flere tårer og mere forspildt nattesøvn, end jeg havde forestillet mig. Den er ikke færdig endnu, men den er længere, end den nogensinde har været. Det handler om at være den, man gerne vil være. Den, man tror, man er. Den, de andre tror, man er. Det handler om, hvad man forventer af hinanden. Hvad man forventer af sig selv. Hvordan det føles, at opdage, at nogen tror eller tænker noget andet, end man troede. At man måske selv er anderledes, end man troede. Det handler om, at alting er muligt. Både det bedste og det værste. At alt dét, man tænker er en selvfølge; fx at ens nærmeste relationer bare er sunde og har det godt og vil blive ved med at være det, ikke bare er sådan pr definition, men at det er en mulighed, at det er sådan. Det modsatte er også en mulighed, selvom man ikke tror det. Jeg troede jo heller ikke, at det var en mulighed, at en af mine søskende skulle dø. Det blev ikke bare en mulighed. Det blev virkelighed. Jeg kunne ikke gøre hverken fra eller til i dén virkelighed. Det kunne ingen. Men i det relationelle liv er der arbejde at gøre. For mig som individ, og for mig som en del af fællesskabet. Jeg har knoklet med det over hele sommeren. Det har gjort mig tavs og træt, overrasket og ked af nogle forskellige ting. Det har gjort mig fortrøstningsfuld og forventningsfuld. Det hele. Det handler i bund og grund om nogle ret enkle ting. At elske dem, man er sat sammen med. Og at være den, man er.

wpid-IMG_20120425_225512.jpg

 


Det lakker mod enden

Det gør det. Det lakker mod enden med den ferie her. Jeg er faktisk ikke rigtig klar endnu. Så jeg sidder ganske stille i morgenlyset og sipper kaffen i små mundfulde, mens den endnu er brandvarm. Så bladrer jeg lidt i billederne fra feriedagene og svømmer lidt med. Det føles rart.

DSC_0258DSC_0260DSC_0262DSC_0270

For selvom sommeren ikke har været gavmild med varme og lange, hede dage ved vandet, så har der alligevel været glimt af det, hvis man tålmodigt kigger efter.

DSC_0263DSC_0265DSC_0272DSC_0266DSC_0276

Så jeg kigger efter. Tålmodigt og kaffesippende. Ser billeder af strande, vand, sand, børn. Mest mine egne, indrømmer jeg. Men en mor må gerne have favoritter, ja?! Jeg ser billeder af min søn, og så bliver jeg slået af forundringen over, at han om tre små dage rejser væk for første gang, når vi om lidt skal aflevere ham på efterskole. Jeg glæder mig for ham, jeg ved jo præcis, hvad det er, han står foran. For mig var det skelsættende og livsforandrende. Det var et skridt ind i livet, som har formet mig på alle mulige og umulige måder. Jeg ønsker det samme for ham. Jeg ønsker, at han skal opleve så meget fællesskab, så meget godt og sjovt og vildt og dejligt, som han overhovedet kan komme til i det år. Og jeg bliver en lille smule beklemt ved tanken om at undvære. At give slip. Men jeg siger det ikke til ham. Jeg smiler bare til ham og siger, at det bliver fantastisk. Og det gør det! Det bliver fantastisk! Og for mig også en lille smule vemodigt…


Oh well!

 

Hej mandag. Godt at se dig. Eller noget. I hvert fald godt med en lille fri-formiddag, før min uge for alvor skydes ind om nogle timer. Jeg tænker lidt på, hvor tit folk spørger mig, hvordan jeg kan holde ud at arbejde på den her måde med aftener og nætter på skemaet. Jeg kigger på dem og spørger, hvordan i alverden de kan holde ud at møde ind hver morgen og komme halvsent hjem og forsøge at nå alt det, der skal nås i sådan et almindeligt hverdagsliv, uden at have bare en enkelt formiddag fri en gang imellem.

Jeg ville i hvert fald være ilde stedt, om ikke jeg havde haft mine formiddage, hvor alt muligt og umuligt bliver gjort og ordnet. For ikke at tale om den tid, jeg har helt i mit eget selskab, hvor der er fred til at få renset lidt ud på øverste etage. Der kan være brug for den slags, når livet går lidt stærkt. Og det gør det faktisk rundt regnet hele tiden. Oh well, the happiness of grown-up-ness…

Så nu spiser jeg en af de to kanelsnegle, jeg købte (fordi jeg syntes, det så mærkeligt trist ud bare at købe én) på vejen hjem fra skoven, og drikker kaffe af en kop, jeg købte en dag i en lille gade på Vesterbro, fordi jeg alvorligt manglede noget Wauw-faktor i mit liv efter en tur hos psykiateren, der helst ville indlægge mig med min blomstrende depression. Det var i 2009. Det er længe, længe siden. Jeg troede faktisk dengang, at det værste havde ramt mig. At nu kunne det ikke blive værre. Bunden var nået. Men der havde jeg forregnet mig. Værre ting kunne sagtens ramme. Det ramte hårdt. Men det, der også ramte, var at jeg opdagede, at der er så mange, der går ad den samme vej som mig. Med hver vores historie og hver vores liv. Så går man dér, på den vej, man ikke anede fandtes. Og møder hinanden. Spejler sig i hinanden. Genkender hinanden. Ad omveje stødte jeg på Omveje, og jeg genkender. Bliver mindet om og husket på, hvordan det føles at gå de første dage, uger, måneder, mens man synes, at verden er blevet en helt anden. Og at man selv er anderledes.

Jeg tænker tit på, hvordan vores liv påvirker vores opfattelse af verden, omgivelser og medmennesker. Hvor meget alting kan krakelere på bare et lille bitte sekund, for aldrig mere at vende tilbage til sin oprindelige form. Og jeg tænker på, hvordan vores natur er at begynde at justere os ind på den nye virkelighed, uanset om vi vil det eller ej. Det kan være mere eller mindre konstruktivt, den måde vi gør det på. Det kan lykkes mere eller mindre godt for os. Men vores sind vil finde en måde at få balancen tilbage på. For man kan ikke holde til at være så svimmel og søsyg i sin virkelighed for altid. Og fordi man prøver sådan, så finder man en måde, hvorpå verden opnår en fast form igen. En ny virkelighed. The new normal. Det er jo ret vildt. Og grunden til, at man ikke bliver rablende sindssyg, når de utænkelige ting sker i vores liv. For det gør de. Og det vil ske igen. Hvis ikke man fandt en ny virkelighed, ville man formentlig lægge sig til at dø efter den første gang, hvor livet gav en lussing af den helt store slags.

Se, det var faktisk mange tanker på en mandag. Helt gratis. Fordi der var tid til at tænke, fordi min arbejdsdag først begynder senere. Selv tak. 🙂

DSC_0013


De flyver ud af lommerne…

Det er mandag, det er solskin og blå himmel, og så er det ikke mindst fridagen efter en arbejdsweekend. Dagen er min egen, næsten i hvert fald, og jeg er i fuld gang med at indtage den.
Skoven blev gjort usikker med hundepatruljen i det spæde morgenlys. Kaffen nåede jeg faktisk ikke, men til gengæld nåede jeg en tur rundt om min nye tanddoktor.Som viste sig at være rar OG smuk. Jeg er mest vant til en lettere rundmavet mandlig tandlægeversion, så det er en helt ny fornemmelse at blive tandrenset af en virkelig pæn dame med langt krøllet hår og eksotiske træk…Prismæssigt er der dog ikke nogen videre forskel på runde mænd og kønne damer. Just for the record. Jeg havde også et hul. Naturligvis. Man skulle jo nødig blive for kæphøj, selvom man bliver rost for tandbørstningen hver eneste gang… Og det var så dér, det startede. Det med tusindlapperne, der bare flyver ud af lommerne! For når de først har pudset fjerene og løftet vingerne, så vil de ud! Nu sidder jeg helt forpustet og musestille med en kop kaffe og lidt brød efter julegaveraid. På tre kvarter røg fem julegaver ned i poser og ind i bilen. Det var nogle gode gaver. Jeg glæder mig til at give dem. Det er skønt at krydse af på lister og strege ud på sedler. Hvis man var typen, der havde sådan nogle. Men det allerbedste er at give dem! Og jeg trængte faktisk helt uhyrligt til at komme lidt i gang med noget julestemning. Har lige haft lidt julekrise. Sådan lidt kommerciel kvalme. Eller faktisk ret meget. Krise over at julen, tiden, roen og fordybelsen i julen, bare druknede i æbleskivearrangementer og gavestress. Plus økonomi-irritation, fordi man synes, alting er så åndssvagt dyrt og, endnu værre, unødvendigt i langt de fleste tilfælde. Jeg orkede ikke jul allerede før den begyndte.
Nu synes jeg, det er vendt lidt. Jeg har købt gaver, som jeg glæder mig til at give. Som er gode og ikke unødvendige. Jeg har fri i nogle dage og ingredienser i skabene til at bage honningkagemænd med mine unger. Som vi skal hver eneste jul. Der er ikke æbleskivearrangementer i denne uge. Der er papirstrimler nok til mindst 50 stjerner, der kan foldes i sofahjørnet ved behov for meditative sysler. Der er faktisk ikke noget at klage over. Hurra.
Min kaffe er drukket, p-tiden ved at udløbe og ungerne ved at være afhentningsklare. Det er på tide at rejse sig og gå videre med dagen. Det er godt!


Onsdagssnegl

Onsdage er ok after all. Har været ude på adskillige hente/bringerunder, hundeluftning, fysioterapi og er nu endt her mellem fys og øjenlægeaftalen med to af ynglingene. Der er dømt pause et sekund, og jeg er drejet ind på den café, som kan bryste sig af at være Hillerøds nyeste og indtil videre også den mest interessante, hvis man skulle finde på at spørge en gammel caférotte som mig. Og her taler vi faktisk ikke engang om maden eller noget. Næ, vi er så langt nede i rækkerne, at det bare handler om, hvordan rummet, lyset, varmen og stemningen er. For dér er Hillerød vitterligt udfordret. Det tegner heldigvis rart, det nye sted. Omend de to ejerinder, som selv betjener og laver sandwichene og latterne godt kunne trænge til lidt assistance og lidt tempo. Men det kommer nok, hvis kunderne bliver ved med at dumpe ind ad døren.
Hvorom alting er, så har jeg ramt dagens første pause, og den skal nydes i små bidder!

Dagene forsvinder mellem fingrene på mig. Ikke på nogen dårlig måde, egentlig bare lidt for stærkt. Det er tilsyneladende et livsvilkår, som ikke bare lige sådan står til at ændre, lader jeg mig fortælle. Jeg kan nu alligevel godt sukke lidt dybt over det til tider. Mit hoved er ikke konstrueret til at køre i dobbelt tempo hele tiden. Jeg arbejder med det, men det er til stadighed en stor udfordring for mig ikke at lade mig vælte omkuld af det. Hvordan gør alle andre mennesker det? Ovenikøbet ret upåvirkede, ser det ud til? Jeg kan ikke. Jeg tror heller ikke, jeg vil. Det prøver jeg så at gøre noget ved, men det er faktisk ikke ret nemt. Man kan søge et nyt arbejde. Det overvejer jeg. Nødtvungent, fordi jeg elsker mit arbejde, men samtidig ved jeg godt, at nattevagter og aftenvagter sjældent gør noget helt skønt for overskuddet. Men jeg holder mig også tilbage med at søge nyt, fordi det også genererer en masse stress at skulle skifte job. Og hvad nu hvis man ikke trives med det? Hvad nu, hvis de nye kolleger slet ikke er lige så skønne, som dem, jeg har?
Jeg overvejer. Men jeg er ikke afklaret om noget som helst. Imens jeg ikke er det, prøver jeg at ‘optimere situationen’, som man siger. Det vil sige, at jeg er startet til fys, for ikke altid at have ondt i min krop, og måske deraf vinde lidt på overskudsfronten. Det vil også sige, at jeg er i kontakt med en dame, som gerne vil gøre rent i mit hus tre timer om ugen. Og som godt gider vaske vinduer og gøre køleskabet rent og sådan noget. Bare for at vinde noget plus på tidskontoen og dårlig samvittighedskontoen. Den slags. Jeg arbejder på det, det med livet i overhalingsbanen. Jeg vil gerne bare trække ind i højre spor og følge fartgrænserne, sådan helt stille og roligt. Kender I det?
Så lige dér er en onsdagssnegl helt på sin plads på en dag som idag. Som ovenikøbet faktisk er en vaskeægte onsdag…