Tak, det går fint

Siger jeg og smiler med tænder, for at det skal være helt indlysende sandt. Indtil jeg kommer i tanke om, at han er blind. Kiropraktoren. Han knækker og brækker lidt i mig og vil vide, hvordan det går på mit arbejde. Jeg spiller Sundhedsplatforms-kortet. Home free. Hjemme er anden vask i gang. For i dag er jeg sådan en type. Der kan vaske tøj og have aftaler om ting ude i byen. Jeg er endda sådan en type, der får svaret på en mail og tre sms’er. Jeg har også været oppe og få taget de blodprøver, lægen gerne ville have taget. Kun en lille smule senere, end hun sagde. Faktisk har jeg ikke sovet i dag heller. For jeg er sådan en type, der naturligvis ikke behøver at sove om dagen. Jeg er effektiv, ikke sandt!

“Du har lidt med det der ‘effektiv’, ikke?”, siger min fine mand. Nja. Måske. Lidt. Eller jo. Helt vildt meget. “Men det er jo bare fordi – jeg skal ikke bare ligge og være en klat på gulvet, der ikke orker noget som helst, kan du da forstå”, siger jeg så. Det kan han ikke rigtigt se fornuften i. Han smiler bare og krammer mig, selvom min krop prøver at bilde mig ind, at den helst ikke vil røres. Det vil den gerne, har jeg sagt til den. Den hører ikke altid efter. I stedet vil den bare sove. Hele tiden vil den bare sove. Min hjerne virker ikke som den plejer. Den er bare en ensfarvet grød, der kun kan falde i staver eller i søvn. Det eneste sted, hvor den virker, og hvor min krop også godt kan tage sig lidt sammen, er når jeg går på arbejde. Så det gør jeg. Jeg går på arbejde, snakker, griner lidt, passer patienterne, gør alle de rigtige ting. Og jeg synes, det er fint nok. Men jeg bliver også totalt forvirret. For hvorfor kan jeg virke nogle gange, men andre gange er jeg helt udenfor mig selv?

“Det går over igen, det gør det altså”, siger jeg med stram mund til mig selv. Det samme siger min mand. Så smiler vi til hinanden, og jeg bliver helt lettet. Det er om aftenen, vi siger det. Fordi om aftenen begynder alting at være mere normalt. Så kan jeg mærke, at jeg får noget af mig selv tilbage. Dagen er gået med alle dens opgaver og krav. De fleste af dem fik jeg nok ikke gjort noget videre ved. Men om aftenen er der helle. Så kan jeg kende mig selv lidt mere. Jeg støvsuger stuen og banker tæpperne og puderne i sofaerne. Kravler sammen i hjørnet med min familie og føler mig næsten helt normal.

Jeg ved godt, hvad det er. Det er min følgesvend gennem nærmest 20 år. Jeg troede næsten, at jeg var gået under radaren, så jeg slap for flere sværdslag. Det er livet med depressioner. Det er bare det, det er.

DSC_0260

Reklamer

Det er jo virkeligheden

Det er jo det, det er. Virkeligheden, at der går uendelige tider mellem snapsene her på siden. Og så er virkeligheden, der gør, at der netop er så langt imellem dryppene. Jeg overvejer jævnligt, om bloggen har livskraft endnu. Om jeg egentlig er færdig med at skrive, snakke, tænke og dryppe ord af her. Jeg tænker over, hvorfor den overhovedet eksisterer, den blog. For hvis skyld. Og jeg er nok ikke blevet enig endnu. Om eksistensberettigelsen. Om grundene. Jeg ved, at den ikke eksisterer for at være populær og samle flest mulige læsere. Dertil er indholdet alt for uinteressant for den store blogverden. Det ville i øvrigt også give mig stress i en ukendt grad, hvis jeg partout skulle præstere interessante ord og tanker hver dag. Og jeg ved også, at når den ikke er til for at være kendt og læst vidt og bredt, så må det vist mest være for min egen skyld mest. Derfor er den her fortsat. Fordi jeg er bange for, at jeg vil savne min virtuelle skriveblok, når jeg har overskud af tanker, hvis jeg lukker og slukker.

Plop. Tanker om eksistens. Berettigelse, måske endda. Det kan man så tænke lidt mere over, når man brygger sig den næste kop kaffe, hvis man vil.

Egentlig tror jeg nok, at jeg forsøger at lade være med at diskutere det med eksistensberettigelse alt for meget. Det er sådan et lidt svært begreb i vores tid, synes jeg. Det bliver så hurtigt ladet med alt muligt, som bliver så svært at opfylde og gøre, for at man har lov at være til, om det så er i blog-termer eller i den skinbarlige virkelighed. Hvis man nu er sådan en type, som godt kan føle sig lidt usikker på, hvorvidt man er god nok til alt det, som ligger i at være en god voksen, en god rollemodel, en god forælder, en ansvarlig medarbejder eller bare alt i alt et ordentligt menneske, så kan man bare godt blive en lille smule presset af alt det, tingene indebærer. Sådan en type er jeg nogle gange. Eller måske altid, måske har jeg bare lært at tackle det noget af tiden? I hvert fald må jeg erkende, at jeg kan have det svært med det i perioder.

Jeg kan synes, at det er svært at slå til. På helt almindelige fronter, som for eksempel hushold og arbejdsliv. Det med husholdet er markant anderledes nu, end det var for godt et år siden. På godt og ondt. Det er godt at have plads og rum til liv og hverdage. Det er dejligt med luft omkring os, skønt at have skov og natur lige om hjørnet. Men der er mange, mange ting, man skal gøre, ordne, tage stilling til, reparere på og betale for. Jeg vil det gerne. Det hele. Men jeg synes ofte, jeg når for lidt af det hele. Efter lang tid med høj puls, for lidt søvn og for meget utilfredshed med mig selv, besluttede jeg at det skulle være slut! Ikke så meget stress og unødig dårlig samvittighed over alting. Ja tak til rengøringshjælp. Og det er godt. Jeg elsker at vide, at der bliver gjort rent i mit hus sådan ordentligt og grundigt hver uge. Men tænk engang; selvom jeg betaler for det, meget glad og gerne, så har jeg stadig dårlig samvittighed. Nu bare overfor Anette, som hjælper mig med rengøringen. Det er så enormt skørt. I stedet for bare at nyde det og blive lettet og få tid til andre ting, giver jeg mig til at puste flere dårlige samvittigheder op. Hvorfor? Jamen, det er vel bare fordi, man skal kunne klare det selv, hvis man er et ordentligt menneske, tænker jeg?! Fordi jeg er på deltid, fordi jeg ikke har grund til at skulle hjælpes, fordi fordi fordi…

Jamen, tænker du måske, det er da for fjollet! Hold dog op med at sidde der og klynke over dårlig samvittighed. Og ja. Det er for fjollet. Det er vist heller ikke for at klynke, men mere bare fordi jeg noterer mig, at man kan falde grundigt over alle de implicitte krav og ønsker, der kan ligge i at være eksistensberettiget. Hvis man kigger efter dem. Og det er jeg nok typen, der kommer til. Derfor er det dejligt at få hjælp af en rengøringsAnette, som ikke bare hjælper én med at få fjernet hundehår og sand fra gulvene, men som også hjælper med at øve sig i at slappe lidt af med alt det dér oppe i hovedet! Imens Anette gjorde rent, kørte jeg derfor en tur på stranden med Chili-hunden. Bare for at nyde at gøre noget, der var tid til i dag…


Pip fra pausefisken

Stille fredag morgen. En stor hvalp på gulvet, i færd med at splitte en kævle til træflis. En latte i koppen, kolde tæer under tæppet. Jeg sidder bare helt stille. Har gjort det et stykke tid. Prøver at få varmen i den morgenkolde krop efter morgenens luftetur med hundehvalpen. 

I ugen der gik, har pauseknappen været trykket ind. Helt i bund. Den er stadig trykket ind. Lidt endnu. I forsøget på at komme før hovedet, der pludselig vendte helt forkert. Jeg hader, når det vender forkert. Det er utrolig ubekvemt. Og meget uhåndterbart. For hvordan forklarer man sin omverden, at man ser almindelig ud, kan foretage sig almindelige nødvendigheder, men at man samtidig er skudt helt ud af vanlig facon?! Hvordan forklarer man, at man er nødt til at sove, faktisk lige nu, fordi ens krop er blevet så akut træt af ens hoved, at man næsten ikke kan holde sig selv ud? Hvad skal man sige til sig selv, når man kigger sig i spejlet og tænker, at man for katten da bare kan tage sig sammen og komme op af hullet? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at de værste brydekampe er dem, man må tage med sig selv. Jeg ved, at jeg bliver så skuffet og vred, når jeg har oplevet at have et par næsten normale dage- for derefter at blive smidt helt bagerst i køen igen. Og kan starte forfra med at samle sig selv op ved nakkehårene. Jeg fatter ikke mekanismerne. Jeg forstår ikke grundene altid. Jeg ved ikke altid, hvad jeg skulle have gjort anderledes, for ikke at ende her. Måske var der ikke engang noget, jeg kunne have gjort anderledes. Måske er jeg bare tvunget til at leve med de her huller. Statistikkerne siger, at har man haft én depressiv episode tidligere i sit liv, har man 50% risiko for at opleve en ny. Har man haft to, stiger risikoen til 80%. Og så kan jeg lige så godt lade være med at begynde at regne på det…

Jeg tænker faktisk en del over, hvordan det er at leve med en usynlig sygdom. Og særligt en sygdom, som ikke er fysisk, som diabetes for eksempel er, men som sidder i ens sind og psyke. Jeg har aldrig levet skjult med min sygdom. Jeg tænker heller ikke om mig selv som syg, selvom jeg i de sidste 8 år har levet med max medicinsk behandling og regelmæssige besøg hos psykiateren. Jeg har jo været rask på medicin. Undtagen når jeg har været syg… 

Psykiske lidelser er befængt med forkerte antagelser, dårlige vibrationer og afstandtagen. Det er skamfuldt at have en psykisk lidelse. Synes nogen. Ofte er det mennesker, som ikke selv har en psykisk lidelse, der synes, det er utrolig besværligt at håndtere. Vi andre, som lever med lidelsen, synes vist nok mest, at vi er ret så normale. Ledere i erhvervslivet kan have det svært med at kalde det sygedage, hvis man ringer ind og fortæller, at man er i en sådan forfatning i hovedet, at man ikke kan komme på arbejde. Eller hvis man skal til speciallæge, kan man blive spurgt, hvad man skal kalde fraværet- mon ikke det er en ferie/fridag? Det er så vanvittig svært at anerkende sig selv som syg i perioder, hvis omgivelserne ikke forstår, at det er lige præcis dét, man er. Syg. Ikke bare ‘Maude’, der går op og lægger sig. Men rigtigt syg, så man har brug for medicin, omsorg og tæppe på benene, mens man ligger på sofaen og småtuder lidt ned i puden.

Jeg ved godt, at jeg har en sygdom. Jeg ved også godt, at den rører på sig lige nu. Den giver ikke noget udslæt eller feber. Den giver bare monstrøs træthed, ubeslutsomhed, angst for at skulle tage telefonen, eller panik over at skulle ud mellem masser af mennesker. Den giver slappe ben og lunger med for lidt luft på løbeturen, den giver appetitløshed og håbløshed. Den smitter ikke, men den er aldeles virkelig. Jeg arbejder hårdt på at få den ned med nakken. Det bliver altid nemmere, hvis man ikke skal slås med uvidenhed, dårlig samvittighed, skyld og skam. Jeg tror, jeg kan vinde. 

 

 

 

 


Skarpe kanter

Man troede vel egentlig nok, at det var sensommer, når man så på kalenderen. Kigger man på vejret, ligner det ofte mere efterår. Jeg har haft uldne trøjer på og kold næse, når jeg har gået skovturene om morgenen med Chili. Det føles alt for tidligt. Men august er blevet kantet og skarp. Da Nikolaj døde, blev det efterår i de døgn, hvor verden faldt fra hinanden. Både indeni os, men mærkværdigvis også i vejret. Det har vist sig at være en tendens, på en måde. At vejret skifter med augusts komme. Med denne august kom andre tab. Død, svær, svær sygdom. Angst. Ulykkelighed. Hos mennesker vi kender godt og holder meget af. Jeg slår mig igen på august og dens skarpe kanter. 

Mit hjerte står helt stille og venter på, at der må ske noget godt for dem, som venter. Os som venter. På det gode vi bliver nødt til at satse på. Mit hjerte sukker træt ved tanken om al den smerte, der er forbundet med at være angst, sørge, håbe desperat. Jeg er ikke den, der er hårdest ramt. Jeg står ved siden af og betragter, håber, beder. Og i mig revner gamle ar og sår.

Jeg erkender, at jeg er slået omkuld. Jeg erkender, at min følgesvend, depressionen, pisker med halen og svirper mig, så det svier og bløder lidt. Jeg har ikke været syg i lang tid. Jeg havde næsten glemt, at man kan blive det igen. Jeg er heller ikke syg nu. Men jeg er fuldstændig på det rene med, at jeg kan blive det. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke lægges ned, køres over, mases og puttes ned i en trang kasse af begrænsninger. Jeg vil ikke! Men lige nu er jeg hende, som må sove her og der, hende som må erkende, at der ikke er energi til mere end lige præcis det nødvendigste. Jeg er den mor, som ikke klarer unødvendig støj og skænderier. Som ikke orker at spille spil og lære nogen at strikke. Allerhelst vil jeg bare ligge helt stille på sofaen og vente på at blive mig selv igen…

Imens jeg venter, går jeg lange ture med den sorte raket i skovene. Jeg løber, så langt jeg orker i luften med det efterårsagtige lys mellem træerne. Eller med regnen ned ad ryggen. Jeg falder i søvn på sofaen. Jeg prøver at lade være med at tænke på alt det, der ligger og venter og vil gøres senere eller i morgen. Jeg forsøger at lade være med at blive stresset over de uendelige mængder af spørgsmål, en børneflok kan generere. Jeg prøver at lade være med at blande mig i ting, som andre udmærket kan gøre uden mig. Alt sammen for at undgå at blive trådt ned i det lange græs som ikke er blevet slået. Jeg er ikke syg, siger jeg til mig selv. Jeg vil ikke blive det. Aftale? Aftale!

 


Morgensnak til kaffen i solen

Er det ikke bare fantastisk smart at forlænge weekenden, så ugen starter med en tirsdag?! Jeg var godt nok på job igår, men det føltes helt utrolig meget som en søndag, så nu er resten af ugen pakket med den gode mavefornemmelse, som kommer, når man opdager, at man i virkeligheden er en dag tættere på weekenden, end man troede. Jeg kan li’ det!
I dag er fridag. Det kan jeg også virkelig godt li’. Inden klokken havde rundet 8.20 havde jeg smurt madpakker, vækket børn, klædt nogen på og hjulpet andre frem til forskellige forsvundne beklædningsgenstande, kørt nogen i skole, luftet en hund, støvsuget det sidste døgns ubegribelige mængder af skidt og møg op, ristet boller og lavet kaffe. For derefter at lande i solen på den lille hvide bænk i haven med netop bollerne og kaffen, mens resten af dagen ligger ret blank og ubrugt foran. Jeg elsker min morgentid. Meget højt! I virkeligheden tror jeg, at det er lige præcis disse timer i nogenlunde fred og ro, hvis man altså ser bort fra hundehvalpen, der holder mig gående på den rigtige side af stregen, sådan rent mentalhygiejnisk… Jeg har ikke haft en depression siden 2009/10, og den slags må man faktisk godt være både virkelig taknemmelig for og en smule stolt over. Jeg er diskret stolt. Over at jeg endelig har fundet ud af at balancere nogenlunde med mig selv og mit hoved i vatter med resten af mit liv. Vel vidende at der sagtens kan komme nye svingninger, som vælter mit korthus omkuld en anden dag igen. Men den slags er hypoteser, og derfor ikke noget jeg kan eller vil bruge tid på i mit liv lige her og nu. Jeg vil faktisk gerne bare være glad for det, jeg har lige nu. Så det er jeg.
Det gør også glad, at jeg trives mere og mere i mit parcelliv, som jo var én af de hurdler, jeg var ret bange for, ville kunne vælte mig. Det væltede ikke noget. Det tager tid og kræfter med sådan en parcel, og jeg er ikke noget naturtalent indenfor husejerskab med mere, men jeg synes faktisk, jeg klarer det mere end rimeligt. Jeg vil endda gå så vidt, at jeg vil sige, at jeg måske med tiden også kan blive et fornuftigt havemenneske… Indtil videre har jeg frydet og fornøjet mig i ganske betydelig grad over alt det fine, der kan komme op i sådan en have. Blomster, frugttræer og frugtbuske er absolutte favoritter. Haveplanlægning er derimod ikke en spidskompetence, kan jeg til gengæld afsløre. Det er heller ikke mig, der vander og ordner og holder hus med drivhusplanterne. Overhovedet. Til gengæld laver jeg kaffe til ham, der ordner de ting. Det er der jo virkelig også nogen, der skal.
Der er også nogen, der skal være indkøbschef og hundeskovschauffør, og der er ikke mange andre end undertegnede til disse opgaver, så tankestrømmen ender her og glider let og elegant over i mere praktiske sysler for nu. Tak, morgenstund, for kaffekop og sol på næsen. Jeg er klar til mere tirsdag!


På sådan en torsdag

– hvor der er ged i regeringen, sne på vejene og SF er i opløsning, kan man godt sidde og mimre lidt over det hele. Sneen drysser stadig let ned over den i forvejen hvide have, den første kop kaffe er drukket og dagens opringning til kommune/myndigheder er overstået. Sjovt, som det kan være svært for sådan nogle kommuner at fatte, at man ikke gider fortsætte med at spytte i kassen, når man ikke længere har børn i deres institutioner og noget. Der er for eksempel nogen, der har meldt mit barn ind i en anden SFO på Østerbro, samtidig med at vi meldte hende ud af hendes egen. Det er en sjov form for bureaukrati- at der er tid til at gøre noget, ingen har bedt om eller brug for, men der er ikke tid til at gøre det, der faktisk er nogen, der har virkelig meget brug for, at de gør i stedet. Nu har jeg fået en rykker. Der stod ikke en gang for hvad, så jeg måtte selv ringe og spørge. Brevet sagde også, at jeg sagtens kunne få en afbetalingsordning. Det havde jeg ikke helt vildt meget lyst til. Faktisk vil jeg helst bare beholde mine gode 1500 kroner selv. Det har jeg så ringet og sagt. Kommunemanden ville se, hvad han kunne gøre…  Tusind tak, sagde jeg. For jeg har ikke tænkt mig at betale den der regning + rykker. Bare så vi er helt enige.

På en måde er det helt rart, at SF laver så frygtelig meget ballade i dag. Fordi jeg trænger rimelig meget til lidt afledningsmanøvrer inde i hovedet. Jeg er kørt lidt fast i huse og sneskovling og praktikaliteter og Nordsjælland generelt. Jeg trænger til noget Jylland, til noget pasning hjemme hos mor og far, uden at skulle være så skide voksen hele tiden og snakke om vigtige ting og budgetter, snefygning ind på loftet og selvrisiko på bilforsikringen. Jeg trænger til at blive underholdt lidt, og selvom det er sørgeligt, at det er Danmarks folkevalgte regering, der kommer til at stå for den ufrivillige underholdning, så er det lige netop underholdning, jeg trænger til. Politisk underholdning kan også gå an, kan vi konstatere. Mens jeg strikker, ringer til kommunemænd og drikker kaffe, kigger jeg lidt på den politiske parodi, der kører for åben skærm. Godt, man bare er manden på gulvet, siger jeg bare. Så kan man nøjes med at koncentrere sig om sit virkelige liv, hvor udfordringen på en torsdag morgen kan være, at der ligger 438 løse strømper og nedstirrer én, indtil man tager sig sammen og får matchet nogle af dem i cirka samme nuancer. Indtil videre ligger de stadig godt i kurven og stirrer videre. For lige nu gider jeg ingenting.

Jeg gider forår. Jeg gider farver og lys og længere dage. Jeg gider strikke, jeg gider drikke rødvin med venner, jeg gider at sove længe. Eller, jeg gider godt bare at kunne sove sådan helt almindeligt istedet for alt, alt for lidt. Jeg gider at være hjemme hos mine børn og mand, jeg gider at klappe i hænderne hver dag over, at Ella lige pludselig en dag i sidste uge gav sig til at læse helt selv. Jeg gider heppe på min store pige, der havde nul fejl i blækregning og få hende til at blive mere og mere glad og stolt over sig selv. Jeg gider rose min store dreng, fordi han er så hjælpsom og glad og sød. Nærmest lige meget hvad man beder ham om. Jeg gider hænge i sofaen og grine sammen med min kæreste, fordi jeg elsker at være sammen med ham. Jeg gider ikke mere vinter. Så det siger vi bare, ikke?!

Let there be light!


Man kan vel godt kalde det et tema…

-for det lader på en måde ikke til at gå væk, bare fordi jeg har bokset med det før. Det handler om samvittighed. Dårlig, som regel. Utilstrækkelighed, frustration, vægelsind og alt, hvad der hører hjemme i samme kategori. I virkeligheden kan jeg jo ikke sige, at det bare er mig, der lider af syndromet. Det er der ret mange mennesker, der gør, ret tit kvinder også. Ved ikke, om mænd ikke har den skrue i deres sjæl, som kan ryste sig løs og lave skrammer, sådan som jeg og mange andre kvinder har?! I så fald er de ret heldige, mændene.
Nå. Men jeg ville bare lige runde temaet endnu en gang. Bare for ligesom at slå det helt fast. Cementere tilstedeværelsen af det sådan rigtig grundigt! Det kunne jo være, nogen ikke havde hørt om det før…
Sagen er, at jeg synes det er svært. Svært at leve med alle kravene, der hver eneste dag stritter i alle retninger, helt upåvirkede af, at jeg faktisk kun har to arme og 24 timer pr døgn til rådighed, til at indfri det hele med. Jeg ved godt, at man skal sortere. Tro mig. Det har jeg gjort. Der er bare stadig en ret stor stak strittende krav og ønsker til overs efter sorteringen.
Jeg synes, det er kattens svært at nå de ting, jeg gerne vil. Og nærmest endnu mere synes jeg det er svært at tillade mig at være tilfreds. Med den løste opgave. Med prioriteringer. Med mig selv. Virkelig meget det sidste. For kan jeg tillade mig det?! At være tilfreds med min mor-hed. Kone-hed. Med min indsats og kunnen på arbejdet. Som veninde. Som alting? Skørt at stille sig selv sådan nogle spørgsmål. De er ubesvarlige. Man kan ikke bare kaste sig selv op i luften og glo på det, der flyver rundt deroppe og sige, at hun enten duer eller ikke gør. Det er for stort og dumt. Jeg duer formentlig til noget. Håber jeg. Og så er der også en lang række af ting, som jeg bestemt ikke duer til. Hvilket i sig selv ikke er mærkeligt. Jeg duer ikke til at være ingeniør, for jeg er sygeplejerske. Jeg duer ikke til at være single, for jeg er gift og har børn. Den slags kan jeg godt fatte og forlige mig med. Det er ligesom ret indlysende og ikke kompromitterende for min selvopfattelse og min dårlige samvittighed. Problemet ligger jo der, hvor jeg har en opfattelse af, at jeg burde være/kunne/skulle/gøre noget andet, end det, jeg i virkeligheden gør eller er. Top irriterende! Fordi det er ret mange ting, der ligger ind under den kategori. Fordi jeg hele tiden synes, at jeg burde gøre og være noget andet. Fordi jeg kan ende med at slå mig selv i hovedet med selv de dummeste ting. Sm for eksempel hvor mange dage, det er siden, jeg sidst var i træningscenteret. Hvis det er mere end 7 dage, er jeg en taber. Uden rygrad og viljestyrke. Og så sidder jeg der og får dårlig samvittighed. Over for hvem? Mig selv? Verden? Min krop? Don’t know. Ved bare, at den er der og den spiser mig. Og det var jo bare træningscenteret. Vent bare, til jeg ruller børne-samvittigheden ud! Jeg tager mig selv i at kigge på jobannoncer og huse, og jeg undrer mig over hvorfor. Måske prøver jeg bare at lave en anden version af mig. Hvor den del af mig ikke findes. Eller i hvert fald ikke fylder så meget. Det virker ikke. Jeg kan ikke blive en anden, bare ved at flytte i etplanshus med græsplæne og carport. Tværtimod. Ville formentlig blive en endnu ringere version af mig, når jeg opdagede, at det ikke havde virket efter hensigten. Problemet er jo, at jeg ved lige præcis, hvad jeg ville sige til den veninde, der sad og kortlagde alle de ting, jeg lige har sagt. Jeg ved lige præcis, hvad jeg ville tænke, hvor løsningsorienteret jeg ville være. Hvor velmenende jeg ville forsøge at komme med forslag og konstruktive tanker. Det virker ikke en skid på mig. Jeg har jo arbejdet hårdt med det her i de sidste syv år. Siden Ella blev født og jeg gik ned med et brag. Syv år, Niller. Man ved et og andet! Men jeg har åbenbart ikke formået at løse den gordiske knude, vel. Og man ved åbenbart ikke nok, selvom man har knoklet for det, været ude på dybt vand og er blevet dykket igen og igen. Det synes jeg så er ret tarveligt. Må man ikke godt snart blive lidt fri for det bøvl?!
Nå. Det var temaet. Igen. Beklager. Jeg arbejder på at blive voksen nok til at komme over det… Imens vil jeg forsøge at være ligeglad med, at det er dag nr 8, siden jeg sidst var nede og træne. For jeg gider det ikke i dag!