Om at leve. På trods.

For en uge siden sad jeg her. Hørte det samme musik, som jeg hører nu. Mens jeg funderede over, hvorfor jeg og livet og alting er, som det er. Det forekom mig at være nogle væsentlige tanker. Det er de vel også i grunden. De holdt bare op med at være det ganske få minutter senere. Da jeg hørte de ubegribelige ord om, at min far var mere syg end bare en sepsis. Men sådan rigtigt syg. Af kræft. Uhelbredelig kræft.

Min far. Vores far. Som er sjov og klog og glad. Som er sund og rask og arbejdende. Som er kærlig og omsorgsfuld og elskelig. Som er en far, der interesserer sig, bekymrer sig og tager sig af. Som er en af de vigtigste sparringspartnere og vidner til mit og vores liv.

Jeg begriber ikke noget som helst. Det er ikke til at rumme i mit sind. Jeg græder talløse tårer over det, som er blevet hans lod, fuldstændig overrumplende og hovedkulds. Han og vi er kastet ud i et stormvejr, som ikke lader sig bremse. Indtil videre har han været rigeligt optaget af at overleve og komme sig over en sepsis. Imens han forsøger at overkomme den del af livet, der nu ligger og tårner sig op foran ham og os. Han er stadig mit fyrtårn. Han holder min mor fast i hånden og går. Målrettet og beslutsomt. Med tårer på kinderne og sorg i hjertet. Han går efter livet. Vi går sammen med ham. Mens vi beder om nåde og barmhjertighed, trygler om undere, råber på mirakler og hvisker vores bønner om fred og tillid til, at vi aldrig går alene. Det er svære dage at leve.

0188360a1ecfda63ffc747e33bc4c6767ac74a7d40