Og så gik der tid med det…

Det gjorde der. Der gik tid med at justere alting til den nye virkelighed. Igen. We’re getting there, you know. Slowly. Slowly…

Det er sådan, det er. Der skal gå tid, før man kan navigere i det liv, der lige pludselig ser anderledes ud. Vi øver os. Stille og roligt. På at have den lille store angst liggende et hemmeligt sted, men ikke så hemmeligt, at det tager røven på én, når den stikker hovedet frem. Vi øver os på at tro på det gode. Som der er rigeligt af. Ikke at lade det drukne i det dårlige, som der tilfældigvis også er rigeligt af. Vi ser på hinanden og priser os lykkelige over at vi kan det. Se på hinanden. Fordi vi har hinanden. Vi brænder telefonregningerne af, fordi de er store, når vi er på afstand. Vi griner ad hinanden og især med hinanden, når vi kan, fordi det er godt at gøre. Vi aer hinanden, når vi græder og er kede af det, fordi vi føler os slået hjem én gang til ind imellem. Vi øver os i at gribe alt det, der falder lige ned i vores turban, fordi vi kender så mange gode mennesker, som tager hånd om os og elsker os med det hele. Det er heldigvis ikke så svært at gribe den del!

Imens ser vi op og ud. På den verden, som stadig brøler afsted, med gode ting og elendige ting, men som vi lever i på godt og ondt. Vi deltager i de hjørner, der er vores, og vi kravler i flyverskjul, når vi bliver trætte. Det, man kan sige om at blive slået hjem, er at man kan blive utrolig god til at kravle i skjul, når det er nødvendigt. For så at komme ud, når skyerne er drevet væk. De driver heldigvis hurtigt væk de fleste gange. Måske fordi vi er sammen og kan ae og trøste og ømme os sammen, og derfor også blive hurtigere klar til at komme ud og opleve, sanse og se igen. Vi er i hvert fald taknemmelige. For at vi har hinanden!

Og imens alle de her ting sker indeni, sker der alt muligt udenfor. Det bliver lysere! Det er klart på vej til at blive en slags forår. Det er den bedste gave, man kan få, når man er træt i sin sjæl! Jeg har købt lyserøde sko. Og hyacinter. Jeg kan faktisk ikke vente…

img_2130

img_2014

img_2204

img_2146

img_2178

img_2222

-og far… Han ser godt ud! Med hat, uden hat, med hår, med tyndere hår. Det gør ingen forskel. Han er jo min far!


Det med nytårsforsætter

Det tror jeg ikke på. Ikke for mig. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til slankekure, budgetlægning, madplaner, ugentlige maddage/rengøringsdage/pligter i flæng. Så jeg lader andre om den slags. Til gengæld kan jeg godt lide ønsker. Det lader ligesom lidt mere råderum blive stående til regnorme som mig. Hvis man altså husker på at lade være med at putte noget alt for svært ind i ønskepuljen.

Derfor holder jeg mig til de fredsommelige ønsker. Som for eksempel er, at jeg faktisk gerne vil huske at fotografere noget mere med mit dejlige kamera. Ikke at telefonbilleder ikke er fine nok, slet ikke. Det er bare følelsen af at åbne et skatkammer, når man bladrer igennem et album med skarpe, velkomponerede billeder. Glemte oplevelser, som dukker op, når man tømmer hukommelseskortet og giver sig til at sortere. Glæden, der bobler, når man ser tilbage på dage med dejligheder eller bare almindeligheder. Som man kan have gavn af at bladre i, når man synes, der er lige langt nok mellem snapsene i den almindelige leverpostejståge. Så det er mit ønske. Måske der kommer flere en dag…

I hvert fald startede jeg for lidt siden med at tjekke, at alting virker på kameraet. Det gjorde det.

dsc_0003

Pixi havde helt tydeligt aldrig set mig med sådan noget analogt halløj helt oppe i øjnene, og havde ret travlt med at prøve at komme til at undersøge det selv.

dsc_0009

Daisy kunne bare ikke få øje på mig, når jeg havde noget oppe foran ansigtet og valgte konsekvent at kigge alle andre steder hen. Men det kommer vel nok ikke bag på nogen, tænker jeg.

dsc_0010

Og Pauline- hun elsker bare Pixi!

Så hermed en begyndelse på mit ønske for det nye år. Helt fredeligt, uden mulighed for at fejle på store, afgørende planer, som man jo faktisk ikke orker overhovedet. Jeg tror, det passer godt til mig!


Det lakker mod enden

Det gør det. Det lakker mod enden med den ferie her. Jeg er faktisk ikke rigtig klar endnu. Så jeg sidder ganske stille i morgenlyset og sipper kaffen i små mundfulde, mens den endnu er brandvarm. Så bladrer jeg lidt i billederne fra feriedagene og svømmer lidt med. Det føles rart.

DSC_0258DSC_0260DSC_0262DSC_0270

For selvom sommeren ikke har været gavmild med varme og lange, hede dage ved vandet, så har der alligevel været glimt af det, hvis man tålmodigt kigger efter.

DSC_0263DSC_0265DSC_0272DSC_0266DSC_0276

Så jeg kigger efter. Tålmodigt og kaffesippende. Ser billeder af strande, vand, sand, børn. Mest mine egne, indrømmer jeg. Men en mor må gerne have favoritter, ja?! Jeg ser billeder af min søn, og så bliver jeg slået af forundringen over, at han om tre små dage rejser væk for første gang, når vi om lidt skal aflevere ham på efterskole. Jeg glæder mig for ham, jeg ved jo præcis, hvad det er, han står foran. For mig var det skelsættende og livsforandrende. Det var et skridt ind i livet, som har formet mig på alle mulige og umulige måder. Jeg ønsker det samme for ham. Jeg ønsker, at han skal opleve så meget fællesskab, så meget godt og sjovt og vildt og dejligt, som han overhovedet kan komme til i det år. Og jeg bliver en lille smule beklemt ved tanken om at undvære. At give slip. Men jeg siger det ikke til ham. Jeg smiler bare til ham og siger, at det bliver fantastisk. Og det gør det! Det bliver fantastisk! Og for mig også en lille smule vemodigt…


Det dér med ude godt…

Det passer jo. Man konstaterer det faktisk hver gang, der har været ferietid og afbræk i hverdagens rutiner og gøremål. Er det ikke egentlig virkelig heldigt? Lige så meget man trænger til afbrækket, lige så meget trænger man til at komme hjem og gøre det, man gør mest.

Men det ene kan jo heldigvis ikke stå uden det andet. Netop derfor er ferier så fuldstændig fantastiske og virkelig gode for sjælen. Også denne. Som lykkeligvis ikke er slut endnu, og derfor bare ekstra dejlig. Vores ture ud af huset er slut i denne omgang, men vi har nydt og levet lige midt i det, mens det varede. Der var Norge. Der var fjelde, familie, fantastiskheder. Der var ture, der var kaffestunder, der var regn, sol, blæst. Der var trætte ben og stille hoveder.

DSC_0053DSC_0055

DSC_0062DSC_0064DSC_0077

DSC_0158DSC_0195DSC_0177DSC_0193

Jeg har flere hundrede billeder. Siger det bare. Det var smukt. Koldt. Vådt. Solbeskinnet. Ikke ukompliceret at feriere sammen alle sammen på én gang, det er sådan noget vel egentlig sjældent, men det var godt.

Og bagefter var der Vesterhav til os fem og vores sorte uldtot Daisy, som havde været på ferie hos farmor og farfar imens vi andre indtog Norge. Vesterhavet var også godt. Fantastisk, faktisk. Det synes alle tyskerne vist også. Jeg var ikke klar over, hvor populært et feriested Blåvand viste sig at være. Det var det. Vi boede heldigvis for os selv og uden leben udover vores eget. Vi havde det skønt. Slappede af. Spillede spil. Læste en side i en bog. Strikkede lidt og lagde strandskaller i rækker. Det viste sig at være lige præcis det, vi havde brug for…

Nu ruller hverdagen snart ind på perronen igen. Jeg synes egentlig også, det bliver fint.


Der er nogen, der spørger…

-om jeg er gået hjemmefra, sådan rent blogmæssigt i hvert fald. Eller om alting er, som det skal være. For der har været larmende tavshed her på siden i månedsvis. Det sidste kan jeg bekræfte. Der har været radiotavshed. Det første er heldigvis ikke tilfældet. Alt er, som det skal være. Og jeg er ikke gået hjemmefra.

Jeg tænker lidt på, hvad det mon skyldes, at jeg har haft travlt med at være helt musestille. Måske havde jeg for travlt ude i virkeligheden omme på den anden side af skærmen. Eller også havde jeg ikke særlig mange ord, der stod i kø. Det tror min mand nu ikke et sekund på. Eller også er det en blanding af det første, tilsat det faktum, at der er meget virtuelt liv, der har fået skarp konkurrence på forskellige andre platforme. Instagram har for min del overtaget mange af de små hverdagstanker og glimt. Men ikke overtaget bloggens funktion og eksistensberettigelse.

Jeg er her i hvert fald stadig. For tiden noget sporadisk, men sådan er det lige nu. Der er utrolig meget liv, der skal leves andre steder end foran skærme, og det er i virkeligheden en god øvelse.

Hverdagene er dem, der fylder mest af alt. Familien, arbejdet, livet i almindelighed tager broderparten af de vågne timer på døgnet. De ligger spredt for alle vinde, de vågne timer altså, for det er jo stadig sygeplejen, der fylder mit arbejdsliv. Det er godt sådan. Jeg kan lide at være, hvor jeg er. Mellem mine børn og min mand og hundene, mellem kollegerne, mellem familierne til mine små patienter, mellem alle de små mennesker, jeg har mellem hænderne i mit arbejdsliv.

Jeg har i de seneste uger, vel egentlig måneder, tænkt en del over prioriteringerne, som vi har gjort. Med de valg, vi har truffet og som former hverdagene for os alle fem. Vores jobs fylder meget. De har vel altid gjort det, tænker jeg. Men efterhånden som ungerne er blevet store, mærker man mere og mere, at de valg man tager, ikke bare afhænger af, hvad vi, forældrene, har besluttet- der er mere end én teenager på matriklen, og de mener faktisk ret meget om, hvordan et liv skal være. Så rammer man igen behovet for at tænke efter, om beslutningerne stadig bærer og holder vand. Opgaverne som forælder er også en helt anden nu, end den var for bare få år siden. Kan jeg løse dem med de dage og timer, jeg har til rådighed, når jeg arbejder, som jeg gør? Eller skal jeg tænke anderledes nu? Jeg er er glad for mit arbejdsliv. Virkelig glad. Men er min familie også glad? Hvad når jeg igen-igen sidder halvsløv og vagtramt i sofaen og overskuddet er i minus- er det så stadig fint nok? Tja. Der er ikke mange firkantede og regelrette svar på alle spørgsmålene. Det ligger og simrer lige så stille, imens hverdagene går deres gang. Jeg tænker på det, når jeg drysser afsted i skoven med knasende blade under fødderne og fjolledansende hunde rundt om benene. Jeg tænker på det en stille nat, mens jeg sidder og våger hos et sovende barn, mens respiratoren gør sit arbejde med at trække luften ned i lungerne og ud igen. Jeg tænker på det, når jeg ordner vasketøj på sisyfos-måden. Jeg tænker på det, når jeg sipper rødvin med min mand og snakker med mine børn. Det er ikke dårlige tanker. Det er vist bare eftertanker…

IMG_0058IMG_3901IMG_0059DSC_0098IMG_4069 Læs resten af dette indlæg »


Hvor der er vilje, er der vej.

Som regel, i hvert fald. Havde planlagt at frekventere bloggis hyppigere. Det blev så først nu, idet man må sande, at egen vilje ikke altid er nok. I hvert fald er dagene, hvor man kan nøjes med én pc i husstanden talte. For pc’en kørte til Kbh på besøg hos bedstevennen sammen med Laust, og dermed var viljen sat til vægs af virkeligheden. Vi må vist til at gøre noget, sagde jeg til mig selv. Og blev slået af en uendelig stor træthed over mig selv og mit I-landstankesæt. Åh jo, jeg er helt på det rene med, at min computer er komplet ligegyldig i den store sammenhæng, sådan hjælpemæssigt set. På den anden side er min computer, som jeg lige pludselig syntes jeg manglede, et udtryk for den overflodsvirkelighed, jeg lever midt i. Uden krig, uden granater, uden ebola, uden manglende lægehjælp, uden stridende styrer og regeringer, som tænker i magt i stedet for menneskelighed. Der er et tankesæt, som kunne trænge til at blive justeret. Det er vist bare det, jeg siger…

Bum. Der tror jeg nok lige, vi fik startet grundigt ud her i sommervarmen. Jeg ved ikke med resten af landet, men i Hillerød Ø er det varmt og sommerligt. Ikke for varmt, bare dejligt. I skyggen af den stribede markise, som vores rare hus var udstyret med ved overtagelsen, sidder jeg og nyder. At det er sommer. At der er bare tæer og ben, at der er brombær i hegnet, at der er sommerfugle i luften, at jeg har fri… Man skal huske at nyde! Hver dag.

Hver dag nyder jeg det, der blev mit liv. Der var en gang, hvor jeg troede, at mit liv havde spillet helt fallit. Dengang hvor det var svært at finde ud af at blive til en familie, sådan rigtigt. Dengang hvor nogen, jeg elsker, blev syge. Dengang hvor min lillebror døde. Dengang jeg var syg. Rigtig syg. Dér troede jeg af og til, at mit liv havde tabt alting. Tænk, hvor tog jeg fejl- selvom nogen var syge, selvom Nikolaj døde, selvom jeg var syg i min sjæl, selvom det var besværligt og svært at blive til en rigtig og især hverdagslykkelig familie. Alle tingene var meget virkelige. Alle tingene krævede mere energi, end jeg syntes, jeg havde. Alle tingene var større end mig, syntes jeg. Det er de stadig. Men jeg lever med det. Jeg blev formet af det. Jeg er glad på trods af alting. Og jeg er lykkelig for alt det andet, som mit liv også er. Det er godt.

I mit arbejdsliv, som er noget af det, jeg elsker højt, er der dønninger efter svære forløb. Jeg bliver altid lidt tavs og stille, når jeg står der midt i det. Det er som om, man bliver lukket ind i det allerinderste i menneskers liv. Man er synlig og man er helt usynlig. På samme tid. For man er en institution i en eller anden grad. Inde bag institutionen er jeg også bare Ida. Som er en del af institutionen, men som også bare er et menneske. Jeg kan krympe mig over det, jeg er vidne til. Jeg kan få ondt i hjertet over det. Jeg får lyst til at spørge, om jeg kan hjælpe. Ikke institutionen, men Ida. Om hun kan hjælpe. Det kan hun ikke. Man kan ikke træde så meget ud af sig selv og gå ind i en relation på den måde. Så bliver det for tæt og for uprofessionelt. Men derfor kan man godt ønske… Jeg øver mig i at stå de rigtige steder. Jeg tænker over, hvor jeg skal være. Hvad jeg skal sige. Hvor jeg skal være stille. Det er nok godt nok. Det føles bare så lidt. Alle de ting, der står her, er ting, som fylder mine tanker disse dage. Der er en tid til alting. Lige nu disse.


Redefinering

En gang imellem må man bare erkende, at man er nødt til at redefinere noget. Alternativt sig selv. Der har været en del af den slags i det seneste halve år for mit vedkommende. Store ting, små ting. Nu kommer der noget stort og banebrydende, tænker du måske nu. Så må jeg bare sige nej. Det gør der ikke. Sådan set i det store perspektiv. Det er nærmest sådan lidt løjerligt, i virkeligheden. Det er bare fordi, jeg bliver så overrasket nogle gange. Over erkendelserne. Som kan være om noget så banalt, som at man kan opdage om sig selv, at man så gik hen og blev et hundemenneske?! Altså, jeg brugte det meste af min barndom i vild skræk over de fleste dyr uden snor/indhegninger/båse/bure/akvarier osv. Jeg drømte om det om natten, og mine mareridt involverede ofte dyr uden kontrol i en eller anden vanvittig form. Jeg kunne ikke lide at røre dem, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue kløer, der kom ud og kradsede uden forvarsel, hvalpetænder, der bed og flåede, uden at man så det komme. Jeg var på ingen måde et dyremenneske. And then! Se mig lige, for katten! (!) Altså, se lige mig, siger jeg så igen. Nu med hundehvalp. Big time! Hi, my name is Ida, and I’m a dog person…

Ja?! Du kan godt se det, ikke? Det vrimler med hund over det hele. Det er fint nok. Det, der så for alvor kommer bag på mig, er hvor meget jeg så alligevel går ind i det… Helt ærligt, jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle gå til hundetræning! Men hey- jeg går da totalt meget til hundetræning. Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle blive en hunds primære person. Men hov. Jeg er hundechef big time! Jeg havde sagt, at du var tosset, hvis du havde sagt til mig, at jeg skulle google og undersøge og bekymre mig sådan for alvor over dårlig hvalpemave. Vupti, there I was, totalt bekymret. Altså, jeg mener, i mit køleskab står der ægte hundeskånekost… Arhmen altså!

Nå. Men måske er det bare fint. Det er det jo. Man bliver jo nødt til at gå ind i projekt HUND, hvis ikke man vil have en møgkøter, der bider i alting, hopper op ad folk og vælter dem (især hvis de har hvidt/lyst tøj på), tigger ved bordet og alt muligt irriterende. Sådan én vil jeg under ingen omstændigheder have. Men når man så går ind i projektet, så fanger bordet jo også. For så kommer man til at kunne lide sin hund virkelig godt. Fordi den er sød og dygtig og sjov og elsker én, selv når man har virkelig dårligt hår og er sur og irriterende. Det er et stort, stort plus ved en hund. Virkelig. Der er også mange minusser. Som når man skal til Jylland og køre 350 km hver vej på én dag. Og man faktisk havde glemt, at man havde en hund, der evt skulle passes… Og som man så måtte tage med, fordi man var et fjols, der havde glemt det. Så er det faktisk værre end at have en baby, fordi babyer trods alt kan tages med indenfor, og de fleste mennesker bliver ikke bange for babyer, så derfor behøver man ikke at have snor på dem og stå i en baghave, for ikke at forskrække nogen. Det kan også være meget irriterende, at man lige præcis havde tænkt sig at falde sammen i sofaen kl 21.30 og bare ligge der i en times tid og småkoge, indtil man trillede ind i seng. Men så havde hvalpebarnet lige pludselig tænkt sig noget helt andet, og derfor finder man sig selv et kvarters tid senere på en græsmark med en hund, nogle pinde og en milliard myg, istedet for at slumre i hjørnet.  Men sådan er der så meget. Man er vist nødt til, præcis som mødre og fædre er det, bare at æde det og få det gjort. Så det gør jeg. Fordi jeg er et hundemenneske. Åbenbart. (Og så snakker vi ikke om, at med hunden kom også det helt generelle dyrehjerte op i mig, og får mig til at synes, at jeg nok godt kan have en kattekilling i lommen også…)