Man kan tænke lidt over

-hvad der mon kommer ud, hvis man sætter sig til tasterne uden at have en plan. Jeg ved det ikke endnu. Har bare sådan en fornemmelse af, at der er fyldt derinde. Måske af ord, måske af noget andet, jeg ved det egentlig ikke. Det føles bare som om, jeg sidder lidt fast i mig selv.

Altså, det er jo ikke fordi, jeg ikke har ord på lager at tage af. Der er vist aldrig helt tomt her. Og alligevel blev jeg faktisk overrasket i går, da jeg var på vej hjem fra arbejde, og en af mine kollegaer, som jeg jo ikke har kendt i mere end et halvt år dog, en lille smule forbløffet sagde, at hun da aldrig havde hørt mig tale så meget på én dag. Jeg kom til at grine ret højt, for det er vist nok første gang, jeg har hørt mig selv beskrevet som relativt fåmælt! Årsagen til den øgede talestrøm igår, var at vi netop har indført det højt besungne system ‘SundhedsPlatformen’, og som jeg skulle guide en kollega igennem i 8 stive timer. Det kommer der mange ord ud af, for sjældent har verden set en mindre menneskevenlig brugerflade på et program!

Men i mit eget liv er det ikke hverken computerprogrammer eller andet arbejdsrelateret, der fylder op i ordbunkerne. Det er nok mest noget med, at det tager så lang tid og mange kræfter at justere sig selv til nye virkeligheder, når de dukker op. Jeg synes, det er et hårdt arbejde. Hver gang. Jeg synes også, det er ganske anstrengende, når man opdager, at man har flere erfaringer indenfor kategorien ‘Nye Virkeligheder’, end man orker at tænke på. Jeg bliver træt og udslukt, når jeg tænker på, at det ikke engang kan forventes at være sidste gang, man stempler ind i den kategori. Fordi sådan er menneskelivet ikke skruet sammen. Og det er, trods sandheden i det, ikke særlig fyldestgørende at forklare det med, at det er konsekvensen af Adam og Evas valg i Edens Have dengang… Det fjerner ikke mine skingre og hæse råb om håb og barmhjertighed. Det heler ikke de ting, der i gør ondt i mig og bløder. Det mildner ikke min frygt for, hvad der næste gang rammer os lige i ansigtet. Det er en del af mit liv, som er blevet anderledes for altid. Visheden om, at der ikke er noget som helst i denne verden, som kan regnes for helt sikkert. At der ingen garantier er. Det kan faktisk godt føles håbløst. Og jeg er faktisk ikke på den måde vant til at føle håbløshed. Det er en uvant og uvelkommen følelse.

Jeg skynder mig lige at understrege, at det ikke er fordi, der er sket nye og grimme ting siden sidst. Min far har det efter omstændighederne godt. Faktisk meget godt, hvis man skal være præcis og retfærdig, når man betænker konteksten. Det er nok mest indeni mig, den er gal. Mig, som synes, det er opslidende at blive ramt igen, fordi det netop bekræfter, at det ikke er slut med at være vingeskudt. Det er mig, som bliver ramt af ørkesløsheden i det faktum, at der vil blive ved med stille sig ulideligheder i kø, som bare vil gøre ondt og være forfærdelige. Der er ingen, der siger noget om, hvornår og slet ikke hvorfor. Det sker bare. Og jeg bakser bare så meget med at finde min vej i at leve med alle de ting, som hører til hos mig og os, sådan at der stadig bliver mest plads til alt det, der er så godt, så godt. Jeg knokler med at finde tilliden frem fra bunden af bunkerne igen. Fordi jeg har det godt med at have tillid til, at det går. Det holder, det bærer. Men hvad er det, der bærer, spørger du så måske. Ja. Det spørger jeg jo også om fra tid til anden. Fordi det kan være så svært at mærke det, når man bliver træt og tung. Men jeg tror jo. Det gør jeg jo. Jeg tror på livet. Det gør jeg. Men kan det bære i sig selv? Næ. Ikke alene. Det tror jeg faktisk ikke, det kan. Det er jo livet, jeg lever, der bliver så frygtelig vingeskudt ind imellem. Og hvis det kan blive skudt ned, kan det jo ikke være sikkerhedsnettet. Og jeg har kun ét sted at vende tilbage til. Selvom jeg er tung og træt og vred og ramt og fuld af selvmedlidenhed og klage. Da Nikolaj døde, døde han i favnen på den Gud, som har skabt både ham og mig og alle, jeg elsker og det liv, vi elsker at leve. Jeg kan ikke gå andre steder hen. Jeg har ikke fundet andre steder, der kan bære mig. Der, i den erkendelse, falder jeg hver gang sammen og tuder lidt og bliver træt, men også fuld af ro. Og det tætteste jeg kommer på at have den tillid, som er svær at finde frem for tiden. Det er mærkeligt. At man, selvom man bliver så ramt, selvom man kæmper med tankerne om, at Gud ser det hele og ikke bare tager det væk, selvom jeg tror, Han kan; ikke finder freden og den sarte tillid til, at det holder, at det går, andre steder end lige netop dér…

Sådan er det indeni mig idag. På en solskinsdag i marts. Hvor der var rigeligt af ord at tage af, og som fik lov at komme i uredigeret rækkefølge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Happily ever after

For 39 år siden, på en solbeskinnet aprildag, blev de hinandens. Det er de stadig. Jeg er så heldig med dem!