Tak, det går fint

Siger jeg og smiler med tænder, for at det skal være helt indlysende sandt. Indtil jeg kommer i tanke om, at han er blind. Kiropraktoren. Han knækker og brækker lidt i mig og vil vide, hvordan det går på mit arbejde. Jeg spiller Sundhedsplatforms-kortet. Home free. Hjemme er anden vask i gang. For i dag er jeg sådan en type. Der kan vaske tøj og have aftaler om ting ude i byen. Jeg er endda sådan en type, der får svaret på en mail og tre sms’er. Jeg har også været oppe og få taget de blodprøver, lægen gerne ville have taget. Kun en lille smule senere, end hun sagde. Faktisk har jeg ikke sovet i dag heller. For jeg er sådan en type, der naturligvis ikke behøver at sove om dagen. Jeg er effektiv, ikke sandt!

“Du har lidt med det der ‘effektiv’, ikke?”, siger min fine mand. Nja. Måske. Lidt. Eller jo. Helt vildt meget. “Men det er jo bare fordi – jeg skal ikke bare ligge og være en klat på gulvet, der ikke orker noget som helst, kan du da forstå”, siger jeg så. Det kan han ikke rigtigt se fornuften i. Han smiler bare og krammer mig, selvom min krop prøver at bilde mig ind, at den helst ikke vil røres. Det vil den gerne, har jeg sagt til den. Den hører ikke altid efter. I stedet vil den bare sove. Hele tiden vil den bare sove. Min hjerne virker ikke som den plejer. Den er bare en ensfarvet grød, der kun kan falde i staver eller i søvn. Det eneste sted, hvor den virker, og hvor min krop også godt kan tage sig lidt sammen, er når jeg går på arbejde. Så det gør jeg. Jeg går på arbejde, snakker, griner lidt, passer patienterne, gør alle de rigtige ting. Og jeg synes, det er fint nok. Men jeg bliver også totalt forvirret. For hvorfor kan jeg virke nogle gange, men andre gange er jeg helt udenfor mig selv?

“Det går over igen, det gør det altså”, siger jeg med stram mund til mig selv. Det samme siger min mand. Så smiler vi til hinanden, og jeg bliver helt lettet. Det er om aftenen, vi siger det. Fordi om aftenen begynder alting at være mere normalt. Så kan jeg mærke, at jeg får noget af mig selv tilbage. Dagen er gået med alle dens opgaver og krav. De fleste af dem fik jeg nok ikke gjort noget videre ved. Men om aftenen er der helle. Så kan jeg kende mig selv lidt mere. Jeg støvsuger stuen og banker tæpperne og puderne i sofaerne. Kravler sammen i hjørnet med min familie og føler mig næsten helt normal.

Jeg ved godt, hvad det er. Det er min følgesvend gennem nærmest 20 år. Jeg troede næsten, at jeg var gået under radaren, så jeg slap for flere sværdslag. Det er livet med depressioner. Det er bare det, det er.

DSC_0260

Reklamer

Men hvorfor er jeg sådan?

I en alder af næsten 40, tænker jeg stadig på det. Hvorfor jeg er, som jeg er. Hvorfor jeg for lidt siden skrev med blæk på papir, at om mig er der at sige, at jeg er talende, tænkende, favnende, smålig, kærlig, bitter, tosset og snusfornuftig, mild, vred, forstående, nærtagende, rummelig og egocentreret. Bare for at tage noget fra skuffen. Og så skrev jeg, at det mest skræmmende er, at nogle gange føles det som om, jeg kan nå at være det hele på én lille bitte dag. Det er seriøst mange ting at fyre af i løbet af kort tid. Måske er det heller ikke det hele, jeg kan nå omkring, men alligevel…

Det afføder jo fluks- i hvert fald for mig- også tanken og spørgsmålet om, hvordan nogen kan holde sådan en type ud. Når nu man selv kan have mere end svært ved at holde af det. Af det, og af mig. Kunne man sige.

Kompleksitet og komplekser er der nok af. Ofte også lidt for mange lige for tiden. De sidste måneder har ikke været særlig sjove. Stressramte for nogen herhjemme. For andre bare farvede af stressen, som aldrig bare kan lægge sig i et hjørne og holde bøtte. Det har været nætter uden søvn, dage uden overskud. Arbejdsliv, der tog og fik alt det, der var. Mørke, der groede ud af natten og hang over dagene. Nullermænd, der voksede vildt i hjørnerne, vasketøjsbunker, der ikke flyttede sig ved tankens kraft, selvom man forsøgte.

Jeg kigger hver eneste dag på DMI’s side, hvor der står angivet i minutter, hvor meget dagen er tiltaget i længde. Jeg har kigget hver eneste dag siden jævndøgn. Hver dag er der mere dag og mindre nat. Det er godt. Jeg længes virkelig. For det føles faktisk som om, de vildtvoksende følelser og karaktertræk hos mig også læser med hos DMI. Mildnes i takt med minutterne, der vokser.

I dag er det lørdag. Det er morgen. Mine tre dejligste unger ligger og bobler under deres dyner. Jeg har været oppe længe. Lagt mange kurve vasketøj sammen. Drukket kaffe og spist boller med min vagt-mand, som nu er kørt på job. Igen. Talt med min mor, sms’et med min syge, indlagte far. Tænkt på liv og død og kærlighed og savn og alle de ting, der ligger og buldrer rundt indeni. Jeg sidder lige så stille ved brændeovnen, hører Savage Rose og mærker, at jeg lever. Med mine næsten 40 år og alle mine elskelige og uelskelige karaktertræk og egenskaber i tasken. Alt det, der er mig. På godt og ondt.