I nattens mulm og mørke

Jeg er lige kommet hjem fra en fest. Fødselsdagsfest for en dejlig kusine, som jeg elsker højt. Fest fuld af damer. Et godt bordfuld damer, hvor man ikke kan høre, hvad man selv tænker, fordi der faktisk ikke er nogen i selskabet, som snakker mindre end meget og griner endnu højere. Sådan en fest, hvor der spises og snakkes i timevis, om småting, store ting, svære ting, sjove ting. En god fest, altså. Jeg anede ikke, hvor meget, jeg faktisk trængte til en fest af den slags. Det føles, som om det er længe, længe siden, jeg har grinet højt og mange gange i løbet af en aften. Det føles, som jeg en lille smule havde glemt, hvordan man gør andet end sort galgenhumor og den slags morsomheder, som man må ty til, når man ikke har flere skud i bøssen.

Så jeg gik ud i mørket og fandt min bil og satte kursen hjemad. Ad mørke landeveje. Gennem skov. Små byer og smalle veje. Midt i lyskeglen fangede jeg pludselig en vældig smuk ræv. Med busket hale og flot pels. Og flaben fuld af fin hane… Der er nogen, der mangles i hønsegården i morgen tidlig! Jeg trillede videre hjem og følte mig sådan set ret tilfreds. Over at være lige her. På små, mørke veje, med ræve og haner og hovedet fuldt af snak og latter. Fordi det er sådan, det skal være. Lige nu er det godt. Jeg elsker, når jeg falder over pletterne af fred og fordragelighed med mig selv og det store hele. I nat er det sådan. Der er fred og fordragelighed indeni.


Oh well!

 

Hej mandag. Godt at se dig. Eller noget. I hvert fald godt med en lille fri-formiddag, før min uge for alvor skydes ind om nogle timer. Jeg tænker lidt på, hvor tit folk spørger mig, hvordan jeg kan holde ud at arbejde på den her måde med aftener og nætter på skemaet. Jeg kigger på dem og spørger, hvordan i alverden de kan holde ud at møde ind hver morgen og komme halvsent hjem og forsøge at nå alt det, der skal nås i sådan et almindeligt hverdagsliv, uden at have bare en enkelt formiddag fri en gang imellem.

Jeg ville i hvert fald være ilde stedt, om ikke jeg havde haft mine formiddage, hvor alt muligt og umuligt bliver gjort og ordnet. For ikke at tale om den tid, jeg har helt i mit eget selskab, hvor der er fred til at få renset lidt ud på øverste etage. Der kan være brug for den slags, når livet går lidt stærkt. Og det gør det faktisk rundt regnet hele tiden. Oh well, the happiness of grown-up-ness…

Så nu spiser jeg en af de to kanelsnegle, jeg købte (fordi jeg syntes, det så mærkeligt trist ud bare at købe én) på vejen hjem fra skoven, og drikker kaffe af en kop, jeg købte en dag i en lille gade på Vesterbro, fordi jeg alvorligt manglede noget Wauw-faktor i mit liv efter en tur hos psykiateren, der helst ville indlægge mig med min blomstrende depression. Det var i 2009. Det er længe, længe siden. Jeg troede faktisk dengang, at det værste havde ramt mig. At nu kunne det ikke blive værre. Bunden var nået. Men der havde jeg forregnet mig. Værre ting kunne sagtens ramme. Det ramte hårdt. Men det, der også ramte, var at jeg opdagede, at der er så mange, der går ad den samme vej som mig. Med hver vores historie og hver vores liv. Så går man dér, på den vej, man ikke anede fandtes. Og møder hinanden. Spejler sig i hinanden. Genkender hinanden. Ad omveje stødte jeg på Omveje, og jeg genkender. Bliver mindet om og husket på, hvordan det føles at gå de første dage, uger, måneder, mens man synes, at verden er blevet en helt anden. Og at man selv er anderledes.

Jeg tænker tit på, hvordan vores liv påvirker vores opfattelse af verden, omgivelser og medmennesker. Hvor meget alting kan krakelere på bare et lille bitte sekund, for aldrig mere at vende tilbage til sin oprindelige form. Og jeg tænker på, hvordan vores natur er at begynde at justere os ind på den nye virkelighed, uanset om vi vil det eller ej. Det kan være mere eller mindre konstruktivt, den måde vi gør det på. Det kan lykkes mere eller mindre godt for os. Men vores sind vil finde en måde at få balancen tilbage på. For man kan ikke holde til at være så svimmel og søsyg i sin virkelighed for altid. Og fordi man prøver sådan, så finder man en måde, hvorpå verden opnår en fast form igen. En ny virkelighed. The new normal. Det er jo ret vildt. Og grunden til, at man ikke bliver rablende sindssyg, når de utænkelige ting sker i vores liv. For det gør de. Og det vil ske igen. Hvis ikke man fandt en ny virkelighed, ville man formentlig lægge sig til at dø efter den første gang, hvor livet gav en lussing af den helt store slags.

Se, det var faktisk mange tanker på en mandag. Helt gratis. Fordi der var tid til at tænke, fordi min arbejdsdag først begynder senere. Selv tak. 🙂

DSC_0013


Det er jo virkeligheden

Det er jo det, det er. Virkeligheden, at der går uendelige tider mellem snapsene her på siden. Og så er virkeligheden, der gør, at der netop er så langt imellem dryppene. Jeg overvejer jævnligt, om bloggen har livskraft endnu. Om jeg egentlig er færdig med at skrive, snakke, tænke og dryppe ord af her. Jeg tænker over, hvorfor den overhovedet eksisterer, den blog. For hvis skyld. Og jeg er nok ikke blevet enig endnu. Om eksistensberettigelsen. Om grundene. Jeg ved, at den ikke eksisterer for at være populær og samle flest mulige læsere. Dertil er indholdet alt for uinteressant for den store blogverden. Det ville i øvrigt også give mig stress i en ukendt grad, hvis jeg partout skulle præstere interessante ord og tanker hver dag. Og jeg ved også, at når den ikke er til for at være kendt og læst vidt og bredt, så må det vist mest være for min egen skyld mest. Derfor er den her fortsat. Fordi jeg er bange for, at jeg vil savne min virtuelle skriveblok, når jeg har overskud af tanker, hvis jeg lukker og slukker.

Plop. Tanker om eksistens. Berettigelse, måske endda. Det kan man så tænke lidt mere over, når man brygger sig den næste kop kaffe, hvis man vil.

Egentlig tror jeg nok, at jeg forsøger at lade være med at diskutere det med eksistensberettigelse alt for meget. Det er sådan et lidt svært begreb i vores tid, synes jeg. Det bliver så hurtigt ladet med alt muligt, som bliver så svært at opfylde og gøre, for at man har lov at være til, om det så er i blog-termer eller i den skinbarlige virkelighed. Hvis man nu er sådan en type, som godt kan føle sig lidt usikker på, hvorvidt man er god nok til alt det, som ligger i at være en god voksen, en god rollemodel, en god forælder, en ansvarlig medarbejder eller bare alt i alt et ordentligt menneske, så kan man bare godt blive en lille smule presset af alt det, tingene indebærer. Sådan en type er jeg nogle gange. Eller måske altid, måske har jeg bare lært at tackle det noget af tiden? I hvert fald må jeg erkende, at jeg kan have det svært med det i perioder.

Jeg kan synes, at det er svært at slå til. På helt almindelige fronter, som for eksempel hushold og arbejdsliv. Det med husholdet er markant anderledes nu, end det var for godt et år siden. På godt og ondt. Det er godt at have plads og rum til liv og hverdage. Det er dejligt med luft omkring os, skønt at have skov og natur lige om hjørnet. Men der er mange, mange ting, man skal gøre, ordne, tage stilling til, reparere på og betale for. Jeg vil det gerne. Det hele. Men jeg synes ofte, jeg når for lidt af det hele. Efter lang tid med høj puls, for lidt søvn og for meget utilfredshed med mig selv, besluttede jeg at det skulle være slut! Ikke så meget stress og unødig dårlig samvittighed over alting. Ja tak til rengøringshjælp. Og det er godt. Jeg elsker at vide, at der bliver gjort rent i mit hus sådan ordentligt og grundigt hver uge. Men tænk engang; selvom jeg betaler for det, meget glad og gerne, så har jeg stadig dårlig samvittighed. Nu bare overfor Anette, som hjælper mig med rengøringen. Det er så enormt skørt. I stedet for bare at nyde det og blive lettet og få tid til andre ting, giver jeg mig til at puste flere dårlige samvittigheder op. Hvorfor? Jamen, det er vel bare fordi, man skal kunne klare det selv, hvis man er et ordentligt menneske, tænker jeg?! Fordi jeg er på deltid, fordi jeg ikke har grund til at skulle hjælpes, fordi fordi fordi…

Jamen, tænker du måske, det er da for fjollet! Hold dog op med at sidde der og klynke over dårlig samvittighed. Og ja. Det er for fjollet. Det er vist heller ikke for at klynke, men mere bare fordi jeg noterer mig, at man kan falde grundigt over alle de implicitte krav og ønsker, der kan ligge i at være eksistensberettiget. Hvis man kigger efter dem. Og det er jeg nok typen, der kommer til. Derfor er det dejligt at få hjælp af en rengøringsAnette, som ikke bare hjælper én med at få fjernet hundehår og sand fra gulvene, men som også hjælper med at øve sig i at slappe lidt af med alt det dér oppe i hovedet! Imens Anette gjorde rent, kørte jeg derfor en tur på stranden med Chili-hunden. Bare for at nyde at gøre noget, der var tid til i dag…


Hvor der er vilje, er der vej.

Som regel, i hvert fald. Havde planlagt at frekventere bloggis hyppigere. Det blev så først nu, idet man må sande, at egen vilje ikke altid er nok. I hvert fald er dagene, hvor man kan nøjes med én pc i husstanden talte. For pc’en kørte til Kbh på besøg hos bedstevennen sammen med Laust, og dermed var viljen sat til vægs af virkeligheden. Vi må vist til at gøre noget, sagde jeg til mig selv. Og blev slået af en uendelig stor træthed over mig selv og mit I-landstankesæt. Åh jo, jeg er helt på det rene med, at min computer er komplet ligegyldig i den store sammenhæng, sådan hjælpemæssigt set. På den anden side er min computer, som jeg lige pludselig syntes jeg manglede, et udtryk for den overflodsvirkelighed, jeg lever midt i. Uden krig, uden granater, uden ebola, uden manglende lægehjælp, uden stridende styrer og regeringer, som tænker i magt i stedet for menneskelighed. Der er et tankesæt, som kunne trænge til at blive justeret. Det er vist bare det, jeg siger…

Bum. Der tror jeg nok lige, vi fik startet grundigt ud her i sommervarmen. Jeg ved ikke med resten af landet, men i Hillerød Ø er det varmt og sommerligt. Ikke for varmt, bare dejligt. I skyggen af den stribede markise, som vores rare hus var udstyret med ved overtagelsen, sidder jeg og nyder. At det er sommer. At der er bare tæer og ben, at der er brombær i hegnet, at der er sommerfugle i luften, at jeg har fri… Man skal huske at nyde! Hver dag.

Hver dag nyder jeg det, der blev mit liv. Der var en gang, hvor jeg troede, at mit liv havde spillet helt fallit. Dengang hvor det var svært at finde ud af at blive til en familie, sådan rigtigt. Dengang hvor nogen, jeg elsker, blev syge. Dengang hvor min lillebror døde. Dengang jeg var syg. Rigtig syg. Dér troede jeg af og til, at mit liv havde tabt alting. Tænk, hvor tog jeg fejl- selvom nogen var syge, selvom Nikolaj døde, selvom jeg var syg i min sjæl, selvom det var besværligt og svært at blive til en rigtig og især hverdagslykkelig familie. Alle tingene var meget virkelige. Alle tingene krævede mere energi, end jeg syntes, jeg havde. Alle tingene var større end mig, syntes jeg. Det er de stadig. Men jeg lever med det. Jeg blev formet af det. Jeg er glad på trods af alting. Og jeg er lykkelig for alt det andet, som mit liv også er. Det er godt.

I mit arbejdsliv, som er noget af det, jeg elsker højt, er der dønninger efter svære forløb. Jeg bliver altid lidt tavs og stille, når jeg står der midt i det. Det er som om, man bliver lukket ind i det allerinderste i menneskers liv. Man er synlig og man er helt usynlig. På samme tid. For man er en institution i en eller anden grad. Inde bag institutionen er jeg også bare Ida. Som er en del af institutionen, men som også bare er et menneske. Jeg kan krympe mig over det, jeg er vidne til. Jeg kan få ondt i hjertet over det. Jeg får lyst til at spørge, om jeg kan hjælpe. Ikke institutionen, men Ida. Om hun kan hjælpe. Det kan hun ikke. Man kan ikke træde så meget ud af sig selv og gå ind i en relation på den måde. Så bliver det for tæt og for uprofessionelt. Men derfor kan man godt ønske… Jeg øver mig i at stå de rigtige steder. Jeg tænker over, hvor jeg skal være. Hvad jeg skal sige. Hvor jeg skal være stille. Det er nok godt nok. Det føles bare så lidt. Alle de ting, der står her, er ting, som fylder mine tanker disse dage. Der er en tid til alting. Lige nu disse.


Sand mellem tæerne

Da klokken var 8.30, lå der to kæppe, bidt til atomer, fordelt rundt i stuen, tæpper, puder, sofahynder, legetøj og tyggeben spredt ud over det hele og en hyperhvalp, der hoppede op og ned i sofaen, på gulvet, på ungerne, på sofabordet, på mig… og så er det, at man lige så godt kan trække i gummistøvlerne udenpå nattøjet, for det bliver ikke bedre, før man har fået brændt energiklumpen lidt af! Ungerne hoppede også i røjserne, for de elsker også at være med og har desuden også en form for energiklumper i perioder, så det er lige pludselig mange fluer med ét smæk, ja?! Destinationen endte med at blive Dronningmølle Strand, for der er både pænt og sjovt.

Fri dressur for både børn og hunde er fantastisk!

-og man fornemmer, at vi endnu ikke har ramt højsæsonen…

Vand er til alle tider det fineste legetøj.

-og således godt underholdt, indtil pelsmissilet brændte ud, fik vi sand mellem tæer og poter, vind i håret og en dejlig tur!


Stille mandag morgen

Det regner. Roligt og silende udenfor vinduer og havedøre. Tung og duftende forårsregn. Der dufter af jord, græs, forår. Regnen lægger sig på mængderne af pollen, som hvirvler rundt i luften i tiden og gør øjnene kløende og røde og næsen tæt. Det er rart en lille stund.

Dagene starter tidligt for tiden. Siden hvalpebarnet flyttede ind, er der ikke lange morgener med finsovning under varme dyner. En lang morgen er nu reduceret til 6.30 som det absolut længste. Til gengæld er der lange vågne morgener efter første runde luftning og leg. I stuen ligger børn og hvalp nu på madrassen og luner og leger og krammer. Her ude i det røde køkken sidder jeg. Stille og for mig selv. Kaffen er på vej, det første nøgle garn er vundet op, for der er plads til opstart af nye projekter i dag. Egentlig var der dømt havedag. Der er krat, der skal fjernes og give plads for mere venlige vækster, men det regner jo. Tungt og vådt. Måske gider vi faktisk ikke. Så vil det være fuldstændig passende at lægge an til nye projekter på pindene i stedet. Hvis du spørger mig, altså.  Måske bliver der huller i regnen og plads til begge dele. Time will show.

I hvert fald skal det blive en dejlig dag. Det er det bedste, jeg ved. Om den bliver brugt i sofaen eller haven er underordnet. Jeg kan lide begge dele. Ja. Hørte du lige det?! Jeg er ved at blive transformeret. Jeg kan lide at være i haven. Rode og luge og hakke et bed. Fjerne en mælkebøtte og ae en tulipan. Der kan man bare se. Hvem havde anet, at der kunne være en lille smule havemenneske gemt i mig?! Det er fortsat ikke mig, der står for forspiring af kartofler og tomater, udplantning af diverse, tørring af frø til spiring og den slags. Dertil er jeg for ny i faget. Men man skal åbenbart aldrig sige aldrig. Jeg er i øjeblikket stadig bedst til at tage billeder af alt det, der falder på min vej. Men det er der jo også nogen, der skal!

Haveglimt. Måske i virkeligheden mest af alt bare forårsbegejstringsglimt. For det er dét, det handler om for mig i bund og grund. Det er nemlig ikke en evne, jeg først skal til at erhverve mig. Den har jeg i fuldt flor allerede!


Og så var det nærmest torsdag?!

Faktisk helt præcist NU er det torsdag. Man synes ellers lige, at onsdagen var begyndt…

Nå. Jeg er landet hjemme efter en lang, lang aftenvagt. Som heldigvis sluttede tre kvarter før, den egentlig skulle, fordi jeg har verdens sødeste kolleger. Så tænkte jeg, at jeg bare lige ville liste ind og ned i kælderen, for så fik jeg sovet lidt tidligere end planlagt, og jeg vækkede heller ikke mand, børn eller vilddyret. Altså hvalpen. Men det blev ligesom ikke til noget. For vilddyret var vågent, og derfor var faren det også. Og så fandt vi en vildfaren dåseøl i køleskabet. Og sad dernede på gulvet og aede vildhunden, som nu snorkede helt enormt, og så blev faren træt, og så var det meningen, at moren også blev det. Men det blev hun ikke. Så derfor sidder jeg nu her, mens onsdag, som var lang, blev til torsdag, som forhåbentlig bliver knapt så lang. Som selskab til min solo-køkkenfest finder man dette…

Ja. Der kan man bare se! Den havde man ikke lige set komme, vel? Jeg havde ikke. Så meget kan jeg afsløre. Og det er faktisk helt ok at have en dåseøl og en rest chips (med balsamico, for de er bare bedst!) med på sidelinien, for jeg bliver helt dårlig over alt det, jeg potentielt kan gøre forkert med sådan et hvalpedyr. Og undskyld børn, at jeg aldrig har fået læst de tusind hyldemeter af bøger, der helt sikkert findes om børn og opdragelse… Men helt ærligt, I har aldrig bidt så meget i sofapuderne og tisset på gulvet som hvalpebarnet. Og tak for det, i øvrigt!

Men torsdag skal vist ikke blive meget ældre, før jeg lukker øjnene og prøver at lade natten rulle ind over mig med søvn og fred. Hver dag har nok i sit, og jeg trænger ofte til at standse lidt op ved det faktum. Så jeg standser nu, selvom natteravnen i mig nyder og suger de fredelige stunder i det rolige køkken til sig, med opvaskeren brummende og summende ved siden af mens onsdagen slipper sit tag og lader en ny dag komme til. Det bliver fint med en torsdag. Efter en søvn…