I nattens mulm og mørke

Jeg er lige kommet hjem fra en fest. Fødselsdagsfest for en dejlig kusine, som jeg elsker højt. Fest fuld af damer. Et godt bordfuld damer, hvor man ikke kan høre, hvad man selv tænker, fordi der faktisk ikke er nogen i selskabet, som snakker mindre end meget og griner endnu højere. Sådan en fest, hvor der spises og snakkes i timevis, om småting, store ting, svære ting, sjove ting. En god fest, altså. Jeg anede ikke, hvor meget, jeg faktisk trængte til en fest af den slags. Det føles, som om det er længe, længe siden, jeg har grinet højt og mange gange i løbet af en aften. Det føles, som jeg en lille smule havde glemt, hvordan man gør andet end sort galgenhumor og den slags morsomheder, som man må ty til, når man ikke har flere skud i bøssen.

Så jeg gik ud i mørket og fandt min bil og satte kursen hjemad. Ad mørke landeveje. Gennem skov. Små byer og smalle veje. Midt i lyskeglen fangede jeg pludselig en vældig smuk ræv. Med busket hale og flot pels. Og flaben fuld af fin hane… Der er nogen, der mangles i hønsegården i morgen tidlig! Jeg trillede videre hjem og følte mig sådan set ret tilfreds. Over at være lige her. På små, mørke veje, med ræve og haner og hovedet fuldt af snak og latter. Fordi det er sådan, det skal være. Lige nu er det godt. Jeg elsker, når jeg falder over pletterne af fred og fordragelighed med mig selv og det store hele. I nat er det sådan. Der er fred og fordragelighed indeni.

Reklamer

Der er for lidt!

Alt for lidt billeder. Også alt for lidt ord, i betragtning af mediets beskaffenhed, men lad det nu være. Jeg glemmer at gå rundt med mit kamera i lommen, og det er i grunden også lidt for stort til det. Men nu har jeg bladret igennem arkivet for maj, og det kan kun blive glimt fra en festdag for vores store, fine dreng, der kan komme ud af det, ja?!

Det var bare glimt. En lille smule. Jeg skal nok lade være med at hælde hele dagen i billeder ud over bloggen. Det er bare fordi, jeg er så tosset med de her mennesker. Plus en hel masse flere, end dem, der faktisk er repræsenteret på billederne ovenfor. En anden dag kommer der flere billeder. Måske af blomster. Måske af garn. Virkelig meget garn. Måske af børn. Eller søskende. Eller hunde?! Hvem ved?


Og der blev tyst!

Det gjorde der. Det blev sommer, og der blev tyst. Hverdagene, travle og gode, blev afløst af feriedagene. Travle, langsomme, smeltende varme, franske, danske, dejlige. Den slags hverdage er vigtige at leve. Om det så betyder, at noget af det, man skatter og forsøger at gøre, må lade livet i de varmeste og frieste dage på året. Således blev bloggens skæbne denne sommer.

Nu er jeg hjemme. Jeg sidder i den milde aftenluft, som efterhånden har sluppet det meste af den kvælende, fugtige varme, som har holdt Danmark i sit faste greb i en rum tid. Jeg er ikke voldsomt god til den slags varme. Bedre til den tørre, franske varme. Hvis man sådan kan få lov at vælge. Men jeg klager ikke- sveder bare med anstand, for jeg elsker alligevel sommeren højere end så meget andet. Til gengæld er jeg voldsomt god til at hygge mig. Har i øjeblikket placeret mig indenfor umiddelbar rækkevidde af kransekage, fransk nougat, direkte import fra Montelimar, og et godt glas rosé. Jeg er voldsomt god til det, vil jeg godt understrege.

Sommeren har været god for os. Vi har trængt til det frirum, tre ugers ferie kan give. Vi kunne godt bruge ekstra tid, hvis vi blev tilbudt. Det gjorde vi sjovt nok ikke. Men vi siger ok, for vi elsker også hverdagen. Vi har camperet hele sommeren. Det var på en eller anden måde ikke helt gennemtænkt, og da vi var færdige, var jeg også færdig. Med deletoiletter, delebad, grus og sand på gulvet, den slags. Men det var også fantastisk. En uge i DK, to i Frankrig. Love it. Love France. Virkelig meget. Klimaet, maden. Åh, maden! Vin, frugter, grøntsager, baguetterne, croissanterne, alting. Love it. Jeg er så svineheldig at have været afsted tre somre i træk. Landet er en magnet på mit smagscenter, mit oplevelsescenter, mit feriecenter. Jeg har strikket. Ikke så meget. Det var varmt. Jeg har læst. En del. Det var varmt. Badet. Det var varmt. Spist. For jeg elsker mad. Hygget mig. For jeg havde alle mine bedste mennesker med mig. Set, hørt, sanset, oplevet. For det var det, der var meningen. Så alt er godt.

Jeg har mange flere billeder i ærmet. Mange. Og jeg har mange flere nethindebilleder, dufte, smage, følelser indeni. Det er i virkeligheden det allerbedste. Det er lige præcis dét, man lever af i den lange, lange vinter…

Jeg er vendt hjem igen efter ferie. Hjem igen efter fest i denne weekend. Hjem igen til arbejde, forpligtelser, fornøjelser, alt det, der er mit allerdejligste liv. Vi høres ved. Snart.


Januar, min ven…

Det er ikke helt typisk for skribenten at elske januar. Måske elsker jeg heller ikke ligefrem januar nu, men dog alligevel på mere venskabelig fod, end længe set. Jeg ser på alle januars blanke dage, der ligger foran mig nu. Ikke nogle skæringsdatoer. Ikke nogle flytninger. Ikke nogle kasseindpakninger og ditto udpakninger. Ikke nogle juleafslutninger, ikke flere sammenskudsgilder på skoler, man ikke kender. Ikke flere møder i banken (at the moment), ikke mere panik-papir-bank-møde-udbetalings-indbetalings-overtagelsessjov. Januar, du er nu min bedste ven! Bare så du ved det.

Det er faktisk dejligt at have en januar måned, der for en gangs skyld er fritaget for vinterdepressionstendensen. I stedet er der dømt blanke eftermiddage, i hvert fald på kalenderen. I virkeligheden skal de såmænd nok blive fyldt ud med noget, tænker jeg. Som sådan er jeg overhovedet ikke en nytårsforsætstype. For jeg tror aldrig, jeg har formået at sætte mig mål, jeg faktisk kunne holde, vel. I stedet er jeg helt klart typen, der bliver helt glad i låget over nyt og blankt og fint på kalendersiderne. Over alle de muligheder, der ligger i sådan en blank kalender. Lidt ligesom et nyt skoleår, der altid indledes med nye hæfter, spidse blyanter og sirlig orden. Jeg elsker det! Det skal nok blive krøllet og nusset og overtegnet før man ser sig om. Men dagene, hvor det hele er nyt og fint og sirligt er skønne. Og det blanke leder altid hen til en slags ønske om at holde så godt fast ved det overskuelige, rare og pletvis blanke i kalenderen. Således også dette år. Jeg ønsker mig at være god til at holde ro og overskuelighed i kalenderens sider, ikke bare i de første uger i januar, men sådan helt overordnet. Det er noget af det bedste, jeg ved! Særligt efter en særdeles hektisk afslutning på det gamle år…

Nu er det et nyt et. År, altså. 2014. Vi fejrede det gamle og bød det nye velkommen her i vores rare gule hus. Det var en dejlig fest, synes vi selv. 23 mennesker i forskellige aldre, men alle med feststemt sind, skød nytåret grundigt ind. Dejlig mad, finurligheder, leg og ballade, trut og tral gjorde aftenen sjov. Lige indtil vi ikke orkede mere. Eller indtil man skulle på nattevagt. Det var mig, der havde trukket dét kort. Lad mig bare sige, at jeg var flad som en pandekage, da jeg endelig kunne gå i seng i går formiddags efter mere end et døgns aktivitet på forskellig vis. Men det var fint. Mest sjovt at holde fest. Meget trætteligt at holde vagt. Og en meget flad nytårsdag, må jeg nok sige. Mest af alt er jeg bare tusind taknemmelig for venner at holde om og holde af. Som kom og var her og indviede vores nye og meget større rammer på den mest festlige måde. Familie, som er lige så meget venner som familie. Som alle er mine yndlings, og som jeg er så ufattelig velsignet med.

Nu er jeg stilfærdigt hverdagstaknemmelig. Glad for at have en fridag at starte ud med, på en dag, hvor alle mine fine børn er startet op igen. Alle ville gerne følges til skole af mor, for det var lige lidt nervøst spændende, nu hvor man har holdt pause fra alt det nye i to uger… De kommer snart hjem igen, til varm kakao, lektielæsning, mor i sofaen og højtlæsning af ny Mumibog. Det er dejligst at have fri til den slags vigtigheder!

Jeg ville ønske, jeg kunne delagtiggøre verden i vores virkelig festlige nytårsfejring, men jeg må konstatere, at jeg har glemt at tage billeder!? Mærkeligt. Jeg havde nok travlt med at have det rart…

Må det nye år blive fantastisk og godt!


Og det blev jul.

Ja, for det gjorde det. Lige dér, midt mellem granerne og alt det mudrede. På en fin fjerde søndag i advent kørte vi ud og fældede et stykke jul.

Vi lod os ikke nøje med noget halvt. Eller kort. Næ, vi gik efter det største og det fineste, vi kunne finde. Dét fældede vi. Grinede til hinanden over det høje, fine træ. Smilede tilbage til de andre, der var ude på hugst, og som let hovedrystende vinkede til os og det lange træ på skuldrene af os. Hjemme igen og vel inde i stuen konstaterede vi, at vi havde ramt helt rigtigt. Helt op til kippen går det fine træ, vi har fældet helt selv. Det største, vi nogensinde har haft. Muligvis også det største, vi nogensinde kommer til at få. Men hey, sidste år var vores træ lavet af tape og sat op på væggen, for det var det eneste, vi havde plads til. Så lad det bare være højt og stort og overdådigt for en gangs skyld. Med 4-5 meter træ! Som muligvis kun bliver pyntet pletvis, fordi pynten er mangelfuld (jvf sidste års sparetræ) og træet er højt. Det gør ingenting. Det er lige, som vi vil have det!

Nu er det også næsten jul. Det har været en yderst mærkværdig december dette år. Ofte har jeg mimret lidt over det og tænkt, at det formentlig bliver en meget planløs/uplanlagt/ujulet/hovsa jul. Fordi der har været utrolig mange flyttekasser, udpakninger, manglende tid til julebag og hjerteflet og den slags sager. Jeg havde indstillet mig på det. Forklaret børnene, at vi når de ting, vi når. Hverken mere eller mindre. Måske med mindre juleforberedelsesfryd på det praktiske plan end vi plejer. Alligevel sidder jeg her nu, aftenen før lillejuleaften, og kan krydse den indre liste, som alligevel havde indfundet sig i hovedet, af. Gåsen er lagt til optøning i kælder-køleskabet (!), konfekten blev lavet under stor hyggelighed med venner fra gården igår, der ligger stænger af brunkagedej i fryseren, vanillekransedej i køleskabet. Der er fældet juletræ på hyggeligste vis, lavet kræmmerhuse og flettet stjerner. Gaverne ligger i skabene rundt omkring og venter på papir og bånd, der er handlet ind til mange dejlige dage med bedste mennesker, vinduerne er sjovt nok blevet vasket og der er nogenlunde overblik over de næste dage. Hvordan det er gået til? Nissen. Det må være forklaringen. Der er masser af ting, man kunne have listet op for sig selv, men det har mit hoved heldigvis været klogt nok til at lade være med. Heldigvis! Jeg er ualmindelig tilfreds med at nå så langt som hertil. Med bare en enkelt dagvagt i morgen, før helligdagene sætter ind. Jeg glæder mig. Trænger. Frydes over det!

Jeg er fuld af taknemmelighed over alt det, som er gået så fantastisk godt i den måned, der snart er slut. Det har været en vild tur, med skift og nyt og begyndelser af alle slags. Jeg har haft tilbageholdt åndedræt over mange ting- mest af alt over alle de nye ting, børnene har skullet møde. En ny hverdag at favne og holde af. Jeg synes, de er de sejeste mennesker, jeg kender. Så hele og fine igennem alt det nye. Lidt anspændte til at starte med. Meget indstillede på at klare udfordringerne. Meget opsatte på at danne nye relationer og blive glade for alt det, der skal være vores nye ramme og liv. De har gjort det helt vildt godt. De har fået nye bekendtskaber og spirende venskaber. De har fundet måder at implementere alt det nye på. Jeg er så vanvittig stolt af dem. De klappede helt sammen fredag aften. Græd lidt, klynkede lidt. Skændtes lidt, pjevsede lidt. Blev krammet meget og forkælet lige så meget. Puttet tidligt i seng og kysset på panderne. Nu er der overskud igen. Til grin og fjol og fjant, til ypperlig glæden sig til jul, til pyntning, fis og ballade. De er klar til jul!

Jeg er også klar. Nærmest. Der er lige lidt småting, en arbejdsdag, lidt bagning, lidt ordnen, lidt forskelligt at gøre, før det er helt ægte jul. Men det er lige til højrebenet. Kom bare, søde jul. Vi har glædet os!


Tredje gang må være lykkens!

Jeg er næsten sikker på det, faktisk. Tre gange har jeg startet på et blogindlæg. To gange er det havnet i papirkurven efter flere dage, hvor jeg til sidst helt havde glemt, hvad det egentlig var, jeg havde tænkt at skrive videre om. Tredje gang må være lykkens!

Lykken er det i hvert fald med søndag sommeraften, med lys og solskin på muren, med hyggelige lyde af legende børn i gården, duften af nybadede børn i sofaen og tanken om en lang, lys sommeraften forude.

Lykken er det også at lade tanken hvile på weekendens oplevelser. Af pur og skær lykke, som blev kronet i et fantastisk bryllup, hvor kærligheden og livet og miraklerne blev fejret på stribe. Det er sjældent set kønnere, skønnere og mere lykkeligt.

Det var faktisk bare eventyrligt. Smukt og fantastisk og fint. Sådan er det med kærligheden. Den er smuk og fantastisk og fin, og den iklæder sig sit allerdejligste skrud, når den får lov at blive fejret. Man er helt fyldt og glad og mæt i sjælen af indtryk og glæde og alt det gode.

Dagene har været mange, siden sidst jeg nåede rundt om siderne her. De flyver. Der er masser af ting, der vil gøres, masser af arbejde, der vil udføres. Der er mange krav at indfri, mange aftaler at holde. Det går. Helt bestemt. Men ind imellem kunne man ønske sig en lille smule mere pause, end tilfældet er i øjeblikket. Bedst er det, når der er balance mellem krav, aftaler og hverdagsdrømme og ønsker. Nogle gange rammer man lige dér, hvor det går op i en højere enhed. Det elsker jeg. Nogle gange skyder man helt ved siden af, over eller under målet. Det føles en kende ærgerligt. De fleste dage går det sådan ret jævnt. Lidt op, lidt ned. Det kan jeg godt være tilfreds med. Det, jeg ikke kan være tilfreds med, er når jeg ikke når at mærke det gode i mit liv hver eneste dag. Det vil jeg helst. Lige nu er det faktisk lidt hurtigtgående, det der liv. Lidt meget arbejde. Lidt mange ekstra arrangementer, fordi juni og december er de to måneder, hvor forældre til skolebørn notorisk skal tæppebombes med afslutninger, fællesspisninger, møder, afrundinger og alt muligt andet. Hver for sig rart, for det meste. Bare lidt for meget. Det får det lille stressbarometer til at sætte kursen mod kuling. Og så er det, at man skal til at passe på og luge lidt i kalenderen. Jeg forsøger at luge forsigtigt. Sætter barren lidt lavere for forskellige ting, som godt kan tåle lidt mindre opmærksomhed en tid. Jeg prøver at tænke én dag frem ad gangen. Der er ikke behov for at have stress over noget, som ligger 6 dage længere fremme. Hver dag må have nok i sit. Og jeg prøver at huske at nyde, at der midt i alle gøremålene ligger små oaser af nydning og glæde og gode ting. Dem skal man nyde.

Der ligger en ny uge forude. Der er planer og ting, der skal leves og gøres. Der er børn, der skal kysses og krammes og smøres madpakker til. Der er vasketøj at ordne. Der er en mand at sidde i arm med og lade sig holde om af. Der er billeder fra et fantastisk bryllup at se til. Mens man muligvis slår op til et nyt projekt med garn og pinde. What’s not to like?


Syrligheder og sødmefuldhed

For nogen var den første dag i maj en hård nyser. Noget med nogen buhende, skrigende, sure, grøntsagskastende mennesker, som ikke gad høre med vrøvl og sludder. Eller noget. Jeg havde et kort øjeblik glemt, at det var kampdag, men kom hurtigt i tanke om det igen, da jeg kom for skade at krydse Fælleden med christianiaen på vej mod Superbest, fiskehandleren og alle de andre almindeligheder. Kom også hurtigt i tanke om, at jeg hellere ville bruge dagen på mine egne planer, end under de røde faner. Jeg er bare mest til mindre selskaber!

Og heldigt, sådan et skulle jeg have. Et mindre selskab. Udelukkende damer. Med høje hæle og dejlig mad. Det var så skønt for min sjæl at gå der i solskinnet og lave mad, uden at skulle andet end det. Det var længe, længe siden, der sidst har været en dag, hvor jeg har bladret så meget i kogebøger og bare haft tid til det. Fantastisk, var det. Desserten måtte gøres klar først, så den kunne spises sidst. I orden med mig. Valget faldt på citronfromage. Som jeg elsker! Meget. Duften, intensiteten, fryden ved at have brug for så meget citron, som man overhovedet kan ønske. En drømmedessert!

Det kan svide lidt i fingrene, når man står med hænderne dybt i citronerne, men det gør ingenting. Citroner er godt til så utrolig meget!

Det var en dejlig aften. Bare for fornøjelsens skyld, kun til fryd, ikke til pligt. Der skal være sådan nogle pletter af godt og dejligt i et menneskeliv. Jeg er heldig, at jeg får lov at have så meget!