Åh Nikolaj…

img_2282

Det har været undervejs en rum tid. Savnet og klumpen i maven har rullet mærkbart mere rundt, end det sommetider kan nøjes med. Jeg har mærket det, sanset det og sunket klumpen i halsen nogle gange i de sidste døgn uden helt at forstå, hvorfor det er sådan lige nu. Men det er det. I dag triller tårerne, savnet er helt oppe i mit synsfelt og jeg går bare her med mit vasketøj og lader det være der. Jeg hører musik, som jeg ikke har hørt længe. Som hører din tid til. Musik, man kun kan høre, når der er tid og rum til at lade sig forsvinde ind i noget, som er smerteligt som intet andet. Jeg savner dig så forfærdeligt! Så forfærdeligt! Hvornår ses vi? Jeg kan ikke vente mere… Jeg vil høre dig grine, jeg vil se dig og mærke dig. Jeg vil vide, hvordan du har haft det, mens vi har været væk fra hinanden. Jeg kan ikke undvære dig længere. Jeg vil lave alle de cafe latter, du kan drikke, mens vi snakker. Jeg vil måske endda sidde på trappen og tage et enkelt hiv af den cigaret, du sikkert stadig godt kan lide. Jeg forstår ikke, hvorfor det blev som det gjorde med dig. At vi ikke måtte få lov at beholde dig. Det var jo det eneste, vi ville. Det eneste, vi ønskede os. At vi måtte få lov at blive sammen. Jeg synes, det er så svært at blive ved med at skulle acceptere det helt uacceptable. Jeg ved jo, at du klyngede dig til et bræt, mens du svømmede for det liv, du ikke fik lov at beholde. Du klyngede dig til brættet. Og du klyngede dig til Gud. Jeg forsøger at gøre det samme, mens jeg svømmer for livet. Jeg forsøger at klynge mig til Gud, læne mig op ad Ham, mens jeg forsøger at huske, at Gud er i kontrol. Ultimativ kontrol. Jeg er ikke i kontrol. På nogen måde. Jeg er bare et menneske, der leder. Efter mening, trøst, ro og vished. Om at du har det godt. At du er sikkert hjemme og har været det siden den ulidelige dag i vandet. At jeg må få lov at komme sikkert hjem også. Jeg og alle de andre, vi elsker. Jeg vil så gerne med hjem.

Om to måneder er der gået 8 år. Vi har lært at leve. Uden dig her, men hver dag i tanke og hjerte. Der går ikke en eneste dag, uden at du er med her hos os. Jeg tænker på dig mange gange hver eneste dag. Jeg kan høre dig grine, når jeg hører min store dreng grine. Jeg kan se dig, når jeg ser på ham. Det er en velsignelse. At have en bid af dig her. Men også ømt og sårbart. Jeg elsker dig, Nikolaj. Jeg glæder mig uendeligt til at kramme dig igen!

Med kærlighed.

Ida

Reklamer

Og så gik der tid med det…

Det gjorde der. Der gik tid med at justere alting til den nye virkelighed. Igen. We’re getting there, you know. Slowly. Slowly…

Det er sådan, det er. Der skal gå tid, før man kan navigere i det liv, der lige pludselig ser anderledes ud. Vi øver os. Stille og roligt. På at have den lille store angst liggende et hemmeligt sted, men ikke så hemmeligt, at det tager røven på én, når den stikker hovedet frem. Vi øver os på at tro på det gode. Som der er rigeligt af. Ikke at lade det drukne i det dårlige, som der tilfældigvis også er rigeligt af. Vi ser på hinanden og priser os lykkelige over at vi kan det. Se på hinanden. Fordi vi har hinanden. Vi brænder telefonregningerne af, fordi de er store, når vi er på afstand. Vi griner ad hinanden og især med hinanden, når vi kan, fordi det er godt at gøre. Vi aer hinanden, når vi græder og er kede af det, fordi vi føler os slået hjem én gang til ind imellem. Vi øver os i at gribe alt det, der falder lige ned i vores turban, fordi vi kender så mange gode mennesker, som tager hånd om os og elsker os med det hele. Det er heldigvis ikke så svært at gribe den del!

Imens ser vi op og ud. På den verden, som stadig brøler afsted, med gode ting og elendige ting, men som vi lever i på godt og ondt. Vi deltager i de hjørner, der er vores, og vi kravler i flyverskjul, når vi bliver trætte. Det, man kan sige om at blive slået hjem, er at man kan blive utrolig god til at kravle i skjul, når det er nødvendigt. For så at komme ud, når skyerne er drevet væk. De driver heldigvis hurtigt væk de fleste gange. Måske fordi vi er sammen og kan ae og trøste og ømme os sammen, og derfor også blive hurtigere klar til at komme ud og opleve, sanse og se igen. Vi er i hvert fald taknemmelige. For at vi har hinanden!

Og imens alle de her ting sker indeni, sker der alt muligt udenfor. Det bliver lysere! Det er klart på vej til at blive en slags forår. Det er den bedste gave, man kan få, når man er træt i sin sjæl! Jeg har købt lyserøde sko. Og hyacinter. Jeg kan faktisk ikke vente…

img_2130

img_2014

img_2204

img_2146

img_2178

img_2222

-og far… Han ser godt ud! Med hat, uden hat, med hår, med tyndere hår. Det gør ingen forskel. Han er jo min far!


Det med nytårsforsætter

Det tror jeg ikke på. Ikke for mig. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til slankekure, budgetlægning, madplaner, ugentlige maddage/rengøringsdage/pligter i flæng. Så jeg lader andre om den slags. Til gengæld kan jeg godt lide ønsker. Det lader ligesom lidt mere råderum blive stående til regnorme som mig. Hvis man altså husker på at lade være med at putte noget alt for svært ind i ønskepuljen.

Derfor holder jeg mig til de fredsommelige ønsker. Som for eksempel er, at jeg faktisk gerne vil huske at fotografere noget mere med mit dejlige kamera. Ikke at telefonbilleder ikke er fine nok, slet ikke. Det er bare følelsen af at åbne et skatkammer, når man bladrer igennem et album med skarpe, velkomponerede billeder. Glemte oplevelser, som dukker op, når man tømmer hukommelseskortet og giver sig til at sortere. Glæden, der bobler, når man ser tilbage på dage med dejligheder eller bare almindeligheder. Som man kan have gavn af at bladre i, når man synes, der er lige langt nok mellem snapsene i den almindelige leverpostejståge. Så det er mit ønske. Måske der kommer flere en dag…

I hvert fald startede jeg for lidt siden med at tjekke, at alting virker på kameraet. Det gjorde det.

dsc_0003

Pixi havde helt tydeligt aldrig set mig med sådan noget analogt halløj helt oppe i øjnene, og havde ret travlt med at prøve at komme til at undersøge det selv.

dsc_0009

Daisy kunne bare ikke få øje på mig, når jeg havde noget oppe foran ansigtet og valgte konsekvent at kigge alle andre steder hen. Men det kommer vel nok ikke bag på nogen, tænker jeg.

dsc_0010

Og Pauline- hun elsker bare Pixi!

Så hermed en begyndelse på mit ønske for det nye år. Helt fredeligt, uden mulighed for at fejle på store, afgørende planer, som man jo faktisk ikke orker overhovedet. Jeg tror, det passer godt til mig!


Der er for lidt!

Alt for lidt billeder. Også alt for lidt ord, i betragtning af mediets beskaffenhed, men lad det nu være. Jeg glemmer at gå rundt med mit kamera i lommen, og det er i grunden også lidt for stort til det. Men nu har jeg bladret igennem arkivet for maj, og det kan kun blive glimt fra en festdag for vores store, fine dreng, der kan komme ud af det, ja?!

Det var bare glimt. En lille smule. Jeg skal nok lade være med at hælde hele dagen i billeder ud over bloggen. Det er bare fordi, jeg er så tosset med de her mennesker. Plus en hel masse flere, end dem, der faktisk er repræsenteret på billederne ovenfor. En anden dag kommer der flere billeder. Måske af blomster. Måske af garn. Virkelig meget garn. Måske af børn. Eller søskende. Eller hunde?! Hvem ved?


Happily ever after

For 39 år siden, på en solbeskinnet aprildag, blev de hinandens. Det er de stadig. Jeg er så heldig med dem!


Yes, we can!

Om vi kunne lide det? Ja! Det kunne vi. Vi var på Fanø, der var fødselsdag for dejlig farmor at fejre, godt selskab at gøre det i, og et helt stort og rart sommerhus at være i. Vi kunne lide det. Vi nød det. Der er ikke hjerne til lange indlæg, bare sneak peak fra en dejlig tur.

Værsgo. Så kan du selv tage derover. Der er pænt. Også i november!