Og så gik der tid med det…

Det gjorde der. Der gik tid med at justere alting til den nye virkelighed. Igen. We’re getting there, you know. Slowly. Slowly…

Det er sådan, det er. Der skal gå tid, før man kan navigere i det liv, der lige pludselig ser anderledes ud. Vi øver os. Stille og roligt. På at have den lille store angst liggende et hemmeligt sted, men ikke så hemmeligt, at det tager røven på én, når den stikker hovedet frem. Vi øver os på at tro på det gode. Som der er rigeligt af. Ikke at lade det drukne i det dårlige, som der tilfældigvis også er rigeligt af. Vi ser på hinanden og priser os lykkelige over at vi kan det. Se på hinanden. Fordi vi har hinanden. Vi brænder telefonregningerne af, fordi de er store, når vi er på afstand. Vi griner ad hinanden og især med hinanden, når vi kan, fordi det er godt at gøre. Vi aer hinanden, når vi græder og er kede af det, fordi vi føler os slået hjem én gang til ind imellem. Vi øver os i at gribe alt det, der falder lige ned i vores turban, fordi vi kender så mange gode mennesker, som tager hånd om os og elsker os med det hele. Det er heldigvis ikke så svært at gribe den del!

Imens ser vi op og ud. På den verden, som stadig brøler afsted, med gode ting og elendige ting, men som vi lever i på godt og ondt. Vi deltager i de hjørner, der er vores, og vi kravler i flyverskjul, når vi bliver trætte. Det, man kan sige om at blive slået hjem, er at man kan blive utrolig god til at kravle i skjul, når det er nødvendigt. For så at komme ud, når skyerne er drevet væk. De driver heldigvis hurtigt væk de fleste gange. Måske fordi vi er sammen og kan ae og trøste og ømme os sammen, og derfor også blive hurtigere klar til at komme ud og opleve, sanse og se igen. Vi er i hvert fald taknemmelige. For at vi har hinanden!

Og imens alle de her ting sker indeni, sker der alt muligt udenfor. Det bliver lysere! Det er klart på vej til at blive en slags forår. Det er den bedste gave, man kan få, når man er træt i sin sjæl! Jeg har købt lyserøde sko. Og hyacinter. Jeg kan faktisk ikke vente…

img_2130

img_2014

img_2204

img_2146

img_2178

img_2222

-og far… Han ser godt ud! Med hat, uden hat, med hår, med tyndere hår. Det gør ingen forskel. Han er jo min far!


Det med nytårsforsætter

Det tror jeg ikke på. Ikke for mig. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til slankekure, budgetlægning, madplaner, ugentlige maddage/rengøringsdage/pligter i flæng. Så jeg lader andre om den slags. Til gengæld kan jeg godt lide ønsker. Det lader ligesom lidt mere råderum blive stående til regnorme som mig. Hvis man altså husker på at lade være med at putte noget alt for svært ind i ønskepuljen.

Derfor holder jeg mig til de fredsommelige ønsker. Som for eksempel er, at jeg faktisk gerne vil huske at fotografere noget mere med mit dejlige kamera. Ikke at telefonbilleder ikke er fine nok, slet ikke. Det er bare følelsen af at åbne et skatkammer, når man bladrer igennem et album med skarpe, velkomponerede billeder. Glemte oplevelser, som dukker op, når man tømmer hukommelseskortet og giver sig til at sortere. Glæden, der bobler, når man ser tilbage på dage med dejligheder eller bare almindeligheder. Som man kan have gavn af at bladre i, når man synes, der er lige langt nok mellem snapsene i den almindelige leverpostejståge. Så det er mit ønske. Måske der kommer flere en dag…

I hvert fald startede jeg for lidt siden med at tjekke, at alting virker på kameraet. Det gjorde det.

dsc_0003

Pixi havde helt tydeligt aldrig set mig med sådan noget analogt halløj helt oppe i øjnene, og havde ret travlt med at prøve at komme til at undersøge det selv.

dsc_0009

Daisy kunne bare ikke få øje på mig, når jeg havde noget oppe foran ansigtet og valgte konsekvent at kigge alle andre steder hen. Men det kommer vel nok ikke bag på nogen, tænker jeg.

dsc_0010

Og Pauline- hun elsker bare Pixi!

Så hermed en begyndelse på mit ønske for det nye år. Helt fredeligt, uden mulighed for at fejle på store, afgørende planer, som man jo faktisk ikke orker overhovedet. Jeg tror, det passer godt til mig!


Det dér med ude godt…

Det passer jo. Man konstaterer det faktisk hver gang, der har været ferietid og afbræk i hverdagens rutiner og gøremål. Er det ikke egentlig virkelig heldigt? Lige så meget man trænger til afbrækket, lige så meget trænger man til at komme hjem og gøre det, man gør mest.

Men det ene kan jo heldigvis ikke stå uden det andet. Netop derfor er ferier så fuldstændig fantastiske og virkelig gode for sjælen. Også denne. Som lykkeligvis ikke er slut endnu, og derfor bare ekstra dejlig. Vores ture ud af huset er slut i denne omgang, men vi har nydt og levet lige midt i det, mens det varede. Der var Norge. Der var fjelde, familie, fantastiskheder. Der var ture, der var kaffestunder, der var regn, sol, blæst. Der var trætte ben og stille hoveder.

DSC_0053DSC_0055

DSC_0062DSC_0064DSC_0077

DSC_0158DSC_0195DSC_0177DSC_0193

Jeg har flere hundrede billeder. Siger det bare. Det var smukt. Koldt. Vådt. Solbeskinnet. Ikke ukompliceret at feriere sammen alle sammen på én gang, det er sådan noget vel egentlig sjældent, men det var godt.

Og bagefter var der Vesterhav til os fem og vores sorte uldtot Daisy, som havde været på ferie hos farmor og farfar imens vi andre indtog Norge. Vesterhavet var også godt. Fantastisk, faktisk. Det synes alle tyskerne vist også. Jeg var ikke klar over, hvor populært et feriested Blåvand viste sig at være. Det var det. Vi boede heldigvis for os selv og uden leben udover vores eget. Vi havde det skønt. Slappede af. Spillede spil. Læste en side i en bog. Strikkede lidt og lagde strandskaller i rækker. Det viste sig at være lige præcis det, vi havde brug for…

Nu ruller hverdagen snart ind på perronen igen. Jeg synes egentlig også, det bliver fint.


For nu er jeg en ægte mor!

Det skulle komme meget sent, kan man sige. Det med at være en ægte mor. 14 år senere. Eller også er det bare den helt vildt sære fornemmelse, man kan få, når man gør nogle ting, som er så helt utroligt genkendelige, fordi man er vokset op med dem. Groet ind i dem. Som gør, at nogle ting og handlinger nærmest veritabelt dufter af mor.

Det var lige den følelse, der ramte mig lige mellem øjnene for lidt siden. Da jeg åbnede låget på kummefryseren (!)(for ja, jeg bliver stadig overrasket over at eje sådan en fyr!), og hældte minimum 100 rundstykker fra Bilka-bageren derned. Fordi vi skal holde fest, jo. I mange dage helst. Og derfor skal man have mange rundstykker i fryseren, fordi det skal man jo, det siger reglerne. Mor-reglerne. Fest-reglerne. Og bager-reglerne, fordi så meget bager er der ikke i det her farvand.

Så derfor vil jeg bare sige, at nu er jeg en ægte mor. Med rundstykker i kummefryseren. Det kender I garanteret godt, ikke? Bare uden rundstykkerne måske, men mor-følelsen, ja?! Og jeg mimrer lidt videre over det, for hvor er det sært, som man bliver ved med at have brug for at have en mor. Selvom man jo med rette kan hævde, at man er en slags voksen, når man hastigt nærmer sig 40 somre, og man i øvrigt selv er nogens mor ret så meget. Men jeg bliver tilsyneladende og lykkeligvis ikke færdig med selv at behøve min mor. Ikke længere til basal behovsdækning sådan rent praktisk, men til helt overordnet at have styr på universet, sprød flæskesvær, hvidt og velduftende sengetøj, børnebørnskærlighedsfontæne, mængdeangivelser i opskrifter og alt muligt andet. Det er jo lige præcis dét, der er magisk ved en mor. Alt det, der er brug for,og som bare er der. Og jeg kigger på mine unger og tænker, at der blev de grueligt snydt. For jeg har virkelig ikke den slags mor-alvidenhed og alt det, som jeg ved, at min egen mor har. Men de kigger tilbage på mig, og jeg kan se i deres øjne og den store tillid, der ligger deri, at de simpelthen tror, at jeg kan næsten alt. Men kun næsten. For mormor laver bare stadig bedre sovs.

Alligevel kan man blive helt skræmt af al den tillid, selvom mormor laver bedre sovs end mig. For tænk, hvis jeg ikke lever op til den tillid? Tænk, hvis de tror mere om mig, end der er i mig? Det eneste, jeg kan love helt sikkert, er at jeg elsker dem højere end livet. Det er selvfølgelig også virkelig vigtigt, men alligevel?!

Så når jeg står der og hælder alle rundstykkerne ned i kummefryseren, føles det næsten som om jeg snyder lidt. En lille genvej til at blive en ægte mor…

Det, man kan vide med sikkerhed, er at jeg elsker at være nogens mor. Jeg elsker at skulle holde fest for min store, fine dreng, når han skal konfirmeres om et lille øjeblik. Jeg elsker at have gæster og lave mad og fornøje mig med verdens bedste selskab, når der skal fejres. Så der kommer flere ting ned i kummefryseren i den nærmeste fremtid. For nu er jeg vistnok en ægte mor!


Det er jo virkeligheden

Det er jo det, det er. Virkeligheden, at der går uendelige tider mellem snapsene her på siden. Og så er virkeligheden, der gør, at der netop er så langt imellem dryppene. Jeg overvejer jævnligt, om bloggen har livskraft endnu. Om jeg egentlig er færdig med at skrive, snakke, tænke og dryppe ord af her. Jeg tænker over, hvorfor den overhovedet eksisterer, den blog. For hvis skyld. Og jeg er nok ikke blevet enig endnu. Om eksistensberettigelsen. Om grundene. Jeg ved, at den ikke eksisterer for at være populær og samle flest mulige læsere. Dertil er indholdet alt for uinteressant for den store blogverden. Det ville i øvrigt også give mig stress i en ukendt grad, hvis jeg partout skulle præstere interessante ord og tanker hver dag. Og jeg ved også, at når den ikke er til for at være kendt og læst vidt og bredt, så må det vist mest være for min egen skyld mest. Derfor er den her fortsat. Fordi jeg er bange for, at jeg vil savne min virtuelle skriveblok, når jeg har overskud af tanker, hvis jeg lukker og slukker.

Plop. Tanker om eksistens. Berettigelse, måske endda. Det kan man så tænke lidt mere over, når man brygger sig den næste kop kaffe, hvis man vil.

Egentlig tror jeg nok, at jeg forsøger at lade være med at diskutere det med eksistensberettigelse alt for meget. Det er sådan et lidt svært begreb i vores tid, synes jeg. Det bliver så hurtigt ladet med alt muligt, som bliver så svært at opfylde og gøre, for at man har lov at være til, om det så er i blog-termer eller i den skinbarlige virkelighed. Hvis man nu er sådan en type, som godt kan føle sig lidt usikker på, hvorvidt man er god nok til alt det, som ligger i at være en god voksen, en god rollemodel, en god forælder, en ansvarlig medarbejder eller bare alt i alt et ordentligt menneske, så kan man bare godt blive en lille smule presset af alt det, tingene indebærer. Sådan en type er jeg nogle gange. Eller måske altid, måske har jeg bare lært at tackle det noget af tiden? I hvert fald må jeg erkende, at jeg kan have det svært med det i perioder.

Jeg kan synes, at det er svært at slå til. På helt almindelige fronter, som for eksempel hushold og arbejdsliv. Det med husholdet er markant anderledes nu, end det var for godt et år siden. På godt og ondt. Det er godt at have plads og rum til liv og hverdage. Det er dejligt med luft omkring os, skønt at have skov og natur lige om hjørnet. Men der er mange, mange ting, man skal gøre, ordne, tage stilling til, reparere på og betale for. Jeg vil det gerne. Det hele. Men jeg synes ofte, jeg når for lidt af det hele. Efter lang tid med høj puls, for lidt søvn og for meget utilfredshed med mig selv, besluttede jeg at det skulle være slut! Ikke så meget stress og unødig dårlig samvittighed over alting. Ja tak til rengøringshjælp. Og det er godt. Jeg elsker at vide, at der bliver gjort rent i mit hus sådan ordentligt og grundigt hver uge. Men tænk engang; selvom jeg betaler for det, meget glad og gerne, så har jeg stadig dårlig samvittighed. Nu bare overfor Anette, som hjælper mig med rengøringen. Det er så enormt skørt. I stedet for bare at nyde det og blive lettet og få tid til andre ting, giver jeg mig til at puste flere dårlige samvittigheder op. Hvorfor? Jamen, det er vel bare fordi, man skal kunne klare det selv, hvis man er et ordentligt menneske, tænker jeg?! Fordi jeg er på deltid, fordi jeg ikke har grund til at skulle hjælpes, fordi fordi fordi…

Jamen, tænker du måske, det er da for fjollet! Hold dog op med at sidde der og klynke over dårlig samvittighed. Og ja. Det er for fjollet. Det er vist heller ikke for at klynke, men mere bare fordi jeg noterer mig, at man kan falde grundigt over alle de implicitte krav og ønsker, der kan ligge i at være eksistensberettiget. Hvis man kigger efter dem. Og det er jeg nok typen, der kommer til. Derfor er det dejligt at få hjælp af en rengøringsAnette, som ikke bare hjælper én med at få fjernet hundehår og sand fra gulvene, men som også hjælper med at øve sig i at slappe lidt af med alt det dér oppe i hovedet! Imens Anette gjorde rent, kørte jeg derfor en tur på stranden med Chili-hunden. Bare for at nyde at gøre noget, der var tid til i dag…


Yndlings

Jeg har yndlings på programmet til formiddag. Klokken er tidlig, de fleste børn er dampet af, min mand har afspadseringsdag og er i fuld fart med at male vinduer og ordne far-ting. Lige i dette øjeblik er han dog lykkeligvis i gang med at brygge en latte. Til mig. Og ham. For det er yndlings at drikke latte sammen på en regnvåd onsdag morgen!

I USA er midtvejsvalget overstået og nogen har fået lussinger mens andre har scoret kassen. Det er livet, tænker man, mens DR2 fortæller i timevis om vindere, tabere og alle dem, der falder mellem stolene, uanset hvad. Jeg er en vinder, tænker jeg, mens jeg sidder her. Jeg har så ualmindelig meget godt lige omkring mig, så jeg kan nok ikke beskrives som ret meget andet end en vinder. Helt ufortjent og uden egen medvirken. Jeg er bare heldig. For jeg har så mange og så meget, som gør mit liv til det dejligste. Det er sådan noget, som jeg, trods alle fine ting til min fordel, ofte skal minde mig selv om. Mærkværdigt nok. For jeg kan finde på at lade mig slå helt omkuld af modgang eller knaster, selvom de slet ikke matcher alt det skønne i størrelse eller vigtighed. Så må jeg bremse hårdt op. Kramme nogle børn, kysse min mand, plukke en blomst i min have- for der er stadig den slags at finde derude i disse drivhustider. Jeg må ringe til mine søstre, grine med dem og snakke om alt det, som findes i mig og mellem himmel og jord. Jeg må strikke noget småt og godt, nyde noget mad, drikke noget kaffe og gå på arbejde, fordi jeg kan lide det. Alt sådan noget skal jeg skynde mig at huske på, når jeg bliver modløs og tung i betrækket, lader mig opsuge af det stigende mørke udenfor og kulden og regnen.

Jeg har yndlings i lange baner!

-for eksempel er de her damer mine absolutte favoritter! Må jeg præsentere: Søstrene!

– børn og blomster trækker altid op. Selvom der er mindst én sur unge på billedet…

– og ham her, han er topscorer på yndlingslisten!

Jeg er også vild med uld…

– allermest er jeg vild med uld i lettere bearbejdet form! Det er hverdagsslik!!

Et æble, der smager af sommer og sol gør glad helt ind i bunden af mig!

Jeg e.l.s.k.e.r. København.

– og jeg er i fuld gang med at lære at elske at bo i sådan noget hus et helt andet sted. Jeg bliver god til det!

-I kan godt se det, ikke? Et helt liv fyldt med yndlings! Jeg er en heldig kartoffel, og jeg ved det godt. Må dagen blive fuld af yndlings for dig!


Om at vende tilbage

Der er gået mere end en måned. Hele oktober var ordløs. Herinde og i virkeligheden også indeni mit hoved. Man må erkende sine begrænsninger, en disciplin jeg ikke behersker til perfektion. Endnu. Working on it. Men begrænsningerne slog selv til, og jeg blev nødt til at være ordløs. For en stund.

Jeg lover ikke noget. Det er dumt at love ting, man ikke kan holde. Jeg lover ikke, at jeg kommer til at være mindre ordløs den næste måned. Men lige i dag- da er jeg vendt tilbage. Med ord.

November er også vendt tilbage. Der er måneder på året, som er ømme og ikke så nemme. August slår de fleste med mange længder. På den hjerteømme måde, hvor tårer triller og skrammer og sår springer op. Heldigvis er der også ubegribelig lykke i august. Min førstefødte datter kom lige præcis i august. Med kærlighed nok til en hel evighed.

Måske er det lige netop det med kærligheden i evighedsmål, der slår mig, når november rammer mig mellem øjnene. Det er på en måde næsten det sværeste at fejre kærligheden til og glæden over et højt elsket menneske, når det menneske ikke længere er. Her. Det er en følelse, jeg bliver nødt til at vende tilbage til, hver gang det bliver november og Nikolajs dag. Fordi det aldrig forsvinder fra min sjæl. Der er ting, der aldrig går væk, og som man for altid vil vende tilbage til. Det er rigtigt sådan. Og svært.

Alligevel er der sket ting med mig, for hver gang jeg vender tilbage og går dybere ind i sorglandskabet. Sorg udvikler sig. Kan blive til fine ting. Til trods for alting. I dag stod jeg i en boghandel. Jeg trængte helt akut til nye og friske ord, som jeg aldrig har læst før. Bøger, jeg ikke har hørt om. Bøger, jeg har læst anmeldelser af. Og mens jeg stod der ved hylderne og indsnusede duften af ord og papir, lod jeg blikket glide over titler og forsider. Øjnene ramte en bog på nederste tredjedel af en hylde, lidt uanseligt  placeret. Og jeg blev nødt til at tage den i mine hænder, fordi titlen skød en stråle af varme ind i maven på mig. ‘Søster’. Rosamund Lupton er forfatteren. Jeg vendte bogen og læste bagpå. Om søstre, hvor én forsvinder og en anden vil finde igen. Om tætte bånd og gys og gru. Jeg havde lyst til at købe den. Bare fordi den hedder sådan. For søster- dét er jeg! Helt ind i min sjæl elsker jeg at være en søster. Og jeg elsker mine søstre så umanerlig højt! Det er blandt andet dét, sorgen har groet i mig. At det at være søster er en livsnerve. At mine søstre er en livsnerve. Det var også sådan før Nikolaj forlod os. Det er bare endnu tydeligere og dybere nu. Fordi tabet af ham gjorde det synligt at man ikke bare er for evigt beskyttet mod alt ondt af kærlighed og barnetro. Sorg over Nikolaj har bundet båndene mellem mine søstre og jeg endnu tættere. Det er godt sådan. Og bogen- den lod jeg stå. Det var en thriller, som lovede at jeg ville sidde yderst på stolen og bide neglene af. Det havde jeg på en måde ikke rigtigt brug for. I stedet købte jeg blandt andet Helle Helles ‘Hvis det er’. Som jeg godt kan lide, og som ikke får mig til at bide fingrene af!

Det er ok at vende tilbage. For det meste. Lige nu vender jeg tilbage til mange forskellige ting. Prøver nye veje af og lader tid gå for at se, om jeg kan finde ud af det. Andre veje er de samme gamle og velkendte. Der er brug for veje som dem. Årstiden, efteråret, er også vendt tilbage. Det er faktisk meget pænt…