Det med nytårsforsætter

Det tror jeg ikke på. Ikke for mig. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til slankekure, budgetlægning, madplaner, ugentlige maddage/rengøringsdage/pligter i flæng. Så jeg lader andre om den slags. Til gengæld kan jeg godt lide ønsker. Det lader ligesom lidt mere råderum blive stående til regnorme som mig. Hvis man altså husker på at lade være med at putte noget alt for svært ind i ønskepuljen.

Derfor holder jeg mig til de fredsommelige ønsker. Som for eksempel er, at jeg faktisk gerne vil huske at fotografere noget mere med mit dejlige kamera. Ikke at telefonbilleder ikke er fine nok, slet ikke. Det er bare følelsen af at åbne et skatkammer, når man bladrer igennem et album med skarpe, velkomponerede billeder. Glemte oplevelser, som dukker op, når man tømmer hukommelseskortet og giver sig til at sortere. Glæden, der bobler, når man ser tilbage på dage med dejligheder eller bare almindeligheder. Som man kan have gavn af at bladre i, når man synes, der er lige langt nok mellem snapsene i den almindelige leverpostejståge. Så det er mit ønske. Måske der kommer flere en dag…

I hvert fald startede jeg for lidt siden med at tjekke, at alting virker på kameraet. Det gjorde det.

dsc_0003

Pixi havde helt tydeligt aldrig set mig med sådan noget analogt halløj helt oppe i øjnene, og havde ret travlt med at prøve at komme til at undersøge det selv.

dsc_0009

Daisy kunne bare ikke få øje på mig, når jeg havde noget oppe foran ansigtet og valgte konsekvent at kigge alle andre steder hen. Men det kommer vel nok ikke bag på nogen, tænker jeg.

dsc_0010

Og Pauline- hun elsker bare Pixi!

Så hermed en begyndelse på mit ønske for det nye år. Helt fredeligt, uden mulighed for at fejle på store, afgørende planer, som man jo faktisk ikke orker overhovedet. Jeg tror, det passer godt til mig!

Reklamer

Tanker fra en togtur

Sidder helt stille og kigger ud under huen, mens jeg blinker lidt langsomt. Jeg er på vej en hurtig tur til Jylland. Og jeg har sovet tre timer efter nattevagten i nat. Deraf togturen. Tre timers søvn, kombineret med sne og sommerdæk er inkompatibelt. Jeg kører sjældent med tog efterhånden. Er åbenbart vokset fra det?! 

I S-toget var der en del mennesker. Alle mulige mennesker. To sprøde teenagere sad og talte hele vejen. Om at få ‘sindssygt mange erfaringer’ og om at tage kørekort. Den slags, mens man smiler og blinker. Jeg kunne kun se den unge fyr i ansigtet. Stemmen var dyb efterhånden. Moderigtigt tøj, nydelig uldfrakke. Og – slog det mig- garanteret købt og betalt af mor. Lige dér gik det op for mig. At jeg stadig nærmest tænker på mig selv som den nittenårige, jeg engang var. Men de sprøde teenagere så noget helt andet. Hvis de altså havde set sig omkring. De ville have set en grånende dame, der var mindst dobbelt så gammel som dem selv. Og som på mange måder må betragtes som et mosefund fra svundne tidsaldre, når man lever i den evigt unge og smukke tidsalder, som den slags ungdom jo heldigvis befinder sig i. 

Overfor mig sad et aldrende ægtepar. Småsnakkende på den måde, man småsnakker på, når man ved, at den anden uden problemer følger med i tankespringene og emneskiftene. Der var jo bridgeaftenen hos Morten, hvor Jan og de tre andre ganske enkelt tabte til Knud, selskabets ubetingede dårligste spiller. Han havde haft en heldig hånd og fået meldt alle sine kort. De havde hver tabt 30 kr til Knud. Jan var egentligt mildt fortørnet over denne livets uretfærdighed. Indtil hans kone mildt sagde, at det vel nok var dejligt for Knud at prøve. Jo… Jamen, han havde da bestemt også været glad- så det var nok godt sådan. Desuden blev rimeligheden i at betale 56 kr for to små snaps vendt- de var jo vitterligt alt for små- og hvad mon avancen kunne blive på den slags?! Nærmest uanstændigt! Og hvorfor ville Jan ikke indrømme, at det var lige så nemt at stå af på Svanemøllen istedet for Nordhavn? Det plejede hun såmænd at gøre. Men det fandt Jan tåbeligt. Så de stod af på Nordhavn. I sidste ende skal der jo være en, der er mand for at tage beslutningen… 

Åh jo. Jeg, den grånende nattevagt på næsten fyrre somre, sad lige der i mangfoldigheden og bare så og hørte. Små brudstykker af andres liv og dag. Og tænkte lidt over mit eget lille liv og alle dets mangfoldigheder af hændelser, mennesker, oplevelser og alt det hele. Og erkendte, at jeg er godt på vej mod midten af livet. Min sprøde ungdom er forlængst væk. Jeg er mor for mine egne sprøde teenagere og heldigvis også for den sidste lille ælling. Jeg er sådan én som er godt igang i et arbejdsliv. Som har huslån i banken og op til flere biler og en dele-trailer. Det er helt og aldeles godt sådan! Men tænk- dér i toget blev jeg bare lige et kort øjeblik overrasket over, at jeg er forbi sprødheden og ungdommen?! 


Om at være det, man faktisk er

Jeg har lige kørt min yngste datter i skole. Hun er skøn. Og filterløs. Og har evt. en kvart moderbinding tilbage fortsat, selvom hun nu er 10 gode år efterhånden. I hvert fald vil hun som regel altid gerne følges afsted, være sammen, snakke med og på mig i uendeligheder. Den slags livsgodheder. Så jeg spurgte, om hun ville følges helt ind, selvom jeg måske nok havde en lille smule strithår i den ene side endnu. Hvorefter hun kigger på mig og siger ‘Nej tak- du har også sovestriber hen over øjet.’ Nå?! Kigger i bakspejlet, kan overhovedet ikke identificere sovestribe i det angivne område. Hvorefter jeg må erkende, at det er mine øjenlåg, der faktisk bare er kravlet nedad og sammen med en lidt søvnig pose under øjet udgør det, der i min spændstige datters optik er sovestriber. Bare ret permanente sovestriber, that would be. Det grinede vi lidt af, og barnet gik frejdigt med hoppende hestehale afsted og ud i dagen i den nye kjole med sneugle-print. Jeg satte bilen i gear og trillede hjem i sovestribe-tempo.  Og tænker tanker om at være, som man i virkeligheden er. Uden pynt og med sovestriber.

Det er jo for så vidt ligegyldigt, om øjenlågene er på vej sydover. Eller om striberne efter puden kan holde sig i mere end 8 timer efterhånden. Det er bare kosmetik. Det er mere det her med at være, som man i virkeligheden er sådan indeni.  Det har jeg faktisk brugt hele sommeren på at nørkle med. Er overhovedet ikke færdig med det heller, men dog bedre på vej, end da jeg startede. Måske startede det faktisk med en job-utilfredshed. En følelse af, at jeg var på vej hen et sted, hvor jeg ikke skulle være i den sammenhæng. Et sted, som gjorde mig til noget, som jeg ikke så godt kunne lide. Og som gjorde mig anspændt og uglad. Den slags må man handle på, når tiden er inde. Det fik jeg også lejlighed til, og det resulterede i et jobskifte. Det er godt sådan. Jeg tror, jeg kan blive glad og tilfreds dér. Ikke ‘head-over-heals-in-love’ med mit arbejde, som jeg har haft for vane at være, men helt almindeligt glad og tilfreds. Det er målet, og jeg har det i syne, det mål. Når man er ny, bliver man også kaldt til forskellige samtaler i den anledning, og sådan én var jeg til igår. Jeg blev spurgt, om jeg kunne lide at være der. Om jeg kunne forestille mig at blive der, eller om jeg mere var på vej tilbage til børnene, som jeg har elsket at arbejde med. Sådan føles det ikke. Jeg er tilfreds med mit skifte. Og jeg kan lide at være ny, var mit svar. Jeg kan lide, at jeg ikke ved alt muligt, at jeg ikke kan tage ansvar for mere, end jeg faktisk kan, og at der er tydelige grænser for, hvad det er endnu. Jeg kan lide at have muligheden for stadig at forme , hvad det er for et menneske, jeg gerne vil være, i det omfang den slags er muligt med min alder og alting taget i betragtning. Jeg kan lide, at jeg ikke er presset ind i en form, som er skabt af forventninger og billeder af, hvem andre synes, jeg er. Der er mulighed for at modellere lidt endnu. Jeg kan godt lide det.

Samtidig med alle de her ting, som har fyldt og bevæget sig i de sidste måneder, har det samme gjort sig gældende i mine allernæreste relationer. Det er hundrede gange nemmere at skifte job og gøre sig tanker om, hvad og hvem man er, og gerne vil være i den sammenhæng, end det er i de relationer, som ens inderste nærmest er bygget af. Det har kostet mere, end ti jobskifter ville gøre. Processen har forlangt flere kræfter, mere energi, flere tårer og mere forspildt nattesøvn, end jeg havde forestillet mig. Den er ikke færdig endnu, men den er længere, end den nogensinde har været. Det handler om at være den, man gerne vil være. Den, man tror, man er. Den, de andre tror, man er. Det handler om, hvad man forventer af hinanden. Hvad man forventer af sig selv. Hvordan det føles, at opdage, at nogen tror eller tænker noget andet, end man troede. At man måske selv er anderledes, end man troede. Det handler om, at alting er muligt. Både det bedste og det værste. At alt dét, man tænker er en selvfølge; fx at ens nærmeste relationer bare er sunde og har det godt og vil blive ved med at være det, ikke bare er sådan pr definition, men at det er en mulighed, at det er sådan. Det modsatte er også en mulighed, selvom man ikke tror det. Jeg troede jo heller ikke, at det var en mulighed, at en af mine søskende skulle dø. Det blev ikke bare en mulighed. Det blev virkelighed. Jeg kunne ikke gøre hverken fra eller til i dén virkelighed. Det kunne ingen. Men i det relationelle liv er der arbejde at gøre. For mig som individ, og for mig som en del af fællesskabet. Jeg har knoklet med det over hele sommeren. Det har gjort mig tavs og træt, overrasket og ked af nogle forskellige ting. Det har gjort mig fortrøstningsfuld og forventningsfuld. Det hele. Det handler i bund og grund om nogle ret enkle ting. At elske dem, man er sat sammen med. Og at være den, man er.

wpid-IMG_20120425_225512.jpg

 


Det lakker mod enden

Det gør det. Det lakker mod enden med den ferie her. Jeg er faktisk ikke rigtig klar endnu. Så jeg sidder ganske stille i morgenlyset og sipper kaffen i små mundfulde, mens den endnu er brandvarm. Så bladrer jeg lidt i billederne fra feriedagene og svømmer lidt med. Det føles rart.

DSC_0258DSC_0260DSC_0262DSC_0270

For selvom sommeren ikke har været gavmild med varme og lange, hede dage ved vandet, så har der alligevel været glimt af det, hvis man tålmodigt kigger efter.

DSC_0263DSC_0265DSC_0272DSC_0266DSC_0276

Så jeg kigger efter. Tålmodigt og kaffesippende. Ser billeder af strande, vand, sand, børn. Mest mine egne, indrømmer jeg. Men en mor må gerne have favoritter, ja?! Jeg ser billeder af min søn, og så bliver jeg slået af forundringen over, at han om tre små dage rejser væk for første gang, når vi om lidt skal aflevere ham på efterskole. Jeg glæder mig for ham, jeg ved jo præcis, hvad det er, han står foran. For mig var det skelsættende og livsforandrende. Det var et skridt ind i livet, som har formet mig på alle mulige og umulige måder. Jeg ønsker det samme for ham. Jeg ønsker, at han skal opleve så meget fællesskab, så meget godt og sjovt og vildt og dejligt, som han overhovedet kan komme til i det år. Og jeg bliver en lille smule beklemt ved tanken om at undvære. At give slip. Men jeg siger det ikke til ham. Jeg smiler bare til ham og siger, at det bliver fantastisk. Og det gør det! Det bliver fantastisk! Og for mig også en lille smule vemodigt…


Det dér med ude godt…

Det passer jo. Man konstaterer det faktisk hver gang, der har været ferietid og afbræk i hverdagens rutiner og gøremål. Er det ikke egentlig virkelig heldigt? Lige så meget man trænger til afbrækket, lige så meget trænger man til at komme hjem og gøre det, man gør mest.

Men det ene kan jo heldigvis ikke stå uden det andet. Netop derfor er ferier så fuldstændig fantastiske og virkelig gode for sjælen. Også denne. Som lykkeligvis ikke er slut endnu, og derfor bare ekstra dejlig. Vores ture ud af huset er slut i denne omgang, men vi har nydt og levet lige midt i det, mens det varede. Der var Norge. Der var fjelde, familie, fantastiskheder. Der var ture, der var kaffestunder, der var regn, sol, blæst. Der var trætte ben og stille hoveder.

DSC_0053DSC_0055

DSC_0062DSC_0064DSC_0077

DSC_0158DSC_0195DSC_0177DSC_0193

Jeg har flere hundrede billeder. Siger det bare. Det var smukt. Koldt. Vådt. Solbeskinnet. Ikke ukompliceret at feriere sammen alle sammen på én gang, det er sådan noget vel egentlig sjældent, men det var godt.

Og bagefter var der Vesterhav til os fem og vores sorte uldtot Daisy, som havde været på ferie hos farmor og farfar imens vi andre indtog Norge. Vesterhavet var også godt. Fantastisk, faktisk. Det synes alle tyskerne vist også. Jeg var ikke klar over, hvor populært et feriested Blåvand viste sig at være. Det var det. Vi boede heldigvis for os selv og uden leben udover vores eget. Vi havde det skønt. Slappede af. Spillede spil. Læste en side i en bog. Strikkede lidt og lagde strandskaller i rækker. Det viste sig at være lige præcis det, vi havde brug for…

Nu ruller hverdagen snart ind på perronen igen. Jeg synes egentlig også, det bliver fint.


Vand i åen

Siden jeg kiggede forbi sidst, er der bestemt løbet en hel del vand her. I høj grad udenfor vinduerne i det såkaldte sommervejr, men også i den helt personlige å. I disse dage tager jeg mine sidste vagter på det arbejde, som jeg har elsket i de sidste mange år. Det føles ret så sært. Selvom det er helt selvvalgt. De sidste måneder på jobbet har været fyldt af overvejelser om, hvordan jeg godt kan lide at arbejde. Om hvad jeg tror, jeg er bedst til. Overvejelser om hvilken retning, jeg skulle vælge at gå i i mit fremtidige arbejdsliv. Den slags voksne ting. Det har været en lidt hård proces, men også fin, faktisk. Jeg har måttet vende med mig selv, om jeg for eksempel ville kunne have lyst til at gå i retning af mere ledelse og opgaver i den kaliber, eller om jeg fortsat er den udprægede praktiker, som jeg altid har anset mig selv for at være.

Jeg har valgt det sidste. Praktikeren. Jeg lever og ser og mærker med mine hænder og min krop. Virkeligheden foregår for mig stadig så udpræget hos de mennesker, jeg får lov til at passe på, når de er ramt og syge. Der var muligheder for at søge videre ud i noget mere ledelsespræget, og det er lige så vigtige ting, der skal gøres dér, men jeg tænker, at alting er bedst tjent med, at jeg drejer af mod praktikken. Det har jeg gjort. Og samtidig erkendt, at det var svært at få lov at gøre de ting, jeg allerhelst vil, i mit nuværende arbejde. Jeg var trådt ind i en mere vejledende rolle, som kan være fin og god, hvis man trives godt med det- men jeg har savnet at mærke mit fag med hænderne selv. Så jeg har taget konsekvensen. Sagt mit job op, søgt nye udfordringer og fået lov at få det. Nu tager jeg min sidste vagttørn inden ferien, og føler mig bestemt vemodig over det, men også bare helt tilfreds med at skulle prøve nye ting af. Og hvis jeg nu havde kunnet finde ud af det, havde jeg nu sat lækre billeder ind og den slags- men efter at Google har taget død på Picasa og i stedet indført et bizart fotosystem, så er jeg fuldstændig fortabt indenfor den kategori. Så jeg vil bare nøjes med at sende mine bedste sommerhilsner ud i æteren og sige på gensyn efter ferien…

 

 

 

 

 

 


Oh well!

 

Hej mandag. Godt at se dig. Eller noget. I hvert fald godt med en lille fri-formiddag, før min uge for alvor skydes ind om nogle timer. Jeg tænker lidt på, hvor tit folk spørger mig, hvordan jeg kan holde ud at arbejde på den her måde med aftener og nætter på skemaet. Jeg kigger på dem og spørger, hvordan i alverden de kan holde ud at møde ind hver morgen og komme halvsent hjem og forsøge at nå alt det, der skal nås i sådan et almindeligt hverdagsliv, uden at have bare en enkelt formiddag fri en gang imellem.

Jeg ville i hvert fald være ilde stedt, om ikke jeg havde haft mine formiddage, hvor alt muligt og umuligt bliver gjort og ordnet. For ikke at tale om den tid, jeg har helt i mit eget selskab, hvor der er fred til at få renset lidt ud på øverste etage. Der kan være brug for den slags, når livet går lidt stærkt. Og det gør det faktisk rundt regnet hele tiden. Oh well, the happiness of grown-up-ness…

Så nu spiser jeg en af de to kanelsnegle, jeg købte (fordi jeg syntes, det så mærkeligt trist ud bare at købe én) på vejen hjem fra skoven, og drikker kaffe af en kop, jeg købte en dag i en lille gade på Vesterbro, fordi jeg alvorligt manglede noget Wauw-faktor i mit liv efter en tur hos psykiateren, der helst ville indlægge mig med min blomstrende depression. Det var i 2009. Det er længe, længe siden. Jeg troede faktisk dengang, at det værste havde ramt mig. At nu kunne det ikke blive værre. Bunden var nået. Men der havde jeg forregnet mig. Værre ting kunne sagtens ramme. Det ramte hårdt. Men det, der også ramte, var at jeg opdagede, at der er så mange, der går ad den samme vej som mig. Med hver vores historie og hver vores liv. Så går man dér, på den vej, man ikke anede fandtes. Og møder hinanden. Spejler sig i hinanden. Genkender hinanden. Ad omveje stødte jeg på Omveje, og jeg genkender. Bliver mindet om og husket på, hvordan det føles at gå de første dage, uger, måneder, mens man synes, at verden er blevet en helt anden. Og at man selv er anderledes.

Jeg tænker tit på, hvordan vores liv påvirker vores opfattelse af verden, omgivelser og medmennesker. Hvor meget alting kan krakelere på bare et lille bitte sekund, for aldrig mere at vende tilbage til sin oprindelige form. Og jeg tænker på, hvordan vores natur er at begynde at justere os ind på den nye virkelighed, uanset om vi vil det eller ej. Det kan være mere eller mindre konstruktivt, den måde vi gør det på. Det kan lykkes mere eller mindre godt for os. Men vores sind vil finde en måde at få balancen tilbage på. For man kan ikke holde til at være så svimmel og søsyg i sin virkelighed for altid. Og fordi man prøver sådan, så finder man en måde, hvorpå verden opnår en fast form igen. En ny virkelighed. The new normal. Det er jo ret vildt. Og grunden til, at man ikke bliver rablende sindssyg, når de utænkelige ting sker i vores liv. For det gør de. Og det vil ske igen. Hvis ikke man fandt en ny virkelighed, ville man formentlig lægge sig til at dø efter den første gang, hvor livet gav en lussing af den helt store slags.

Se, det var faktisk mange tanker på en mandag. Helt gratis. Fordi der var tid til at tænke, fordi min arbejdsdag først begynder senere. Selv tak. 🙂

DSC_0013