Argh! Bare argh!!

Jeg er bare i bund og grund dårlig til mørke, regn, kulde, efterår, når det først er overgået til gråt-i-brunt og alt det der. Træt af, at det er sort, når jeg kører på arbejde; på vej til mørkt, når jeg kører hjem; kulsort, når jeg lidt senere står ude på en mark i regnvejr med to hunde, der er totalt skudt i at grave efter musehuller og jagte sig selv og hinanden.

Det føles åndssvagt at sidde i en bilkø for at få lov til at komme op ad tilkørslen til hovedvejen, så man kan køre sit barn i skole en sjælden gang. Det føles irriterende, at der ikke er skyggen af kaffested, der har åbent før kl 10, og da er det kun inde midt i et plantecenter, når man kører rundt i køerne i rundkørslerne, efter at man har tanket sin bil på en af de flere INGO-tankstationer, der i øvrigt kun findes på afsides og udkantsagtige lokationer, hvilket nærmest siger mere end manglen på kaffesteder.

Nå, men lyder jeg sur?! Nå, men det er jeg måske også. Måske bliver det bedre, når jeg har drukket den latte, jeg lavede på egen maskine i eget køkken, når nu der ikke var andre muligheder. Jeg øver mig så i at være taknemmelig over, at det så i det mindste er en mulighed! Måske handler det også mere om, at jeg føler mig ualmindelig udfordret i og af mit liv, end jeg har gjort i lange tider. Nogle gange er det bare regnvejret, bilkøerne, mørket, trætheden, der bliver det, man allermest kan mærke, når det trykker og stikker og gør ondt alle mulige mærkelige steder.

Så nu skriver jeg. Ud med det hele. Lige ud i æteren i det store intet. Det har før hjulpet. Jeg prøver at overhøre de to uldbunker inde i stuen, der meget insisterende kigger på mig og prøver at beame mig op af stolen og ud i gummistøvlerne. Indtil videre er det mig, der vinder. Når mindste uldbunke begynder at spise gyngestolen af ren rastløshed, kan jeg ikke svare for, hvem af os der vinder stirrekampen.

Udfordretheden er tung at bære rundt på ind imellem. Når nogen, man elsker, ikke trives og kæmper urimeligt meget, vejer det meget. Min mindste pige kæmper bravt med angst og bekymringer. Det er hårdt arbejde for hende. Hun gør det fantastisk flot, men det er ikke gratis at være en angst type. Virkelig ikke. Så hvad gør man? Hvordan hjælper man? Hvordan elsker man hende på en måde, så hun aldrig bliver i tvivl om sig selv? Kan man overhovedet det? Altså, jeg mener, jeg elsker hende jo ud over alle grænser, så hvordan kan man hjælpe hende med at omsætte det til at være tryg i, at hun er helt rigtig og elskbar af alle mulige andre end mig også?

Ja, altså jeg ved det ikke rigtigt. Jeg prøver at finde vej i det. Vi prøver at tage gode beslutninger for og med hende. Vi følger hende til terapi. Vi  omfavner og prøver at favne det hele. Vi fejler og skvatter og lykkes og græder og griner. Det er bare så skide mørkt og koldt og vådt hele tiden. Det ville være dejligt med lidt lys til arbejdet, ja?!

Reklamer

Det med nytårsforsætter

Det tror jeg ikke på. Ikke for mig. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til slankekure, budgetlægning, madplaner, ugentlige maddage/rengøringsdage/pligter i flæng. Så jeg lader andre om den slags. Til gengæld kan jeg godt lide ønsker. Det lader ligesom lidt mere råderum blive stående til regnorme som mig. Hvis man altså husker på at lade være med at putte noget alt for svært ind i ønskepuljen.

Derfor holder jeg mig til de fredsommelige ønsker. Som for eksempel er, at jeg faktisk gerne vil huske at fotografere noget mere med mit dejlige kamera. Ikke at telefonbilleder ikke er fine nok, slet ikke. Det er bare følelsen af at åbne et skatkammer, når man bladrer igennem et album med skarpe, velkomponerede billeder. Glemte oplevelser, som dukker op, når man tømmer hukommelseskortet og giver sig til at sortere. Glæden, der bobler, når man ser tilbage på dage med dejligheder eller bare almindeligheder. Som man kan have gavn af at bladre i, når man synes, der er lige langt nok mellem snapsene i den almindelige leverpostejståge. Så det er mit ønske. Måske der kommer flere en dag…

I hvert fald startede jeg for lidt siden med at tjekke, at alting virker på kameraet. Det gjorde det.

dsc_0003

Pixi havde helt tydeligt aldrig set mig med sådan noget analogt halløj helt oppe i øjnene, og havde ret travlt med at prøve at komme til at undersøge det selv.

dsc_0009

Daisy kunne bare ikke få øje på mig, når jeg havde noget oppe foran ansigtet og valgte konsekvent at kigge alle andre steder hen. Men det kommer vel nok ikke bag på nogen, tænker jeg.

dsc_0010

Og Pauline- hun elsker bare Pixi!

Så hermed en begyndelse på mit ønske for det nye år. Helt fredeligt, uden mulighed for at fejle på store, afgørende planer, som man jo faktisk ikke orker overhovedet. Jeg tror, det passer godt til mig!


Det lakker mod enden

Det gør det. Det lakker mod enden med den ferie her. Jeg er faktisk ikke rigtig klar endnu. Så jeg sidder ganske stille i morgenlyset og sipper kaffen i små mundfulde, mens den endnu er brandvarm. Så bladrer jeg lidt i billederne fra feriedagene og svømmer lidt med. Det føles rart.

DSC_0258DSC_0260DSC_0262DSC_0270

For selvom sommeren ikke har været gavmild med varme og lange, hede dage ved vandet, så har der alligevel været glimt af det, hvis man tålmodigt kigger efter.

DSC_0263DSC_0265DSC_0272DSC_0266DSC_0276

Så jeg kigger efter. Tålmodigt og kaffesippende. Ser billeder af strande, vand, sand, børn. Mest mine egne, indrømmer jeg. Men en mor må gerne have favoritter, ja?! Jeg ser billeder af min søn, og så bliver jeg slået af forundringen over, at han om tre små dage rejser væk for første gang, når vi om lidt skal aflevere ham på efterskole. Jeg glæder mig for ham, jeg ved jo præcis, hvad det er, han står foran. For mig var det skelsættende og livsforandrende. Det var et skridt ind i livet, som har formet mig på alle mulige og umulige måder. Jeg ønsker det samme for ham. Jeg ønsker, at han skal opleve så meget fællesskab, så meget godt og sjovt og vildt og dejligt, som han overhovedet kan komme til i det år. Og jeg bliver en lille smule beklemt ved tanken om at undvære. At give slip. Men jeg siger det ikke til ham. Jeg smiler bare til ham og siger, at det bliver fantastisk. Og det gør det! Det bliver fantastisk! Og for mig også en lille smule vemodigt…


At regne med variable

Ingen tvivl, det er faktisk en god ting at kunne. At regne med variable. Man kan gå rundt og tro, helt fejlagtigt, at tingene er lige til at regne med. Overskuelige, åbenlyst regelrette, den slags. Men så kan man sjovt nok tage fejl også. Tag nu bare en helt almindelig uge som den her, der lige er ved at være gået. Man går og tror, at den, som alle de andre, også har syv dage. Det havde den bare ikke. Min uge havde seks dage. Ja. Det var noget med en fredag, som blev ved og ved og ved og noget søvn, der ikke var der og den slags. Nu er jeg vågnet. Og nu er det søndag. Jeg mener, hvad skete der for lørdag?

Well. Lørdag forsvandt. Og foråret er her for fuld udblæsning. Jeg er begyndt på min ferieuge. Fordi lige om lidt er der en smuk og fin konfirmand i mit hus igen. Det kræver en mor på ferie, så man kan lave noget fest klar. Vi glæder os. Og jeg mimrer lidt igen, fordi jeg ikke fatter det med tid. For et lille bitte år siden var det en langlemmet, glad og fantastisk dreng, der stod her i stuen med slipset bundet og klappede mig lidt på håret, fordi jeg blev rørt, taknemmelig og glad.

dsc_0038

Nu er det allerede historie, og det fatter man jo ikke. Det er her, det også kommer én til gode at kunne regne lidt med variable. For i nogle sammenhænge kan uger mangle dage, og år kan tilsyneladende på samme vis mangle måneder.

I hvert fald er der nu en smuk pige, med kjole hængende i skabet, sko stående klar på værelset og en cardigan hængende på mors strikkepinde, som glæder sig, har sommerfugle i maven, tæller dage, drømmer drømme og alt det, der er  helt rigtigt og vigtigt, når man er en kommende konfirmand. Jeg glæder mig sammen med hende. Og i mit stille sind håber jeg også, at den her uge viser sig at holde, hvad den lover på kalenderen i forhold til antal dage, før vi rammer lørdag igen.


For nu er jeg en ægte mor!

Det skulle komme meget sent, kan man sige. Det med at være en ægte mor. 14 år senere. Eller også er det bare den helt vildt sære fornemmelse, man kan få, når man gør nogle ting, som er så helt utroligt genkendelige, fordi man er vokset op med dem. Groet ind i dem. Som gør, at nogle ting og handlinger nærmest veritabelt dufter af mor.

Det var lige den følelse, der ramte mig lige mellem øjnene for lidt siden. Da jeg åbnede låget på kummefryseren (!)(for ja, jeg bliver stadig overrasket over at eje sådan en fyr!), og hældte minimum 100 rundstykker fra Bilka-bageren derned. Fordi vi skal holde fest, jo. I mange dage helst. Og derfor skal man have mange rundstykker i fryseren, fordi det skal man jo, det siger reglerne. Mor-reglerne. Fest-reglerne. Og bager-reglerne, fordi så meget bager er der ikke i det her farvand.

Så derfor vil jeg bare sige, at nu er jeg en ægte mor. Med rundstykker i kummefryseren. Det kender I garanteret godt, ikke? Bare uden rundstykkerne måske, men mor-følelsen, ja?! Og jeg mimrer lidt videre over det, for hvor er det sært, som man bliver ved med at have brug for at have en mor. Selvom man jo med rette kan hævde, at man er en slags voksen, når man hastigt nærmer sig 40 somre, og man i øvrigt selv er nogens mor ret så meget. Men jeg bliver tilsyneladende og lykkeligvis ikke færdig med selv at behøve min mor. Ikke længere til basal behovsdækning sådan rent praktisk, men til helt overordnet at have styr på universet, sprød flæskesvær, hvidt og velduftende sengetøj, børnebørnskærlighedsfontæne, mængdeangivelser i opskrifter og alt muligt andet. Det er jo lige præcis dét, der er magisk ved en mor. Alt det, der er brug for,og som bare er der. Og jeg kigger på mine unger og tænker, at der blev de grueligt snydt. For jeg har virkelig ikke den slags mor-alvidenhed og alt det, som jeg ved, at min egen mor har. Men de kigger tilbage på mig, og jeg kan se i deres øjne og den store tillid, der ligger deri, at de simpelthen tror, at jeg kan næsten alt. Men kun næsten. For mormor laver bare stadig bedre sovs.

Alligevel kan man blive helt skræmt af al den tillid, selvom mormor laver bedre sovs end mig. For tænk, hvis jeg ikke lever op til den tillid? Tænk, hvis de tror mere om mig, end der er i mig? Det eneste, jeg kan love helt sikkert, er at jeg elsker dem højere end livet. Det er selvfølgelig også virkelig vigtigt, men alligevel?!

Så når jeg står der og hælder alle rundstykkerne ned i kummefryseren, føles det næsten som om jeg snyder lidt. En lille genvej til at blive en ægte mor…

Det, man kan vide med sikkerhed, er at jeg elsker at være nogens mor. Jeg elsker at skulle holde fest for min store, fine dreng, når han skal konfirmeres om et lille øjeblik. Jeg elsker at have gæster og lave mad og fornøje mig med verdens bedste selskab, når der skal fejres. Så der kommer flere ting ned i kummefryseren i den nærmeste fremtid. For nu er jeg vistnok en ægte mor!


Sand mellem tæerne

Da klokken var 8.30, lå der to kæppe, bidt til atomer, fordelt rundt i stuen, tæpper, puder, sofahynder, legetøj og tyggeben spredt ud over det hele og en hyperhvalp, der hoppede op og ned i sofaen, på gulvet, på ungerne, på sofabordet, på mig… og så er det, at man lige så godt kan trække i gummistøvlerne udenpå nattøjet, for det bliver ikke bedre, før man har fået brændt energiklumpen lidt af! Ungerne hoppede også i røjserne, for de elsker også at være med og har desuden også en form for energiklumper i perioder, så det er lige pludselig mange fluer med ét smæk, ja?! Destinationen endte med at blive Dronningmølle Strand, for der er både pænt og sjovt.

Fri dressur for både børn og hunde er fantastisk!

-og man fornemmer, at vi endnu ikke har ramt højsæsonen…

Vand er til alle tider det fineste legetøj.

-og således godt underholdt, indtil pelsmissilet brændte ud, fik vi sand mellem tæer og poter, vind i håret og en dejlig tur!


Og det blev jul.

Ja, for det gjorde det. Lige dér, midt mellem granerne og alt det mudrede. På en fin fjerde søndag i advent kørte vi ud og fældede et stykke jul.

Vi lod os ikke nøje med noget halvt. Eller kort. Næ, vi gik efter det største og det fineste, vi kunne finde. Dét fældede vi. Grinede til hinanden over det høje, fine træ. Smilede tilbage til de andre, der var ude på hugst, og som let hovedrystende vinkede til os og det lange træ på skuldrene af os. Hjemme igen og vel inde i stuen konstaterede vi, at vi havde ramt helt rigtigt. Helt op til kippen går det fine træ, vi har fældet helt selv. Det største, vi nogensinde har haft. Muligvis også det største, vi nogensinde kommer til at få. Men hey, sidste år var vores træ lavet af tape og sat op på væggen, for det var det eneste, vi havde plads til. Så lad det bare være højt og stort og overdådigt for en gangs skyld. Med 4-5 meter træ! Som muligvis kun bliver pyntet pletvis, fordi pynten er mangelfuld (jvf sidste års sparetræ) og træet er højt. Det gør ingenting. Det er lige, som vi vil have det!

Nu er det også næsten jul. Det har været en yderst mærkværdig december dette år. Ofte har jeg mimret lidt over det og tænkt, at det formentlig bliver en meget planløs/uplanlagt/ujulet/hovsa jul. Fordi der har været utrolig mange flyttekasser, udpakninger, manglende tid til julebag og hjerteflet og den slags sager. Jeg havde indstillet mig på det. Forklaret børnene, at vi når de ting, vi når. Hverken mere eller mindre. Måske med mindre juleforberedelsesfryd på det praktiske plan end vi plejer. Alligevel sidder jeg her nu, aftenen før lillejuleaften, og kan krydse den indre liste, som alligevel havde indfundet sig i hovedet, af. Gåsen er lagt til optøning i kælder-køleskabet (!), konfekten blev lavet under stor hyggelighed med venner fra gården igår, der ligger stænger af brunkagedej i fryseren, vanillekransedej i køleskabet. Der er fældet juletræ på hyggeligste vis, lavet kræmmerhuse og flettet stjerner. Gaverne ligger i skabene rundt omkring og venter på papir og bånd, der er handlet ind til mange dejlige dage med bedste mennesker, vinduerne er sjovt nok blevet vasket og der er nogenlunde overblik over de næste dage. Hvordan det er gået til? Nissen. Det må være forklaringen. Der er masser af ting, man kunne have listet op for sig selv, men det har mit hoved heldigvis været klogt nok til at lade være med. Heldigvis! Jeg er ualmindelig tilfreds med at nå så langt som hertil. Med bare en enkelt dagvagt i morgen, før helligdagene sætter ind. Jeg glæder mig. Trænger. Frydes over det!

Jeg er fuld af taknemmelighed over alt det, som er gået så fantastisk godt i den måned, der snart er slut. Det har været en vild tur, med skift og nyt og begyndelser af alle slags. Jeg har haft tilbageholdt åndedræt over mange ting- mest af alt over alle de nye ting, børnene har skullet møde. En ny hverdag at favne og holde af. Jeg synes, de er de sejeste mennesker, jeg kender. Så hele og fine igennem alt det nye. Lidt anspændte til at starte med. Meget indstillede på at klare udfordringerne. Meget opsatte på at danne nye relationer og blive glade for alt det, der skal være vores nye ramme og liv. De har gjort det helt vildt godt. De har fået nye bekendtskaber og spirende venskaber. De har fundet måder at implementere alt det nye på. Jeg er så vanvittig stolt af dem. De klappede helt sammen fredag aften. Græd lidt, klynkede lidt. Skændtes lidt, pjevsede lidt. Blev krammet meget og forkælet lige så meget. Puttet tidligt i seng og kysset på panderne. Nu er der overskud igen. Til grin og fjol og fjant, til ypperlig glæden sig til jul, til pyntning, fis og ballade. De er klar til jul!

Jeg er også klar. Nærmest. Der er lige lidt småting, en arbejdsdag, lidt bagning, lidt ordnen, lidt forskelligt at gøre, før det er helt ægte jul. Men det er lige til højrebenet. Kom bare, søde jul. Vi har glædet os!