Og så gik der tid med det…

Det gjorde der. Der gik tid med at justere alting til den nye virkelighed. Igen. We’re getting there, you know. Slowly. Slowly…

Det er sådan, det er. Der skal gå tid, før man kan navigere i det liv, der lige pludselig ser anderledes ud. Vi øver os. Stille og roligt. På at have den lille store angst liggende et hemmeligt sted, men ikke så hemmeligt, at det tager røven på én, når den stikker hovedet frem. Vi øver os på at tro på det gode. Som der er rigeligt af. Ikke at lade det drukne i det dårlige, som der tilfældigvis også er rigeligt af. Vi ser på hinanden og priser os lykkelige over at vi kan det. Se på hinanden. Fordi vi har hinanden. Vi brænder telefonregningerne af, fordi de er store, når vi er på afstand. Vi griner ad hinanden og især med hinanden, når vi kan, fordi det er godt at gøre. Vi aer hinanden, når vi græder og er kede af det, fordi vi føler os slået hjem én gang til ind imellem. Vi øver os i at gribe alt det, der falder lige ned i vores turban, fordi vi kender så mange gode mennesker, som tager hånd om os og elsker os med det hele. Det er heldigvis ikke så svært at gribe den del!

Imens ser vi op og ud. På den verden, som stadig brøler afsted, med gode ting og elendige ting, men som vi lever i på godt og ondt. Vi deltager i de hjørner, der er vores, og vi kravler i flyverskjul, når vi bliver trætte. Det, man kan sige om at blive slået hjem, er at man kan blive utrolig god til at kravle i skjul, når det er nødvendigt. For så at komme ud, når skyerne er drevet væk. De driver heldigvis hurtigt væk de fleste gange. Måske fordi vi er sammen og kan ae og trøste og ømme os sammen, og derfor også blive hurtigere klar til at komme ud og opleve, sanse og se igen. Vi er i hvert fald taknemmelige. For at vi har hinanden!

Og imens alle de her ting sker indeni, sker der alt muligt udenfor. Det bliver lysere! Det er klart på vej til at blive en slags forår. Det er den bedste gave, man kan få, når man er træt i sin sjæl! Jeg har købt lyserøde sko. Og hyacinter. Jeg kan faktisk ikke vente…

img_2130

img_2014

img_2204

img_2146

img_2178

img_2222

-og far… Han ser godt ud! Med hat, uden hat, med hår, med tyndere hår. Det gør ingen forskel. Han er jo min far!


Det med nytårsforsætter

Det tror jeg ikke på. Ikke for mig. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til slankekure, budgetlægning, madplaner, ugentlige maddage/rengøringsdage/pligter i flæng. Så jeg lader andre om den slags. Til gengæld kan jeg godt lide ønsker. Det lader ligesom lidt mere råderum blive stående til regnorme som mig. Hvis man altså husker på at lade være med at putte noget alt for svært ind i ønskepuljen.

Derfor holder jeg mig til de fredsommelige ønsker. Som for eksempel er, at jeg faktisk gerne vil huske at fotografere noget mere med mit dejlige kamera. Ikke at telefonbilleder ikke er fine nok, slet ikke. Det er bare følelsen af at åbne et skatkammer, når man bladrer igennem et album med skarpe, velkomponerede billeder. Glemte oplevelser, som dukker op, når man tømmer hukommelseskortet og giver sig til at sortere. Glæden, der bobler, når man ser tilbage på dage med dejligheder eller bare almindeligheder. Som man kan have gavn af at bladre i, når man synes, der er lige langt nok mellem snapsene i den almindelige leverpostejståge. Så det er mit ønske. Måske der kommer flere en dag…

I hvert fald startede jeg for lidt siden med at tjekke, at alting virker på kameraet. Det gjorde det.

dsc_0003

Pixi havde helt tydeligt aldrig set mig med sådan noget analogt halløj helt oppe i øjnene, og havde ret travlt med at prøve at komme til at undersøge det selv.

dsc_0009

Daisy kunne bare ikke få øje på mig, når jeg havde noget oppe foran ansigtet og valgte konsekvent at kigge alle andre steder hen. Men det kommer vel nok ikke bag på nogen, tænker jeg.

dsc_0010

Og Pauline- hun elsker bare Pixi!

Så hermed en begyndelse på mit ønske for det nye år. Helt fredeligt, uden mulighed for at fejle på store, afgørende planer, som man jo faktisk ikke orker overhovedet. Jeg tror, det passer godt til mig!


Det lakker mod enden

Det gør det. Det lakker mod enden med den ferie her. Jeg er faktisk ikke rigtig klar endnu. Så jeg sidder ganske stille i morgenlyset og sipper kaffen i små mundfulde, mens den endnu er brandvarm. Så bladrer jeg lidt i billederne fra feriedagene og svømmer lidt med. Det føles rart.

DSC_0258DSC_0260DSC_0262DSC_0270

For selvom sommeren ikke har været gavmild med varme og lange, hede dage ved vandet, så har der alligevel været glimt af det, hvis man tålmodigt kigger efter.

DSC_0263DSC_0265DSC_0272DSC_0266DSC_0276

Så jeg kigger efter. Tålmodigt og kaffesippende. Ser billeder af strande, vand, sand, børn. Mest mine egne, indrømmer jeg. Men en mor må gerne have favoritter, ja?! Jeg ser billeder af min søn, og så bliver jeg slået af forundringen over, at han om tre små dage rejser væk for første gang, når vi om lidt skal aflevere ham på efterskole. Jeg glæder mig for ham, jeg ved jo præcis, hvad det er, han står foran. For mig var det skelsættende og livsforandrende. Det var et skridt ind i livet, som har formet mig på alle mulige og umulige måder. Jeg ønsker det samme for ham. Jeg ønsker, at han skal opleve så meget fællesskab, så meget godt og sjovt og vildt og dejligt, som han overhovedet kan komme til i det år. Og jeg bliver en lille smule beklemt ved tanken om at undvære. At give slip. Men jeg siger det ikke til ham. Jeg smiler bare til ham og siger, at det bliver fantastisk. Og det gør det! Det bliver fantastisk! Og for mig også en lille smule vemodigt…


Det dér med ude godt…

Det passer jo. Man konstaterer det faktisk hver gang, der har været ferietid og afbræk i hverdagens rutiner og gøremål. Er det ikke egentlig virkelig heldigt? Lige så meget man trænger til afbrækket, lige så meget trænger man til at komme hjem og gøre det, man gør mest.

Men det ene kan jo heldigvis ikke stå uden det andet. Netop derfor er ferier så fuldstændig fantastiske og virkelig gode for sjælen. Også denne. Som lykkeligvis ikke er slut endnu, og derfor bare ekstra dejlig. Vores ture ud af huset er slut i denne omgang, men vi har nydt og levet lige midt i det, mens det varede. Der var Norge. Der var fjelde, familie, fantastiskheder. Der var ture, der var kaffestunder, der var regn, sol, blæst. Der var trætte ben og stille hoveder.

DSC_0053DSC_0055

DSC_0062DSC_0064DSC_0077

DSC_0158DSC_0195DSC_0177DSC_0193

Jeg har flere hundrede billeder. Siger det bare. Det var smukt. Koldt. Vådt. Solbeskinnet. Ikke ukompliceret at feriere sammen alle sammen på én gang, det er sådan noget vel egentlig sjældent, men det var godt.

Og bagefter var der Vesterhav til os fem og vores sorte uldtot Daisy, som havde været på ferie hos farmor og farfar imens vi andre indtog Norge. Vesterhavet var også godt. Fantastisk, faktisk. Det synes alle tyskerne vist også. Jeg var ikke klar over, hvor populært et feriested Blåvand viste sig at være. Det var det. Vi boede heldigvis for os selv og uden leben udover vores eget. Vi havde det skønt. Slappede af. Spillede spil. Læste en side i en bog. Strikkede lidt og lagde strandskaller i rækker. Det viste sig at være lige præcis det, vi havde brug for…

Nu ruller hverdagen snart ind på perronen igen. Jeg synes egentlig også, det bliver fint.


Der er nogen, der spørger…

-om jeg er gået hjemmefra, sådan rent blogmæssigt i hvert fald. Eller om alting er, som det skal være. For der har været larmende tavshed her på siden i månedsvis. Det sidste kan jeg bekræfte. Der har været radiotavshed. Det første er heldigvis ikke tilfældet. Alt er, som det skal være. Og jeg er ikke gået hjemmefra.

Jeg tænker lidt på, hvad det mon skyldes, at jeg har haft travlt med at være helt musestille. Måske havde jeg for travlt ude i virkeligheden omme på den anden side af skærmen. Eller også havde jeg ikke særlig mange ord, der stod i kø. Det tror min mand nu ikke et sekund på. Eller også er det en blanding af det første, tilsat det faktum, at der er meget virtuelt liv, der har fået skarp konkurrence på forskellige andre platforme. Instagram har for min del overtaget mange af de små hverdagstanker og glimt. Men ikke overtaget bloggens funktion og eksistensberettigelse.

Jeg er her i hvert fald stadig. For tiden noget sporadisk, men sådan er det lige nu. Der er utrolig meget liv, der skal leves andre steder end foran skærme, og det er i virkeligheden en god øvelse.

Hverdagene er dem, der fylder mest af alt. Familien, arbejdet, livet i almindelighed tager broderparten af de vågne timer på døgnet. De ligger spredt for alle vinde, de vågne timer altså, for det er jo stadig sygeplejen, der fylder mit arbejdsliv. Det er godt sådan. Jeg kan lide at være, hvor jeg er. Mellem mine børn og min mand og hundene, mellem kollegerne, mellem familierne til mine små patienter, mellem alle de små mennesker, jeg har mellem hænderne i mit arbejdsliv.

Jeg har i de seneste uger, vel egentlig måneder, tænkt en del over prioriteringerne, som vi har gjort. Med de valg, vi har truffet og som former hverdagene for os alle fem. Vores jobs fylder meget. De har vel altid gjort det, tænker jeg. Men efterhånden som ungerne er blevet store, mærker man mere og mere, at de valg man tager, ikke bare afhænger af, hvad vi, forældrene, har besluttet- der er mere end én teenager på matriklen, og de mener faktisk ret meget om, hvordan et liv skal være. Så rammer man igen behovet for at tænke efter, om beslutningerne stadig bærer og holder vand. Opgaverne som forælder er også en helt anden nu, end den var for bare få år siden. Kan jeg løse dem med de dage og timer, jeg har til rådighed, når jeg arbejder, som jeg gør? Eller skal jeg tænke anderledes nu? Jeg er er glad for mit arbejdsliv. Virkelig glad. Men er min familie også glad? Hvad når jeg igen-igen sidder halvsløv og vagtramt i sofaen og overskuddet er i minus- er det så stadig fint nok? Tja. Der er ikke mange firkantede og regelrette svar på alle spørgsmålene. Det ligger og simrer lige så stille, imens hverdagene går deres gang. Jeg tænker på det, når jeg drysser afsted i skoven med knasende blade under fødderne og fjolledansende hunde rundt om benene. Jeg tænker på det en stille nat, mens jeg sidder og våger hos et sovende barn, mens respiratoren gør sit arbejde med at trække luften ned i lungerne og ud igen. Jeg tænker på det, når jeg ordner vasketøj på sisyfos-måden. Jeg tænker på det, når jeg sipper rødvin med min mand og snakker med mine børn. Det er ikke dårlige tanker. Det er vist bare eftertanker…

IMG_0058IMG_3901IMG_0059DSC_0098IMG_4069 Læs resten af dette indlæg »


Et hjørne med uventet frihed og timer i fred

Det er i virkeligheden arbejdsweekend for mig. Den med 12-timers vagter og stramt program. Jeg startede også på den. Aftenvagt fredag og op igen lørdag før solen stod op. Pludselig var der mennesker nok, altså dem af sygeplejerske-slagsen, og ikke så mange børn, at alle skulle bruges. Så jeg fik serveret fire fine fritimer på et fad og kørte hjem i en vis fart. Nu sidder jeg musestille med kaffekoppen, vafler i maven og udsyn til børn og farmand, der rejser telt i forhåbningen om, at det er mægtig godt vejr at sove ude i, når det bliver nat. Hundene trykker snuderne flade mod ruden og vil helt utrolig gerne hjælpe med at rejse sådan en smule telt, og jeg sidder bare og bliver stilfærdigt træt og allermest tilfreds, mens jeg nyder det uventede hjørne. Det er så dejligt med hverdagsoverraskelser!


Der er for lidt!

Alt for lidt billeder. Også alt for lidt ord, i betragtning af mediets beskaffenhed, men lad det nu være. Jeg glemmer at gå rundt med mit kamera i lommen, og det er i grunden også lidt for stort til det. Men nu har jeg bladret igennem arkivet for maj, og det kan kun blive glimt fra en festdag for vores store, fine dreng, der kan komme ud af det, ja?!

Det var bare glimt. En lille smule. Jeg skal nok lade være med at hælde hele dagen i billeder ud over bloggen. Det er bare fordi, jeg er så tosset med de her mennesker. Plus en hel masse flere, end dem, der faktisk er repræsenteret på billederne ovenfor. En anden dag kommer der flere billeder. Måske af blomster. Måske af garn. Virkelig meget garn. Måske af børn. Eller søskende. Eller hunde?! Hvem ved?