Argh! Bare argh!!

Jeg er bare i bund og grund dårlig til mørke, regn, kulde, efterår, når det først er overgået til gråt-i-brunt og alt det der. Træt af, at det er sort, når jeg kører på arbejde; på vej til mørkt, når jeg kører hjem; kulsort, når jeg lidt senere står ude på en mark i regnvejr med to hunde, der er totalt skudt i at grave efter musehuller og jagte sig selv og hinanden.

Det føles åndssvagt at sidde i en bilkø for at få lov til at komme op ad tilkørslen til hovedvejen, så man kan køre sit barn i skole en sjælden gang. Det føles irriterende, at der ikke er skyggen af kaffested, der har åbent før kl 10, og da er det kun inde midt i et plantecenter, når man kører rundt i køerne i rundkørslerne, efter at man har tanket sin bil på en af de flere INGO-tankstationer, der i øvrigt kun findes på afsides og udkantsagtige lokationer, hvilket nærmest siger mere end manglen på kaffesteder.

Nå, men lyder jeg sur?! Nå, men det er jeg måske også. Måske bliver det bedre, når jeg har drukket den latte, jeg lavede på egen maskine i eget køkken, når nu der ikke var andre muligheder. Jeg øver mig så i at være taknemmelig over, at det så i det mindste er en mulighed! Måske handler det også mere om, at jeg føler mig ualmindelig udfordret i og af mit liv, end jeg har gjort i lange tider. Nogle gange er det bare regnvejret, bilkøerne, mørket, trætheden, der bliver det, man allermest kan mærke, når det trykker og stikker og gør ondt alle mulige mærkelige steder.

Så nu skriver jeg. Ud med det hele. Lige ud i æteren i det store intet. Det har før hjulpet. Jeg prøver at overhøre de to uldbunker inde i stuen, der meget insisterende kigger på mig og prøver at beame mig op af stolen og ud i gummistøvlerne. Indtil videre er det mig, der vinder. Når mindste uldbunke begynder at spise gyngestolen af ren rastløshed, kan jeg ikke svare for, hvem af os der vinder stirrekampen.

Udfordretheden er tung at bære rundt på ind imellem. Når nogen, man elsker, ikke trives og kæmper urimeligt meget, vejer det meget. Min mindste pige kæmper bravt med angst og bekymringer. Det er hårdt arbejde for hende. Hun gør det fantastisk flot, men det er ikke gratis at være en angst type. Virkelig ikke. Så hvad gør man? Hvordan hjælper man? Hvordan elsker man hende på en måde, så hun aldrig bliver i tvivl om sig selv? Kan man overhovedet det? Altså, jeg mener, jeg elsker hende jo ud over alle grænser, så hvordan kan man hjælpe hende med at omsætte det til at være tryg i, at hun er helt rigtig og elskbar af alle mulige andre end mig også?

Ja, altså jeg ved det ikke rigtigt. Jeg prøver at finde vej i det. Vi prøver at tage gode beslutninger for og med hende. Vi følger hende til terapi. Vi  omfavner og prøver at favne det hele. Vi fejler og skvatter og lykkes og græder og griner. Det er bare så skide mørkt og koldt og vådt hele tiden. Det ville være dejligt med lidt lys til arbejdet, ja?!

Reklamer

Tak, det går fint

Siger jeg og smiler med tænder, for at det skal være helt indlysende sandt. Indtil jeg kommer i tanke om, at han er blind. Kiropraktoren. Han knækker og brækker lidt i mig og vil vide, hvordan det går på mit arbejde. Jeg spiller Sundhedsplatforms-kortet. Home free. Hjemme er anden vask i gang. For i dag er jeg sådan en type. Der kan vaske tøj og have aftaler om ting ude i byen. Jeg er endda sådan en type, der får svaret på en mail og tre sms’er. Jeg har også været oppe og få taget de blodprøver, lægen gerne ville have taget. Kun en lille smule senere, end hun sagde. Faktisk har jeg ikke sovet i dag heller. For jeg er sådan en type, der naturligvis ikke behøver at sove om dagen. Jeg er effektiv, ikke sandt!

“Du har lidt med det der ‘effektiv’, ikke?”, siger min fine mand. Nja. Måske. Lidt. Eller jo. Helt vildt meget. “Men det er jo bare fordi – jeg skal ikke bare ligge og være en klat på gulvet, der ikke orker noget som helst, kan du da forstå”, siger jeg så. Det kan han ikke rigtigt se fornuften i. Han smiler bare og krammer mig, selvom min krop prøver at bilde mig ind, at den helst ikke vil røres. Det vil den gerne, har jeg sagt til den. Den hører ikke altid efter. I stedet vil den bare sove. Hele tiden vil den bare sove. Min hjerne virker ikke som den plejer. Den er bare en ensfarvet grød, der kun kan falde i staver eller i søvn. Det eneste sted, hvor den virker, og hvor min krop også godt kan tage sig lidt sammen, er når jeg går på arbejde. Så det gør jeg. Jeg går på arbejde, snakker, griner lidt, passer patienterne, gør alle de rigtige ting. Og jeg synes, det er fint nok. Men jeg bliver også totalt forvirret. For hvorfor kan jeg virke nogle gange, men andre gange er jeg helt udenfor mig selv?

“Det går over igen, det gør det altså”, siger jeg med stram mund til mig selv. Det samme siger min mand. Så smiler vi til hinanden, og jeg bliver helt lettet. Det er om aftenen, vi siger det. Fordi om aftenen begynder alting at være mere normalt. Så kan jeg mærke, at jeg får noget af mig selv tilbage. Dagen er gået med alle dens opgaver og krav. De fleste af dem fik jeg nok ikke gjort noget videre ved. Men om aftenen er der helle. Så kan jeg kende mig selv lidt mere. Jeg støvsuger stuen og banker tæpperne og puderne i sofaerne. Kravler sammen i hjørnet med min familie og føler mig næsten helt normal.

Jeg ved godt, hvad det er. Det er min følgesvend gennem nærmest 20 år. Jeg troede næsten, at jeg var gået under radaren, så jeg slap for flere sværdslag. Det er livet med depressioner. Det er bare det, det er.

DSC_0260


Man kan tænke lidt over

-hvad der mon kommer ud, hvis man sætter sig til tasterne uden at have en plan. Jeg ved det ikke endnu. Har bare sådan en fornemmelse af, at der er fyldt derinde. Måske af ord, måske af noget andet, jeg ved det egentlig ikke. Det føles bare som om, jeg sidder lidt fast i mig selv.

Altså, det er jo ikke fordi, jeg ikke har ord på lager at tage af. Der er vist aldrig helt tomt her. Og alligevel blev jeg faktisk overrasket i går, da jeg var på vej hjem fra arbejde, og en af mine kollegaer, som jeg jo ikke har kendt i mere end et halvt år dog, en lille smule forbløffet sagde, at hun da aldrig havde hørt mig tale så meget på én dag. Jeg kom til at grine ret højt, for det er vist nok første gang, jeg har hørt mig selv beskrevet som relativt fåmælt! Årsagen til den øgede talestrøm igår, var at vi netop har indført det højt besungne system ‘SundhedsPlatformen’, og som jeg skulle guide en kollega igennem i 8 stive timer. Det kommer der mange ord ud af, for sjældent har verden set en mindre menneskevenlig brugerflade på et program!

Men i mit eget liv er det ikke hverken computerprogrammer eller andet arbejdsrelateret, der fylder op i ordbunkerne. Det er nok mest noget med, at det tager så lang tid og mange kræfter at justere sig selv til nye virkeligheder, når de dukker op. Jeg synes, det er et hårdt arbejde. Hver gang. Jeg synes også, det er ganske anstrengende, når man opdager, at man har flere erfaringer indenfor kategorien ‘Nye Virkeligheder’, end man orker at tænke på. Jeg bliver træt og udslukt, når jeg tænker på, at det ikke engang kan forventes at være sidste gang, man stempler ind i den kategori. Fordi sådan er menneskelivet ikke skruet sammen. Og det er, trods sandheden i det, ikke særlig fyldestgørende at forklare det med, at det er konsekvensen af Adam og Evas valg i Edens Have dengang… Det fjerner ikke mine skingre og hæse råb om håb og barmhjertighed. Det heler ikke de ting, der i gør ondt i mig og bløder. Det mildner ikke min frygt for, hvad der næste gang rammer os lige i ansigtet. Det er en del af mit liv, som er blevet anderledes for altid. Visheden om, at der ikke er noget som helst i denne verden, som kan regnes for helt sikkert. At der ingen garantier er. Det kan faktisk godt føles håbløst. Og jeg er faktisk ikke på den måde vant til at føle håbløshed. Det er en uvant og uvelkommen følelse.

Jeg skynder mig lige at understrege, at det ikke er fordi, der er sket nye og grimme ting siden sidst. Min far har det efter omstændighederne godt. Faktisk meget godt, hvis man skal være præcis og retfærdig, når man betænker konteksten. Det er nok mest indeni mig, den er gal. Mig, som synes, det er opslidende at blive ramt igen, fordi det netop bekræfter, at det ikke er slut med at være vingeskudt. Det er mig, som bliver ramt af ørkesløsheden i det faktum, at der vil blive ved med stille sig ulideligheder i kø, som bare vil gøre ondt og være forfærdelige. Der er ingen, der siger noget om, hvornår og slet ikke hvorfor. Det sker bare. Og jeg bakser bare så meget med at finde min vej i at leve med alle de ting, som hører til hos mig og os, sådan at der stadig bliver mest plads til alt det, der er så godt, så godt. Jeg knokler med at finde tilliden frem fra bunden af bunkerne igen. Fordi jeg har det godt med at have tillid til, at det går. Det holder, det bærer. Men hvad er det, der bærer, spørger du så måske. Ja. Det spørger jeg jo også om fra tid til anden. Fordi det kan være så svært at mærke det, når man bliver træt og tung. Men jeg tror jo. Det gør jeg jo. Jeg tror på livet. Det gør jeg. Men kan det bære i sig selv? Næ. Ikke alene. Det tror jeg faktisk ikke, det kan. Det er jo livet, jeg lever, der bliver så frygtelig vingeskudt ind imellem. Og hvis det kan blive skudt ned, kan det jo ikke være sikkerhedsnettet. Og jeg har kun ét sted at vende tilbage til. Selvom jeg er tung og træt og vred og ramt og fuld af selvmedlidenhed og klage. Da Nikolaj døde, døde han i favnen på den Gud, som har skabt både ham og mig og alle, jeg elsker og det liv, vi elsker at leve. Jeg kan ikke gå andre steder hen. Jeg har ikke fundet andre steder, der kan bære mig. Der, i den erkendelse, falder jeg hver gang sammen og tuder lidt og bliver træt, men også fuld af ro. Og det tætteste jeg kommer på at have den tillid, som er svær at finde frem for tiden. Det er mærkeligt. At man, selvom man bliver så ramt, selvom man kæmper med tankerne om, at Gud ser det hele og ikke bare tager det væk, selvom jeg tror, Han kan; ikke finder freden og den sarte tillid til, at det holder, at det går, andre steder end lige netop dér…

Sådan er det indeni mig idag. På en solskinsdag i marts. Hvor der var rigeligt af ord at tage af, og som fik lov at komme i uredigeret rækkefølge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Og så gik der tid med det…

Det gjorde der. Der gik tid med at justere alting til den nye virkelighed. Igen. We’re getting there, you know. Slowly. Slowly…

Det er sådan, det er. Der skal gå tid, før man kan navigere i det liv, der lige pludselig ser anderledes ud. Vi øver os. Stille og roligt. På at have den lille store angst liggende et hemmeligt sted, men ikke så hemmeligt, at det tager røven på én, når den stikker hovedet frem. Vi øver os på at tro på det gode. Som der er rigeligt af. Ikke at lade det drukne i det dårlige, som der tilfældigvis også er rigeligt af. Vi ser på hinanden og priser os lykkelige over at vi kan det. Se på hinanden. Fordi vi har hinanden. Vi brænder telefonregningerne af, fordi de er store, når vi er på afstand. Vi griner ad hinanden og især med hinanden, når vi kan, fordi det er godt at gøre. Vi aer hinanden, når vi græder og er kede af det, fordi vi føler os slået hjem én gang til ind imellem. Vi øver os i at gribe alt det, der falder lige ned i vores turban, fordi vi kender så mange gode mennesker, som tager hånd om os og elsker os med det hele. Det er heldigvis ikke så svært at gribe den del!

Imens ser vi op og ud. På den verden, som stadig brøler afsted, med gode ting og elendige ting, men som vi lever i på godt og ondt. Vi deltager i de hjørner, der er vores, og vi kravler i flyverskjul, når vi bliver trætte. Det, man kan sige om at blive slået hjem, er at man kan blive utrolig god til at kravle i skjul, når det er nødvendigt. For så at komme ud, når skyerne er drevet væk. De driver heldigvis hurtigt væk de fleste gange. Måske fordi vi er sammen og kan ae og trøste og ømme os sammen, og derfor også blive hurtigere klar til at komme ud og opleve, sanse og se igen. Vi er i hvert fald taknemmelige. For at vi har hinanden!

Og imens alle de her ting sker indeni, sker der alt muligt udenfor. Det bliver lysere! Det er klart på vej til at blive en slags forår. Det er den bedste gave, man kan få, når man er træt i sin sjæl! Jeg har købt lyserøde sko. Og hyacinter. Jeg kan faktisk ikke vente…

img_2130

img_2014

img_2204

img_2146

img_2178

img_2222

-og far… Han ser godt ud! Med hat, uden hat, med hår, med tyndere hår. Det gør ingen forskel. Han er jo min far!


Om at leve. På trods.

For en uge siden sad jeg her. Hørte det samme musik, som jeg hører nu. Mens jeg funderede over, hvorfor jeg og livet og alting er, som det er. Det forekom mig at være nogle væsentlige tanker. Det er de vel også i grunden. De holdt bare op med at være det ganske få minutter senere. Da jeg hørte de ubegribelige ord om, at min far var mere syg end bare en sepsis. Men sådan rigtigt syg. Af kræft. Uhelbredelig kræft.

Min far. Vores far. Som er sjov og klog og glad. Som er sund og rask og arbejdende. Som er kærlig og omsorgsfuld og elskelig. Som er en far, der interesserer sig, bekymrer sig og tager sig af. Som er en af de vigtigste sparringspartnere og vidner til mit og vores liv.

Jeg begriber ikke noget som helst. Det er ikke til at rumme i mit sind. Jeg græder talløse tårer over det, som er blevet hans lod, fuldstændig overrumplende og hovedkulds. Han og vi er kastet ud i et stormvejr, som ikke lader sig bremse. Indtil videre har han været rigeligt optaget af at overleve og komme sig over en sepsis. Imens han forsøger at overkomme den del af livet, der nu ligger og tårner sig op foran ham og os. Han er stadig mit fyrtårn. Han holder min mor fast i hånden og går. Målrettet og beslutsomt. Med tårer på kinderne og sorg i hjertet. Han går efter livet. Vi går sammen med ham. Mens vi beder om nåde og barmhjertighed, trygler om undere, råber på mirakler og hvisker vores bønner om fred og tillid til, at vi aldrig går alene. Det er svære dage at leve.

0188360a1ecfda63ffc747e33bc4c6767ac74a7d40


Men hvorfor er jeg sådan?

I en alder af næsten 40, tænker jeg stadig på det. Hvorfor jeg er, som jeg er. Hvorfor jeg for lidt siden skrev med blæk på papir, at om mig er der at sige, at jeg er talende, tænkende, favnende, smålig, kærlig, bitter, tosset og snusfornuftig, mild, vred, forstående, nærtagende, rummelig og egocentreret. Bare for at tage noget fra skuffen. Og så skrev jeg, at det mest skræmmende er, at nogle gange føles det som om, jeg kan nå at være det hele på én lille bitte dag. Det er seriøst mange ting at fyre af i løbet af kort tid. Måske er det heller ikke det hele, jeg kan nå omkring, men alligevel…

Det afføder jo fluks- i hvert fald for mig- også tanken og spørgsmålet om, hvordan nogen kan holde sådan en type ud. Når nu man selv kan have mere end svært ved at holde af det. Af det, og af mig. Kunne man sige.

Kompleksitet og komplekser er der nok af. Ofte også lidt for mange lige for tiden. De sidste måneder har ikke været særlig sjove. Stressramte for nogen herhjemme. For andre bare farvede af stressen, som aldrig bare kan lægge sig i et hjørne og holde bøtte. Det har været nætter uden søvn, dage uden overskud. Arbejdsliv, der tog og fik alt det, der var. Mørke, der groede ud af natten og hang over dagene. Nullermænd, der voksede vildt i hjørnerne, vasketøjsbunker, der ikke flyttede sig ved tankens kraft, selvom man forsøgte.

Jeg kigger hver eneste dag på DMI’s side, hvor der står angivet i minutter, hvor meget dagen er tiltaget i længde. Jeg har kigget hver eneste dag siden jævndøgn. Hver dag er der mere dag og mindre nat. Det er godt. Jeg længes virkelig. For det føles faktisk som om, de vildtvoksende følelser og karaktertræk hos mig også læser med hos DMI. Mildnes i takt med minutterne, der vokser.

I dag er det lørdag. Det er morgen. Mine tre dejligste unger ligger og bobler under deres dyner. Jeg har været oppe længe. Lagt mange kurve vasketøj sammen. Drukket kaffe og spist boller med min vagt-mand, som nu er kørt på job. Igen. Talt med min mor, sms’et med min syge, indlagte far. Tænkt på liv og død og kærlighed og savn og alle de ting, der ligger og buldrer rundt indeni. Jeg sidder lige så stille ved brændeovnen, hører Savage Rose og mærker, at jeg lever. Med mine næsten 40 år og alle mine elskelige og uelskelige karaktertræk og egenskaber i tasken. Alt det, der er mig. På godt og ondt.


Om at være det, man faktisk er

Jeg har lige kørt min yngste datter i skole. Hun er skøn. Og filterløs. Og har evt. en kvart moderbinding tilbage fortsat, selvom hun nu er 10 gode år efterhånden. I hvert fald vil hun som regel altid gerne følges afsted, være sammen, snakke med og på mig i uendeligheder. Den slags livsgodheder. Så jeg spurgte, om hun ville følges helt ind, selvom jeg måske nok havde en lille smule strithår i den ene side endnu. Hvorefter hun kigger på mig og siger ‘Nej tak- du har også sovestriber hen over øjet.’ Nå?! Kigger i bakspejlet, kan overhovedet ikke identificere sovestribe i det angivne område. Hvorefter jeg må erkende, at det er mine øjenlåg, der faktisk bare er kravlet nedad og sammen med en lidt søvnig pose under øjet udgør det, der i min spændstige datters optik er sovestriber. Bare ret permanente sovestriber, that would be. Det grinede vi lidt af, og barnet gik frejdigt med hoppende hestehale afsted og ud i dagen i den nye kjole med sneugle-print. Jeg satte bilen i gear og trillede hjem i sovestribe-tempo.  Og tænker tanker om at være, som man i virkeligheden er. Uden pynt og med sovestriber.

Det er jo for så vidt ligegyldigt, om øjenlågene er på vej sydover. Eller om striberne efter puden kan holde sig i mere end 8 timer efterhånden. Det er bare kosmetik. Det er mere det her med at være, som man i virkeligheden er sådan indeni.  Det har jeg faktisk brugt hele sommeren på at nørkle med. Er overhovedet ikke færdig med det heller, men dog bedre på vej, end da jeg startede. Måske startede det faktisk med en job-utilfredshed. En følelse af, at jeg var på vej hen et sted, hvor jeg ikke skulle være i den sammenhæng. Et sted, som gjorde mig til noget, som jeg ikke så godt kunne lide. Og som gjorde mig anspændt og uglad. Den slags må man handle på, når tiden er inde. Det fik jeg også lejlighed til, og det resulterede i et jobskifte. Det er godt sådan. Jeg tror, jeg kan blive glad og tilfreds dér. Ikke ‘head-over-heals-in-love’ med mit arbejde, som jeg har haft for vane at være, men helt almindeligt glad og tilfreds. Det er målet, og jeg har det i syne, det mål. Når man er ny, bliver man også kaldt til forskellige samtaler i den anledning, og sådan én var jeg til igår. Jeg blev spurgt, om jeg kunne lide at være der. Om jeg kunne forestille mig at blive der, eller om jeg mere var på vej tilbage til børnene, som jeg har elsket at arbejde med. Sådan føles det ikke. Jeg er tilfreds med mit skifte. Og jeg kan lide at være ny, var mit svar. Jeg kan lide, at jeg ikke ved alt muligt, at jeg ikke kan tage ansvar for mere, end jeg faktisk kan, og at der er tydelige grænser for, hvad det er endnu. Jeg kan lide at have muligheden for stadig at forme , hvad det er for et menneske, jeg gerne vil være, i det omfang den slags er muligt med min alder og alting taget i betragtning. Jeg kan lide, at jeg ikke er presset ind i en form, som er skabt af forventninger og billeder af, hvem andre synes, jeg er. Der er mulighed for at modellere lidt endnu. Jeg kan godt lide det.

Samtidig med alle de her ting, som har fyldt og bevæget sig i de sidste måneder, har det samme gjort sig gældende i mine allernæreste relationer. Det er hundrede gange nemmere at skifte job og gøre sig tanker om, hvad og hvem man er, og gerne vil være i den sammenhæng, end det er i de relationer, som ens inderste nærmest er bygget af. Det har kostet mere, end ti jobskifter ville gøre. Processen har forlangt flere kræfter, mere energi, flere tårer og mere forspildt nattesøvn, end jeg havde forestillet mig. Den er ikke færdig endnu, men den er længere, end den nogensinde har været. Det handler om at være den, man gerne vil være. Den, man tror, man er. Den, de andre tror, man er. Det handler om, hvad man forventer af hinanden. Hvad man forventer af sig selv. Hvordan det føles, at opdage, at nogen tror eller tænker noget andet, end man troede. At man måske selv er anderledes, end man troede. Det handler om, at alting er muligt. Både det bedste og det værste. At alt dét, man tænker er en selvfølge; fx at ens nærmeste relationer bare er sunde og har det godt og vil blive ved med at være det, ikke bare er sådan pr definition, men at det er en mulighed, at det er sådan. Det modsatte er også en mulighed, selvom man ikke tror det. Jeg troede jo heller ikke, at det var en mulighed, at en af mine søskende skulle dø. Det blev ikke bare en mulighed. Det blev virkelighed. Jeg kunne ikke gøre hverken fra eller til i dén virkelighed. Det kunne ingen. Men i det relationelle liv er der arbejde at gøre. For mig som individ, og for mig som en del af fællesskabet. Jeg har knoklet med det over hele sommeren. Det har gjort mig tavs og træt, overrasket og ked af nogle forskellige ting. Det har gjort mig fortrøstningsfuld og forventningsfuld. Det hele. Det handler i bund og grund om nogle ret enkle ting. At elske dem, man er sat sammen med. Og at være den, man er.

wpid-IMG_20120425_225512.jpg