Og så gik der tid med det…

Det gjorde der. Der gik tid med at justere alting til den nye virkelighed. Igen. We’re getting there, you know. Slowly. Slowly…

Det er sådan, det er. Der skal gå tid, før man kan navigere i det liv, der lige pludselig ser anderledes ud. Vi øver os. Stille og roligt. På at have den lille store angst liggende et hemmeligt sted, men ikke så hemmeligt, at det tager røven på én, når den stikker hovedet frem. Vi øver os på at tro på det gode. Som der er rigeligt af. Ikke at lade det drukne i det dårlige, som der tilfældigvis også er rigeligt af. Vi ser på hinanden og priser os lykkelige over at vi kan det. Se på hinanden. Fordi vi har hinanden. Vi brænder telefonregningerne af, fordi de er store, når vi er på afstand. Vi griner ad hinanden og især med hinanden, når vi kan, fordi det er godt at gøre. Vi aer hinanden, når vi græder og er kede af det, fordi vi føler os slået hjem én gang til ind imellem. Vi øver os i at gribe alt det, der falder lige ned i vores turban, fordi vi kender så mange gode mennesker, som tager hånd om os og elsker os med det hele. Det er heldigvis ikke så svært at gribe den del!

Imens ser vi op og ud. På den verden, som stadig brøler afsted, med gode ting og elendige ting, men som vi lever i på godt og ondt. Vi deltager i de hjørner, der er vores, og vi kravler i flyverskjul, når vi bliver trætte. Det, man kan sige om at blive slået hjem, er at man kan blive utrolig god til at kravle i skjul, når det er nødvendigt. For så at komme ud, når skyerne er drevet væk. De driver heldigvis hurtigt væk de fleste gange. Måske fordi vi er sammen og kan ae og trøste og ømme os sammen, og derfor også blive hurtigere klar til at komme ud og opleve, sanse og se igen. Vi er i hvert fald taknemmelige. For at vi har hinanden!

Og imens alle de her ting sker indeni, sker der alt muligt udenfor. Det bliver lysere! Det er klart på vej til at blive en slags forår. Det er den bedste gave, man kan få, når man er træt i sin sjæl! Jeg har købt lyserøde sko. Og hyacinter. Jeg kan faktisk ikke vente…

img_2130

img_2014

img_2204

img_2146

img_2178

img_2222

-og far… Han ser godt ud! Med hat, uden hat, med hår, med tyndere hår. Det gør ingen forskel. Han er jo min far!

Reklamer

Det lakker mod enden

Det gør det. Det lakker mod enden med den ferie her. Jeg er faktisk ikke rigtig klar endnu. Så jeg sidder ganske stille i morgenlyset og sipper kaffen i små mundfulde, mens den endnu er brandvarm. Så bladrer jeg lidt i billederne fra feriedagene og svømmer lidt med. Det føles rart.

DSC_0258DSC_0260DSC_0262DSC_0270

For selvom sommeren ikke har været gavmild med varme og lange, hede dage ved vandet, så har der alligevel været glimt af det, hvis man tålmodigt kigger efter.

DSC_0263DSC_0265DSC_0272DSC_0266DSC_0276

Så jeg kigger efter. Tålmodigt og kaffesippende. Ser billeder af strande, vand, sand, børn. Mest mine egne, indrømmer jeg. Men en mor må gerne have favoritter, ja?! Jeg ser billeder af min søn, og så bliver jeg slået af forundringen over, at han om tre små dage rejser væk for første gang, når vi om lidt skal aflevere ham på efterskole. Jeg glæder mig for ham, jeg ved jo præcis, hvad det er, han står foran. For mig var det skelsættende og livsforandrende. Det var et skridt ind i livet, som har formet mig på alle mulige og umulige måder. Jeg ønsker det samme for ham. Jeg ønsker, at han skal opleve så meget fællesskab, så meget godt og sjovt og vildt og dejligt, som han overhovedet kan komme til i det år. Og jeg bliver en lille smule beklemt ved tanken om at undvære. At give slip. Men jeg siger det ikke til ham. Jeg smiler bare til ham og siger, at det bliver fantastisk. Og det gør det! Det bliver fantastisk! Og for mig også en lille smule vemodigt…


Det dér med ude godt…

Det passer jo. Man konstaterer det faktisk hver gang, der har været ferietid og afbræk i hverdagens rutiner og gøremål. Er det ikke egentlig virkelig heldigt? Lige så meget man trænger til afbrækket, lige så meget trænger man til at komme hjem og gøre det, man gør mest.

Men det ene kan jo heldigvis ikke stå uden det andet. Netop derfor er ferier så fuldstændig fantastiske og virkelig gode for sjælen. Også denne. Som lykkeligvis ikke er slut endnu, og derfor bare ekstra dejlig. Vores ture ud af huset er slut i denne omgang, men vi har nydt og levet lige midt i det, mens det varede. Der var Norge. Der var fjelde, familie, fantastiskheder. Der var ture, der var kaffestunder, der var regn, sol, blæst. Der var trætte ben og stille hoveder.

DSC_0053DSC_0055

DSC_0062DSC_0064DSC_0077

DSC_0158DSC_0195DSC_0177DSC_0193

Jeg har flere hundrede billeder. Siger det bare. Det var smukt. Koldt. Vådt. Solbeskinnet. Ikke ukompliceret at feriere sammen alle sammen på én gang, det er sådan noget vel egentlig sjældent, men det var godt.

Og bagefter var der Vesterhav til os fem og vores sorte uldtot Daisy, som havde været på ferie hos farmor og farfar imens vi andre indtog Norge. Vesterhavet var også godt. Fantastisk, faktisk. Det synes alle tyskerne vist også. Jeg var ikke klar over, hvor populært et feriested Blåvand viste sig at være. Det var det. Vi boede heldigvis for os selv og uden leben udover vores eget. Vi havde det skønt. Slappede af. Spillede spil. Læste en side i en bog. Strikkede lidt og lagde strandskaller i rækker. Det viste sig at være lige præcis det, vi havde brug for…

Nu ruller hverdagen snart ind på perronen igen. Jeg synes egentlig også, det bliver fint.


En hyldest. Til kærlighed.

I dag græder jeg. Det kom så pludseligt. Bare en lille sang, jeg havde hørt i radioen en nat på vej hjem i bilen, og som vækkede noget i mig. Jeg googlede playlisten her til morgen. Fandt sangen. Så gav jeg mig til at græde. Det vækkede noget. Det var min bror, der vågnede. Eller- han er der jo altid, lige dér i mit hjerte, men der gik hul på mig ved lyden af den sang. Så her er jeg. Med min kaffekop, mens jeg tuder ned på en hund, der ligger på mine fødder, fordi jeg er ked af det, mens jeg lytter og skriver og græder. Jeg går ikke udenom i dag. Jeg har købt albummet og lytter til alle lydene, der får min krop og mit sind til at falde helt sammen og bare slippe alt vandet løs. Mange dage kan jeg styre udenom sammenstyrtningen af mit indre, når savnet og sorgen vil slå mig ud af kurs. Jeg kender de fleste faldgruber. Der er dage, som ikke har plads til alle følelserne. Der er dage, som føles helt almindelige og hvor jeg næsten kan snyde mig selv til at tro, at det er helt normalt, at min allermest elskede og bedste lillebror er en stjerne på min himmel og et lys i mit hjerte. At det er helt normalt at savne den helt ægte og fysiske lillebror, men at det er lige så normalt at han mest er en kærlighed, man kan føle, men ikke mærke i sine arme. Det er ikke en skid normalt. Det er absurd, det er forkert, det er det mest frygtelige, jeg nogensinde har oplevet. Jeg mærker det i dag. Blandt andet. I dag er der ikke noget, der kunne bremse virkeligheden. I dag gik der hul. I dag går jeg ikke udenom og ind i den konstruerede virkelighed. I dag stirrer jeg direkte ind i den virkelighed, som er rigtig. Jeg savner, så jeg er ved at dø, når jeg mærker helt efter. Jeg græder, så jeg er hudløs, når jeg føler det. Jeg føler mig amputeret, når jeg ser på virkeligheden. Jeg bliver vred og ulykkelig. Mest ulykkelig. Fordi det føles uoverskueligt at skulle leve resten af livet sådan her. Vi har klaret snart 6 år uden ham nu. Vi vil godt stoppe her. Have ham tilbage.

Det sker ikke. Jeg ved det godt. Jeg bruger heller ikke længere oceaner af tid på den slags ønsker. Man bliver bare mere og mere død indeni af det. I stedet forsøger jeg at mærke, hvad det er, der efter så mange, lange dage uden Nikolaj, kan få mig til at græde, som om det var for et lille øjeblik siden, vi mistede ham. Hvorfor man alligevel ikke er kommet længere end hertil på så lang tid. Og jeg ved jo lige præcis, hvad det er. Det er kærligheden, der både lader os komme videre på vores vej og samtidig holder os fast i savnet. Jeg må, på trods af mit hudløse ansigt og hævede øjne, hylde den kærlighed, der kan gøre det. Jeg må prise mig lykkelig over at have oplevet den slags kærlighed. Jeg er velsignet over at leve med mennesker, som kærlighed forbinder mig med på en måde, som er stærkere end ulykke og død. Jeg græder, fordi jeg oplever kærlighedens vingesus. Og jeg føler mig lykkelig, fordi jeg oplever det. Imens lader jeg floden af tårer tørre ud, helt stille og roligt og i deres eget tempo i dag. For i dag går jeg ikke udenom. Men lige ind i det. Tak for kærlighed!

dsc_0762

 

 


At regne med variable

Ingen tvivl, det er faktisk en god ting at kunne. At regne med variable. Man kan gå rundt og tro, helt fejlagtigt, at tingene er lige til at regne med. Overskuelige, åbenlyst regelrette, den slags. Men så kan man sjovt nok tage fejl også. Tag nu bare en helt almindelig uge som den her, der lige er ved at være gået. Man går og tror, at den, som alle de andre, også har syv dage. Det havde den bare ikke. Min uge havde seks dage. Ja. Det var noget med en fredag, som blev ved og ved og ved og noget søvn, der ikke var der og den slags. Nu er jeg vågnet. Og nu er det søndag. Jeg mener, hvad skete der for lørdag?

Well. Lørdag forsvandt. Og foråret er her for fuld udblæsning. Jeg er begyndt på min ferieuge. Fordi lige om lidt er der en smuk og fin konfirmand i mit hus igen. Det kræver en mor på ferie, så man kan lave noget fest klar. Vi glæder os. Og jeg mimrer lidt igen, fordi jeg ikke fatter det med tid. For et lille bitte år siden var det en langlemmet, glad og fantastisk dreng, der stod her i stuen med slipset bundet og klappede mig lidt på håret, fordi jeg blev rørt, taknemmelig og glad.

dsc_0038

Nu er det allerede historie, og det fatter man jo ikke. Det er her, det også kommer én til gode at kunne regne lidt med variable. For i nogle sammenhænge kan uger mangle dage, og år kan tilsyneladende på samme vis mangle måneder.

I hvert fald er der nu en smuk pige, med kjole hængende i skabet, sko stående klar på værelset og en cardigan hængende på mors strikkepinde, som glæder sig, har sommerfugle i maven, tæller dage, drømmer drømme og alt det, der er  helt rigtigt og vigtigt, når man er en kommende konfirmand. Jeg glæder mig sammen med hende. Og i mit stille sind håber jeg også, at den her uge viser sig at holde, hvad den lover på kalenderen i forhold til antal dage, før vi rammer lørdag igen.


Der er for lidt!

Alt for lidt billeder. Også alt for lidt ord, i betragtning af mediets beskaffenhed, men lad det nu være. Jeg glemmer at gå rundt med mit kamera i lommen, og det er i grunden også lidt for stort til det. Men nu har jeg bladret igennem arkivet for maj, og det kan kun blive glimt fra en festdag for vores store, fine dreng, der kan komme ud af det, ja?!

Det var bare glimt. En lille smule. Jeg skal nok lade være med at hælde hele dagen i billeder ud over bloggen. Det er bare fordi, jeg er så tosset med de her mennesker. Plus en hel masse flere, end dem, der faktisk er repræsenteret på billederne ovenfor. En anden dag kommer der flere billeder. Måske af blomster. Måske af garn. Virkelig meget garn. Måske af børn. Eller søskende. Eller hunde?! Hvem ved?


For nu er jeg en ægte mor!

Det skulle komme meget sent, kan man sige. Det med at være en ægte mor. 14 år senere. Eller også er det bare den helt vildt sære fornemmelse, man kan få, når man gør nogle ting, som er så helt utroligt genkendelige, fordi man er vokset op med dem. Groet ind i dem. Som gør, at nogle ting og handlinger nærmest veritabelt dufter af mor.

Det var lige den følelse, der ramte mig lige mellem øjnene for lidt siden. Da jeg åbnede låget på kummefryseren (!)(for ja, jeg bliver stadig overrasket over at eje sådan en fyr!), og hældte minimum 100 rundstykker fra Bilka-bageren derned. Fordi vi skal holde fest, jo. I mange dage helst. Og derfor skal man have mange rundstykker i fryseren, fordi det skal man jo, det siger reglerne. Mor-reglerne. Fest-reglerne. Og bager-reglerne, fordi så meget bager er der ikke i det her farvand.

Så derfor vil jeg bare sige, at nu er jeg en ægte mor. Med rundstykker i kummefryseren. Det kender I garanteret godt, ikke? Bare uden rundstykkerne måske, men mor-følelsen, ja?! Og jeg mimrer lidt videre over det, for hvor er det sært, som man bliver ved med at have brug for at have en mor. Selvom man jo med rette kan hævde, at man er en slags voksen, når man hastigt nærmer sig 40 somre, og man i øvrigt selv er nogens mor ret så meget. Men jeg bliver tilsyneladende og lykkeligvis ikke færdig med selv at behøve min mor. Ikke længere til basal behovsdækning sådan rent praktisk, men til helt overordnet at have styr på universet, sprød flæskesvær, hvidt og velduftende sengetøj, børnebørnskærlighedsfontæne, mængdeangivelser i opskrifter og alt muligt andet. Det er jo lige præcis dét, der er magisk ved en mor. Alt det, der er brug for,og som bare er der. Og jeg kigger på mine unger og tænker, at der blev de grueligt snydt. For jeg har virkelig ikke den slags mor-alvidenhed og alt det, som jeg ved, at min egen mor har. Men de kigger tilbage på mig, og jeg kan se i deres øjne og den store tillid, der ligger deri, at de simpelthen tror, at jeg kan næsten alt. Men kun næsten. For mormor laver bare stadig bedre sovs.

Alligevel kan man blive helt skræmt af al den tillid, selvom mormor laver bedre sovs end mig. For tænk, hvis jeg ikke lever op til den tillid? Tænk, hvis de tror mere om mig, end der er i mig? Det eneste, jeg kan love helt sikkert, er at jeg elsker dem højere end livet. Det er selvfølgelig også virkelig vigtigt, men alligevel?!

Så når jeg står der og hælder alle rundstykkerne ned i kummefryseren, føles det næsten som om jeg snyder lidt. En lille genvej til at blive en ægte mor…

Det, man kan vide med sikkerhed, er at jeg elsker at være nogens mor. Jeg elsker at skulle holde fest for min store, fine dreng, når han skal konfirmeres om et lille øjeblik. Jeg elsker at have gæster og lave mad og fornøje mig med verdens bedste selskab, når der skal fejres. Så der kommer flere ting ned i kummefryseren i den nærmeste fremtid. For nu er jeg vistnok en ægte mor!