Tak, det går fint

Siger jeg og smiler med tænder, for at det skal være helt indlysende sandt. Indtil jeg kommer i tanke om, at han er blind. Kiropraktoren. Han knækker og brækker lidt i mig og vil vide, hvordan det går på mit arbejde. Jeg spiller Sundhedsplatforms-kortet. Home free. Hjemme er anden vask i gang. For i dag er jeg sådan en type. Der kan vaske tøj og have aftaler om ting ude i byen. Jeg er endda sådan en type, der får svaret på en mail og tre sms’er. Jeg har også været oppe og få taget de blodprøver, lægen gerne ville have taget. Kun en lille smule senere, end hun sagde. Faktisk har jeg ikke sovet i dag heller. For jeg er sådan en type, der naturligvis ikke behøver at sove om dagen. Jeg er effektiv, ikke sandt!

“Du har lidt med det der ‘effektiv’, ikke?”, siger min fine mand. Nja. Måske. Lidt. Eller jo. Helt vildt meget. “Men det er jo bare fordi – jeg skal ikke bare ligge og være en klat på gulvet, der ikke orker noget som helst, kan du da forstå”, siger jeg så. Det kan han ikke rigtigt se fornuften i. Han smiler bare og krammer mig, selvom min krop prøver at bilde mig ind, at den helst ikke vil røres. Det vil den gerne, har jeg sagt til den. Den hører ikke altid efter. I stedet vil den bare sove. Hele tiden vil den bare sove. Min hjerne virker ikke som den plejer. Den er bare en ensfarvet grød, der kun kan falde i staver eller i søvn. Det eneste sted, hvor den virker, og hvor min krop også godt kan tage sig lidt sammen, er når jeg går på arbejde. Så det gør jeg. Jeg går på arbejde, snakker, griner lidt, passer patienterne, gør alle de rigtige ting. Og jeg synes, det er fint nok. Men jeg bliver også totalt forvirret. For hvorfor kan jeg virke nogle gange, men andre gange er jeg helt udenfor mig selv?

“Det går over igen, det gør det altså”, siger jeg med stram mund til mig selv. Det samme siger min mand. Så smiler vi til hinanden, og jeg bliver helt lettet. Det er om aftenen, vi siger det. Fordi om aftenen begynder alting at være mere normalt. Så kan jeg mærke, at jeg får noget af mig selv tilbage. Dagen er gået med alle dens opgaver og krav. De fleste af dem fik jeg nok ikke gjort noget videre ved. Men om aftenen er der helle. Så kan jeg kende mig selv lidt mere. Jeg støvsuger stuen og banker tæpperne og puderne i sofaerne. Kravler sammen i hjørnet med min familie og føler mig næsten helt normal.

Jeg ved godt, hvad det er. Det er min følgesvend gennem nærmest 20 år. Jeg troede næsten, at jeg var gået under radaren, så jeg slap for flere sværdslag. Det er livet med depressioner. Det er bare det, det er.

DSC_0260


Man kan tænke lidt over

-hvad der mon kommer ud, hvis man sætter sig til tasterne uden at have en plan. Jeg ved det ikke endnu. Har bare sådan en fornemmelse af, at der er fyldt derinde. Måske af ord, måske af noget andet, jeg ved det egentlig ikke. Det føles bare som om, jeg sidder lidt fast i mig selv.

Altså, det er jo ikke fordi, jeg ikke har ord på lager at tage af. Der er vist aldrig helt tomt her. Og alligevel blev jeg faktisk overrasket i går, da jeg var på vej hjem fra arbejde, og en af mine kollegaer, som jeg jo ikke har kendt i mere end et halvt år dog, en lille smule forbløffet sagde, at hun da aldrig havde hørt mig tale så meget på én dag. Jeg kom til at grine ret højt, for det er vist nok første gang, jeg har hørt mig selv beskrevet som relativt fåmælt! Årsagen til den øgede talestrøm igår, var at vi netop har indført det højt besungne system ‘SundhedsPlatformen’, og som jeg skulle guide en kollega igennem i 8 stive timer. Det kommer der mange ord ud af, for sjældent har verden set en mindre menneskevenlig brugerflade på et program!

Men i mit eget liv er det ikke hverken computerprogrammer eller andet arbejdsrelateret, der fylder op i ordbunkerne. Det er nok mest noget med, at det tager så lang tid og mange kræfter at justere sig selv til nye virkeligheder, når de dukker op. Jeg synes, det er et hårdt arbejde. Hver gang. Jeg synes også, det er ganske anstrengende, når man opdager, at man har flere erfaringer indenfor kategorien ‘Nye Virkeligheder’, end man orker at tænke på. Jeg bliver træt og udslukt, når jeg tænker på, at det ikke engang kan forventes at være sidste gang, man stempler ind i den kategori. Fordi sådan er menneskelivet ikke skruet sammen. Og det er, trods sandheden i det, ikke særlig fyldestgørende at forklare det med, at det er konsekvensen af Adam og Evas valg i Edens Have dengang… Det fjerner ikke mine skingre og hæse råb om håb og barmhjertighed. Det heler ikke de ting, der i gør ondt i mig og bløder. Det mildner ikke min frygt for, hvad der næste gang rammer os lige i ansigtet. Det er en del af mit liv, som er blevet anderledes for altid. Visheden om, at der ikke er noget som helst i denne verden, som kan regnes for helt sikkert. At der ingen garantier er. Det kan faktisk godt føles håbløst. Og jeg er faktisk ikke på den måde vant til at føle håbløshed. Det er en uvant og uvelkommen følelse.

Jeg skynder mig lige at understrege, at det ikke er fordi, der er sket nye og grimme ting siden sidst. Min far har det efter omstændighederne godt. Faktisk meget godt, hvis man skal være præcis og retfærdig, når man betænker konteksten. Det er nok mest indeni mig, den er gal. Mig, som synes, det er opslidende at blive ramt igen, fordi det netop bekræfter, at det ikke er slut med at være vingeskudt. Det er mig, som bliver ramt af ørkesløsheden i det faktum, at der vil blive ved med stille sig ulideligheder i kø, som bare vil gøre ondt og være forfærdelige. Der er ingen, der siger noget om, hvornår og slet ikke hvorfor. Det sker bare. Og jeg bakser bare så meget med at finde min vej i at leve med alle de ting, som hører til hos mig og os, sådan at der stadig bliver mest plads til alt det, der er så godt, så godt. Jeg knokler med at finde tilliden frem fra bunden af bunkerne igen. Fordi jeg har det godt med at have tillid til, at det går. Det holder, det bærer. Men hvad er det, der bærer, spørger du så måske. Ja. Det spørger jeg jo også om fra tid til anden. Fordi det kan være så svært at mærke det, når man bliver træt og tung. Men jeg tror jo. Det gør jeg jo. Jeg tror på livet. Det gør jeg. Men kan det bære i sig selv? Næ. Ikke alene. Det tror jeg faktisk ikke, det kan. Det er jo livet, jeg lever, der bliver så frygtelig vingeskudt ind imellem. Og hvis det kan blive skudt ned, kan det jo ikke være sikkerhedsnettet. Og jeg har kun ét sted at vende tilbage til. Selvom jeg er tung og træt og vred og ramt og fuld af selvmedlidenhed og klage. Da Nikolaj døde, døde han i favnen på den Gud, som har skabt både ham og mig og alle, jeg elsker og det liv, vi elsker at leve. Jeg kan ikke gå andre steder hen. Jeg har ikke fundet andre steder, der kan bære mig. Der, i den erkendelse, falder jeg hver gang sammen og tuder lidt og bliver træt, men også fuld af ro. Og det tætteste jeg kommer på at have den tillid, som er svær at finde frem for tiden. Det er mærkeligt. At man, selvom man bliver så ramt, selvom man kæmper med tankerne om, at Gud ser det hele og ikke bare tager det væk, selvom jeg tror, Han kan; ikke finder freden og den sarte tillid til, at det holder, at det går, andre steder end lige netop dér…

Sådan er det indeni mig idag. På en solskinsdag i marts. Hvor der var rigeligt af ord at tage af, og som fik lov at komme i uredigeret rækkefølge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


I nattens mulm og mørke

Jeg er lige kommet hjem fra en fest. Fødselsdagsfest for en dejlig kusine, som jeg elsker højt. Fest fuld af damer. Et godt bordfuld damer, hvor man ikke kan høre, hvad man selv tænker, fordi der faktisk ikke er nogen i selskabet, som snakker mindre end meget og griner endnu højere. Sådan en fest, hvor der spises og snakkes i timevis, om småting, store ting, svære ting, sjove ting. En god fest, altså. Jeg anede ikke, hvor meget, jeg faktisk trængte til en fest af den slags. Det føles, som om det er længe, længe siden, jeg har grinet højt og mange gange i løbet af en aften. Det føles, som jeg en lille smule havde glemt, hvordan man gør andet end sort galgenhumor og den slags morsomheder, som man må ty til, når man ikke har flere skud i bøssen.

Så jeg gik ud i mørket og fandt min bil og satte kursen hjemad. Ad mørke landeveje. Gennem skov. Små byer og smalle veje. Midt i lyskeglen fangede jeg pludselig en vældig smuk ræv. Med busket hale og flot pels. Og flaben fuld af fin hane… Der er nogen, der mangles i hønsegården i morgen tidlig! Jeg trillede videre hjem og følte mig sådan set ret tilfreds. Over at være lige her. På små, mørke veje, med ræve og haner og hovedet fuldt af snak og latter. Fordi det er sådan, det skal være. Lige nu er det godt. Jeg elsker, når jeg falder over pletterne af fred og fordragelighed med mig selv og det store hele. I nat er det sådan. Der er fred og fordragelighed indeni.


Men hvorfor er jeg sådan?

I en alder af næsten 40, tænker jeg stadig på det. Hvorfor jeg er, som jeg er. Hvorfor jeg for lidt siden skrev med blæk på papir, at om mig er der at sige, at jeg er talende, tænkende, favnende, smålig, kærlig, bitter, tosset og snusfornuftig, mild, vred, forstående, nærtagende, rummelig og egocentreret. Bare for at tage noget fra skuffen. Og så skrev jeg, at det mest skræmmende er, at nogle gange føles det som om, jeg kan nå at være det hele på én lille bitte dag. Det er seriøst mange ting at fyre af i løbet af kort tid. Måske er det heller ikke det hele, jeg kan nå omkring, men alligevel…

Det afføder jo fluks- i hvert fald for mig- også tanken og spørgsmålet om, hvordan nogen kan holde sådan en type ud. Når nu man selv kan have mere end svært ved at holde af det. Af det, og af mig. Kunne man sige.

Kompleksitet og komplekser er der nok af. Ofte også lidt for mange lige for tiden. De sidste måneder har ikke været særlig sjove. Stressramte for nogen herhjemme. For andre bare farvede af stressen, som aldrig bare kan lægge sig i et hjørne og holde bøtte. Det har været nætter uden søvn, dage uden overskud. Arbejdsliv, der tog og fik alt det, der var. Mørke, der groede ud af natten og hang over dagene. Nullermænd, der voksede vildt i hjørnerne, vasketøjsbunker, der ikke flyttede sig ved tankens kraft, selvom man forsøgte.

Jeg kigger hver eneste dag på DMI’s side, hvor der står angivet i minutter, hvor meget dagen er tiltaget i længde. Jeg har kigget hver eneste dag siden jævndøgn. Hver dag er der mere dag og mindre nat. Det er godt. Jeg længes virkelig. For det føles faktisk som om, de vildtvoksende følelser og karaktertræk hos mig også læser med hos DMI. Mildnes i takt med minutterne, der vokser.

I dag er det lørdag. Det er morgen. Mine tre dejligste unger ligger og bobler under deres dyner. Jeg har været oppe længe. Lagt mange kurve vasketøj sammen. Drukket kaffe og spist boller med min vagt-mand, som nu er kørt på job. Igen. Talt med min mor, sms’et med min syge, indlagte far. Tænkt på liv og død og kærlighed og savn og alle de ting, der ligger og buldrer rundt indeni. Jeg sidder lige så stille ved brændeovnen, hører Savage Rose og mærker, at jeg lever. Med mine næsten 40 år og alle mine elskelige og uelskelige karaktertræk og egenskaber i tasken. Alt det, der er mig. På godt og ondt.


Det med nytårsforsætter

Det tror jeg ikke på. Ikke for mig. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til slankekure, budgetlægning, madplaner, ugentlige maddage/rengøringsdage/pligter i flæng. Så jeg lader andre om den slags. Til gengæld kan jeg godt lide ønsker. Det lader ligesom lidt mere råderum blive stående til regnorme som mig. Hvis man altså husker på at lade være med at putte noget alt for svært ind i ønskepuljen.

Derfor holder jeg mig til de fredsommelige ønsker. Som for eksempel er, at jeg faktisk gerne vil huske at fotografere noget mere med mit dejlige kamera. Ikke at telefonbilleder ikke er fine nok, slet ikke. Det er bare følelsen af at åbne et skatkammer, når man bladrer igennem et album med skarpe, velkomponerede billeder. Glemte oplevelser, som dukker op, når man tømmer hukommelseskortet og giver sig til at sortere. Glæden, der bobler, når man ser tilbage på dage med dejligheder eller bare almindeligheder. Som man kan have gavn af at bladre i, når man synes, der er lige langt nok mellem snapsene i den almindelige leverpostejståge. Så det er mit ønske. Måske der kommer flere en dag…

I hvert fald startede jeg for lidt siden med at tjekke, at alting virker på kameraet. Det gjorde det.

dsc_0003

Pixi havde helt tydeligt aldrig set mig med sådan noget analogt halløj helt oppe i øjnene, og havde ret travlt med at prøve at komme til at undersøge det selv.

dsc_0009

Daisy kunne bare ikke få øje på mig, når jeg havde noget oppe foran ansigtet og valgte konsekvent at kigge alle andre steder hen. Men det kommer vel nok ikke bag på nogen, tænker jeg.

dsc_0010

Og Pauline- hun elsker bare Pixi!

Så hermed en begyndelse på mit ønske for det nye år. Helt fredeligt, uden mulighed for at fejle på store, afgørende planer, som man jo faktisk ikke orker overhovedet. Jeg tror, det passer godt til mig!


Om at være det, man faktisk er

Jeg har lige kørt min yngste datter i skole. Hun er skøn. Og filterløs. Og har evt. en kvart moderbinding tilbage fortsat, selvom hun nu er 10 gode år efterhånden. I hvert fald vil hun som regel altid gerne følges afsted, være sammen, snakke med og på mig i uendeligheder. Den slags livsgodheder. Så jeg spurgte, om hun ville følges helt ind, selvom jeg måske nok havde en lille smule strithår i den ene side endnu. Hvorefter hun kigger på mig og siger ‘Nej tak- du har også sovestriber hen over øjet.’ Nå?! Kigger i bakspejlet, kan overhovedet ikke identificere sovestribe i det angivne område. Hvorefter jeg må erkende, at det er mine øjenlåg, der faktisk bare er kravlet nedad og sammen med en lidt søvnig pose under øjet udgør det, der i min spændstige datters optik er sovestriber. Bare ret permanente sovestriber, that would be. Det grinede vi lidt af, og barnet gik frejdigt med hoppende hestehale afsted og ud i dagen i den nye kjole med sneugle-print. Jeg satte bilen i gear og trillede hjem i sovestribe-tempo.  Og tænker tanker om at være, som man i virkeligheden er. Uden pynt og med sovestriber.

Det er jo for så vidt ligegyldigt, om øjenlågene er på vej sydover. Eller om striberne efter puden kan holde sig i mere end 8 timer efterhånden. Det er bare kosmetik. Det er mere det her med at være, som man i virkeligheden er sådan indeni.  Det har jeg faktisk brugt hele sommeren på at nørkle med. Er overhovedet ikke færdig med det heller, men dog bedre på vej, end da jeg startede. Måske startede det faktisk med en job-utilfredshed. En følelse af, at jeg var på vej hen et sted, hvor jeg ikke skulle være i den sammenhæng. Et sted, som gjorde mig til noget, som jeg ikke så godt kunne lide. Og som gjorde mig anspændt og uglad. Den slags må man handle på, når tiden er inde. Det fik jeg også lejlighed til, og det resulterede i et jobskifte. Det er godt sådan. Jeg tror, jeg kan blive glad og tilfreds dér. Ikke ‘head-over-heals-in-love’ med mit arbejde, som jeg har haft for vane at være, men helt almindeligt glad og tilfreds. Det er målet, og jeg har det i syne, det mål. Når man er ny, bliver man også kaldt til forskellige samtaler i den anledning, og sådan én var jeg til igår. Jeg blev spurgt, om jeg kunne lide at være der. Om jeg kunne forestille mig at blive der, eller om jeg mere var på vej tilbage til børnene, som jeg har elsket at arbejde med. Sådan føles det ikke. Jeg er tilfreds med mit skifte. Og jeg kan lide at være ny, var mit svar. Jeg kan lide, at jeg ikke ved alt muligt, at jeg ikke kan tage ansvar for mere, end jeg faktisk kan, og at der er tydelige grænser for, hvad det er endnu. Jeg kan lide at have muligheden for stadig at forme , hvad det er for et menneske, jeg gerne vil være, i det omfang den slags er muligt med min alder og alting taget i betragtning. Jeg kan lide, at jeg ikke er presset ind i en form, som er skabt af forventninger og billeder af, hvem andre synes, jeg er. Der er mulighed for at modellere lidt endnu. Jeg kan godt lide det.

Samtidig med alle de her ting, som har fyldt og bevæget sig i de sidste måneder, har det samme gjort sig gældende i mine allernæreste relationer. Det er hundrede gange nemmere at skifte job og gøre sig tanker om, hvad og hvem man er, og gerne vil være i den sammenhæng, end det er i de relationer, som ens inderste nærmest er bygget af. Det har kostet mere, end ti jobskifter ville gøre. Processen har forlangt flere kræfter, mere energi, flere tårer og mere forspildt nattesøvn, end jeg havde forestillet mig. Den er ikke færdig endnu, men den er længere, end den nogensinde har været. Det handler om at være den, man gerne vil være. Den, man tror, man er. Den, de andre tror, man er. Det handler om, hvad man forventer af hinanden. Hvad man forventer af sig selv. Hvordan det føles, at opdage, at nogen tror eller tænker noget andet, end man troede. At man måske selv er anderledes, end man troede. Det handler om, at alting er muligt. Både det bedste og det værste. At alt dét, man tænker er en selvfølge; fx at ens nærmeste relationer bare er sunde og har det godt og vil blive ved med at være det, ikke bare er sådan pr definition, men at det er en mulighed, at det er sådan. Det modsatte er også en mulighed, selvom man ikke tror det. Jeg troede jo heller ikke, at det var en mulighed, at en af mine søskende skulle dø. Det blev ikke bare en mulighed. Det blev virkelighed. Jeg kunne ikke gøre hverken fra eller til i dén virkelighed. Det kunne ingen. Men i det relationelle liv er der arbejde at gøre. For mig som individ, og for mig som en del af fællesskabet. Jeg har knoklet med det over hele sommeren. Det har gjort mig tavs og træt, overrasket og ked af nogle forskellige ting. Det har gjort mig fortrøstningsfuld og forventningsfuld. Det hele. Det handler i bund og grund om nogle ret enkle ting. At elske dem, man er sat sammen med. Og at være den, man er.

wpid-IMG_20120425_225512.jpg

 


Det lakker mod enden

Det gør det. Det lakker mod enden med den ferie her. Jeg er faktisk ikke rigtig klar endnu. Så jeg sidder ganske stille i morgenlyset og sipper kaffen i små mundfulde, mens den endnu er brandvarm. Så bladrer jeg lidt i billederne fra feriedagene og svømmer lidt med. Det føles rart.

DSC_0258DSC_0260DSC_0262DSC_0270

For selvom sommeren ikke har været gavmild med varme og lange, hede dage ved vandet, så har der alligevel været glimt af det, hvis man tålmodigt kigger efter.

DSC_0263DSC_0265DSC_0272DSC_0266DSC_0276

Så jeg kigger efter. Tålmodigt og kaffesippende. Ser billeder af strande, vand, sand, børn. Mest mine egne, indrømmer jeg. Men en mor må gerne have favoritter, ja?! Jeg ser billeder af min søn, og så bliver jeg slået af forundringen over, at han om tre små dage rejser væk for første gang, når vi om lidt skal aflevere ham på efterskole. Jeg glæder mig for ham, jeg ved jo præcis, hvad det er, han står foran. For mig var det skelsættende og livsforandrende. Det var et skridt ind i livet, som har formet mig på alle mulige og umulige måder. Jeg ønsker det samme for ham. Jeg ønsker, at han skal opleve så meget fællesskab, så meget godt og sjovt og vildt og dejligt, som han overhovedet kan komme til i det år. Og jeg bliver en lille smule beklemt ved tanken om at undvære. At give slip. Men jeg siger det ikke til ham. Jeg smiler bare til ham og siger, at det bliver fantastisk. Og det gør det! Det bliver fantastisk! Og for mig også en lille smule vemodigt…