Åh Nikolaj…

img_2282

Det har været undervejs en rum tid. Savnet og klumpen i maven har rullet mærkbart mere rundt, end det sommetider kan nøjes med. Jeg har mærket det, sanset det og sunket klumpen i halsen nogle gange i de sidste døgn uden helt at forstå, hvorfor det er sådan lige nu. Men det er det. I dag triller tårerne, savnet er helt oppe i mit synsfelt og jeg går bare her med mit vasketøj og lader det være der. Jeg hører musik, som jeg ikke har hørt længe. Som hører din tid til. Musik, man kun kan høre, når der er tid og rum til at lade sig forsvinde ind i noget, som er smerteligt som intet andet. Jeg savner dig så forfærdeligt! Så forfærdeligt! Hvornår ses vi? Jeg kan ikke vente mere… Jeg vil høre dig grine, jeg vil se dig og mærke dig. Jeg vil vide, hvordan du har haft det, mens vi har været væk fra hinanden. Jeg kan ikke undvære dig længere. Jeg vil lave alle de cafe latter, du kan drikke, mens vi snakker. Jeg vil måske endda sidde på trappen og tage et enkelt hiv af den cigaret, du sikkert stadig godt kan lide. Jeg forstår ikke, hvorfor det blev som det gjorde med dig. At vi ikke måtte få lov at beholde dig. Det var jo det eneste, vi ville. Det eneste, vi ønskede os. At vi måtte få lov at blive sammen. Jeg synes, det er så svært at blive ved med at skulle acceptere det helt uacceptable. Jeg ved jo, at du klyngede dig til et bræt, mens du svømmede for det liv, du ikke fik lov at beholde. Du klyngede dig til brættet. Og du klyngede dig til Gud. Jeg forsøger at gøre det samme, mens jeg svømmer for livet. Jeg forsøger at klynge mig til Gud, læne mig op ad Ham, mens jeg forsøger at huske, at Gud er i kontrol. Ultimativ kontrol. Jeg er ikke i kontrol. På nogen måde. Jeg er bare et menneske, der leder. Efter mening, trøst, ro og vished. Om at du har det godt. At du er sikkert hjemme og har været det siden den ulidelige dag i vandet. At jeg må få lov at komme sikkert hjem også. Jeg og alle de andre, vi elsker. Jeg vil så gerne med hjem.

Om to måneder er der gået 8 år. Vi har lært at leve. Uden dig her, men hver dag i tanke og hjerte. Der går ikke en eneste dag, uden at du er med her hos os. Jeg tænker på dig mange gange hver eneste dag. Jeg kan høre dig grine, når jeg hører min store dreng grine. Jeg kan se dig, når jeg ser på ham. Det er en velsignelse. At have en bid af dig her. Men også ømt og sårbart. Jeg elsker dig, Nikolaj. Jeg glæder mig uendeligt til at kramme dig igen!

Med kærlighed.

Ida

Reklamer

4 kommentarer on “Åh Nikolaj…”

  1. Julie siger:

    Savner sammen med dig!

  2. tinastrid siger:

    Reblogged this on tinastrid and commented:
    Kære Ida
    Jeg græd da jeg læste dit opslag. Tak for dig og din ærlighed.
    Mange tanker til dig i dag.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s