15 dage senere- det siver stadig.

Men nu siver det den rigtige vej, sådan i store træk. Det siver ind. Med lys, med mere lyst og fornøjelse, med grin og fnis og mange andre ting. Bevares, det sner stadig, det blæser en halv pelikan, det er stadig for meget vinter og jeg trænger stadig til lidt mere fri oveni hovedet, men det siver ikke længere bare ud mellem fingrene på mig. Hvilken velsignelse. Just saying. Os med mærkelige hoveder, ved det. At det er en velsignelse. Og jeg skønner på det, det lover jeg. Jeg siger det så mange gange om ugen, at min fine mand griner af mig og synes, jeg er løjerlig. Men han forstår det godt. Han er jo lige ved siden af mig det meste af tiden og ved, hvor lidt sjov jeg er, når det hele er sevet ned i undergrunden. Faktisk meget usjov, vil jeg faktisk mene.

Og af hele denne rejse, som jeg måtte tage over det seneste halve år, kan man lære, at trivsel er mange ting. Det kan godt være det mega spændende arbejde. Det kan også godt være det lidt uspændende hverdagsliv. Eller det lidt ensformige arbejde. Eller det helt vildt eksotiske spring ud i noget helt nyt. Det kan være virkelig mange ting, har jeg lært. Men helt grundlæggende handler det om, at man kan føle almindelig glæde og tilfredshed over den dag, der ligger foran. Selvom man ikke gider stå op, når vækkeuret ringer, eller at man hellere vil drikke kaffe i sofaen med tæppe og hund på fødderne. Man skal faktisk være glad. Lidt glad hver dag, det bliver man nødt til at være. Der er ikke kun én ting, der kan bære hele vægten af grund-trivsel. Det er et fint samspil mellem mange ting. For mig var det bare lige pludselig fuldstændig tydeligt, at hvis ikke jeg er sådan almindeligt ønsket og nogenlunde værdsat for indsatsen, ikke noget vildt, ikke noget med ros og anerkendelse i lange baner, bare sådan helt stille og roligt velkommen, så går det galt indeni. En anden ting, der åbenbart er essentielt for mig, er at jeg simpelthen er nødt til at få lov at grine. Af det, som er åbenlyst sjovt. Af det, som er skørt og skævt, og som hele tiden sker i systemer, der arbejder med alle mulige og umulige slags eksistenser. Jeg bliver ganske fornøjet, når jeg bliver inviteret hjem af en 81-årig, der godt bare kunne se os to sammen hjemme hos ham. Så må jeg grine sammen med ham og se på det sjove i dén forestilling. Og fnise slet skjult, når alt muligt andet skørt sker. Det er jo ikke fordi, det er nogle helt urimelige krav til et almindeligt, triveligt liv. Det er bare ikke alle steder, der er mulighed for, at det kan udfolde sig. Det er ikke nødvendigvis fordi de andre er forkerte. Måske passer man bare ikke selv ind lige der. Det vigtige er, at man hører efter. Mærker, når man går i baglås indeni og taber livsfornøjeligheden og glæden på vejen. Så skal man stoppe op og gå tilbage til sidst kende punkt med de ting, som tæller. Og så kan man starte igen.

For mig er det sådan, det er lige nu. Jeg er gået tilbage til sidst kendte punkt med trivsel. Nu har jeg sat et punktum for de ting, der ikke virkede. Jeg lærte en masse af det. Men jeg trivedes ikke. Så derfor er jeg ualmindelig glad for muligheden for at starte forfra. Med ting, jeg godt kan lide; mennesker, som gør mig glad. Arbejdsopgaver og hverdagsliv som giver mening. Det er ikke fancy eller smart. Det er ikke banebrydende eller raketvidenskab. Men det er mit liv.

IMG_2787

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s