Argh! Bare argh!!

Jeg er bare i bund og grund dårlig til mørke, regn, kulde, efterår, når det først er overgået til gråt-i-brunt og alt det der. Træt af, at det er sort, når jeg kører på arbejde; på vej til mørkt, når jeg kører hjem; kulsort, når jeg lidt senere står ude på en mark i regnvejr med to hunde, der er totalt skudt i at grave efter musehuller og jagte sig selv og hinanden.

Det føles åndssvagt at sidde i en bilkø for at få lov til at komme op ad tilkørslen til hovedvejen, så man kan køre sit barn i skole en sjælden gang. Det føles irriterende, at der ikke er skyggen af kaffested, der har åbent før kl 10, og da er det kun inde midt i et plantecenter, når man kører rundt i køerne i rundkørslerne, efter at man har tanket sin bil på en af de flere INGO-tankstationer, der i øvrigt kun findes på afsides og udkantsagtige lokationer, hvilket nærmest siger mere end manglen på kaffesteder.

Nå, men lyder jeg sur?! Nå, men det er jeg måske også. Måske bliver det bedre, når jeg har drukket den latte, jeg lavede på egen maskine i eget køkken, når nu der ikke var andre muligheder. Jeg øver mig så i at være taknemmelig over, at det så i det mindste er en mulighed! Måske handler det også mere om, at jeg føler mig ualmindelig udfordret i og af mit liv, end jeg har gjort i lange tider. Nogle gange er det bare regnvejret, bilkøerne, mørket, trætheden, der bliver det, man allermest kan mærke, når det trykker og stikker og gør ondt alle mulige mærkelige steder.

Så nu skriver jeg. Ud med det hele. Lige ud i æteren i det store intet. Det har før hjulpet. Jeg prøver at overhøre de to uldbunker inde i stuen, der meget insisterende kigger på mig og prøver at beame mig op af stolen og ud i gummistøvlerne. Indtil videre er det mig, der vinder. Når mindste uldbunke begynder at spise gyngestolen af ren rastløshed, kan jeg ikke svare for, hvem af os der vinder stirrekampen.

Udfordretheden er tung at bære rundt på ind imellem. Når nogen, man elsker, ikke trives og kæmper urimeligt meget, vejer det meget. Min mindste pige kæmper bravt med angst og bekymringer. Det er hårdt arbejde for hende. Hun gør det fantastisk flot, men det er ikke gratis at være en angst type. Virkelig ikke. Så hvad gør man? Hvordan hjælper man? Hvordan elsker man hende på en måde, så hun aldrig bliver i tvivl om sig selv? Kan man overhovedet det? Altså, jeg mener, jeg elsker hende jo ud over alle grænser, så hvordan kan man hjælpe hende med at omsætte det til at være tryg i, at hun er helt rigtig og elskbar af alle mulige andre end mig også?

Ja, altså jeg ved det ikke rigtigt. Jeg prøver at finde vej i det. Vi prøver at tage gode beslutninger for og med hende. Vi følger hende til terapi. Vi  omfavner og prøver at favne det hele. Vi fejler og skvatter og lykkes og græder og griner. Det er bare så skide mørkt og koldt og vådt hele tiden. Det ville være dejligt med lidt lys til arbejdet, ja?!

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s