Tak, det går fint

Siger jeg og smiler med tænder, for at det skal være helt indlysende sandt. Indtil jeg kommer i tanke om, at han er blind. Kiropraktoren. Han knækker og brækker lidt i mig og vil vide, hvordan det går på mit arbejde. Jeg spiller Sundhedsplatforms-kortet. Home free. Hjemme er anden vask i gang. For i dag er jeg sådan en type. Der kan vaske tøj og have aftaler om ting ude i byen. Jeg er endda sådan en type, der får svaret på en mail og tre sms’er. Jeg har også været oppe og få taget de blodprøver, lægen gerne ville have taget. Kun en lille smule senere, end hun sagde. Faktisk har jeg ikke sovet i dag heller. For jeg er sådan en type, der naturligvis ikke behøver at sove om dagen. Jeg er effektiv, ikke sandt!

“Du har lidt med det der ‘effektiv’, ikke?”, siger min fine mand. Nja. Måske. Lidt. Eller jo. Helt vildt meget. “Men det er jo bare fordi – jeg skal ikke bare ligge og være en klat på gulvet, der ikke orker noget som helst, kan du da forstå”, siger jeg så. Det kan han ikke rigtigt se fornuften i. Han smiler bare og krammer mig, selvom min krop prøver at bilde mig ind, at den helst ikke vil røres. Det vil den gerne, har jeg sagt til den. Den hører ikke altid efter. I stedet vil den bare sove. Hele tiden vil den bare sove. Min hjerne virker ikke som den plejer. Den er bare en ensfarvet grød, der kun kan falde i staver eller i søvn. Det eneste sted, hvor den virker, og hvor min krop også godt kan tage sig lidt sammen, er når jeg går på arbejde. Så det gør jeg. Jeg går på arbejde, snakker, griner lidt, passer patienterne, gør alle de rigtige ting. Og jeg synes, det er fint nok. Men jeg bliver også totalt forvirret. For hvorfor kan jeg virke nogle gange, men andre gange er jeg helt udenfor mig selv?

“Det går over igen, det gør det altså”, siger jeg med stram mund til mig selv. Det samme siger min mand. Så smiler vi til hinanden, og jeg bliver helt lettet. Det er om aftenen, vi siger det. Fordi om aftenen begynder alting at være mere normalt. Så kan jeg mærke, at jeg får noget af mig selv tilbage. Dagen er gået med alle dens opgaver og krav. De fleste af dem fik jeg nok ikke gjort noget videre ved. Men om aftenen er der helle. Så kan jeg kende mig selv lidt mere. Jeg støvsuger stuen og banker tæpperne og puderne i sofaerne. Kravler sammen i hjørnet med min familie og føler mig næsten helt normal.

Jeg ved godt, hvad det er. Det er min følgesvend gennem nærmest 20 år. Jeg troede næsten, at jeg var gået under radaren, så jeg slap for flere sværdslag. Det er livet med depressioner. Det er bare det, det er.

DSC_0260

Reklamer

One Comment on “Tak, det går fint”

  1. tinastrid siger:

    Jeg kender det “Tak det går godt” – men det gør det bare ikke.’ Tak for dine beskrivelser og ja, tågen letter og du kommer ud af dykkerklokken igen. Den føles bare så omklamrende til tider. Pas på dig selv og nyd din familie 🙂


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s