En hyldest. Til kærlighed.

I dag græder jeg. Det kom så pludseligt. Bare en lille sang, jeg havde hørt i radioen en nat på vej hjem i bilen, og som vækkede noget i mig. Jeg googlede playlisten her til morgen. Fandt sangen. Så gav jeg mig til at græde. Det vækkede noget. Det var min bror, der vågnede. Eller- han er der jo altid, lige dér i mit hjerte, men der gik hul på mig ved lyden af den sang. Så her er jeg. Med min kaffekop, mens jeg tuder ned på en hund, der ligger på mine fødder, fordi jeg er ked af det, mens jeg lytter og skriver og græder. Jeg går ikke udenom i dag. Jeg har købt albummet og lytter til alle lydene, der får min krop og mit sind til at falde helt sammen og bare slippe alt vandet løs. Mange dage kan jeg styre udenom sammenstyrtningen af mit indre, når savnet og sorgen vil slå mig ud af kurs. Jeg kender de fleste faldgruber. Der er dage, som ikke har plads til alle følelserne. Der er dage, som føles helt almindelige og hvor jeg næsten kan snyde mig selv til at tro, at det er helt normalt, at min allermest elskede og bedste lillebror er en stjerne på min himmel og et lys i mit hjerte. At det er helt normalt at savne den helt ægte og fysiske lillebror, men at det er lige så normalt at han mest er en kærlighed, man kan føle, men ikke mærke i sine arme. Det er ikke en skid normalt. Det er absurd, det er forkert, det er det mest frygtelige, jeg nogensinde har oplevet. Jeg mærker det i dag. Blandt andet. I dag er der ikke noget, der kunne bremse virkeligheden. I dag gik der hul. I dag går jeg ikke udenom og ind i den konstruerede virkelighed. I dag stirrer jeg direkte ind i den virkelighed, som er rigtig. Jeg savner, så jeg er ved at dø, når jeg mærker helt efter. Jeg græder, så jeg er hudløs, når jeg føler det. Jeg føler mig amputeret, når jeg ser på virkeligheden. Jeg bliver vred og ulykkelig. Mest ulykkelig. Fordi det føles uoverskueligt at skulle leve resten af livet sådan her. Vi har klaret snart 6 år uden ham nu. Vi vil godt stoppe her. Have ham tilbage.

Det sker ikke. Jeg ved det godt. Jeg bruger heller ikke længere oceaner af tid på den slags ønsker. Man bliver bare mere og mere død indeni af det. I stedet forsøger jeg at mærke, hvad det er, der efter så mange, lange dage uden Nikolaj, kan få mig til at græde, som om det var for et lille øjeblik siden, vi mistede ham. Hvorfor man alligevel ikke er kommet længere end hertil på så lang tid. Og jeg ved jo lige præcis, hvad det er. Det er kærligheden, der både lader os komme videre på vores vej og samtidig holder os fast i savnet. Jeg må, på trods af mit hudløse ansigt og hævede øjne, hylde den kærlighed, der kan gøre det. Jeg må prise mig lykkelig over at have oplevet den slags kærlighed. Jeg er velsignet over at leve med mennesker, som kærlighed forbinder mig med på en måde, som er stærkere end ulykke og død. Jeg græder, fordi jeg oplever kærlighedens vingesus. Og jeg føler mig lykkelig, fordi jeg oplever det. Imens lader jeg floden af tårer tørre ud, helt stille og roligt og i deres eget tempo i dag. For i dag går jeg ikke udenom. Men lige ind i det. Tak for kærlighed!

dsc_0762

 

 

Reklamer

2 kommentarer on “En hyldest. Til kærlighed.”

  1. Carportognoia siger:

    Du skriver så fint om det allermest forfærdelige. Og ja. Tak for kærligheden.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s