Der er nogen, der spørger…

-om jeg er gået hjemmefra, sådan rent blogmæssigt i hvert fald. Eller om alting er, som det skal være. For der har været larmende tavshed her på siden i månedsvis. Det sidste kan jeg bekræfte. Der har været radiotavshed. Det første er heldigvis ikke tilfældet. Alt er, som det skal være. Og jeg er ikke gået hjemmefra.

Jeg tænker lidt på, hvad det mon skyldes, at jeg har haft travlt med at være helt musestille. Måske havde jeg for travlt ude i virkeligheden omme på den anden side af skærmen. Eller også havde jeg ikke særlig mange ord, der stod i kø. Det tror min mand nu ikke et sekund på. Eller også er det en blanding af det første, tilsat det faktum, at der er meget virtuelt liv, der har fået skarp konkurrence på forskellige andre platforme. Instagram har for min del overtaget mange af de små hverdagstanker og glimt. Men ikke overtaget bloggens funktion og eksistensberettigelse.

Jeg er her i hvert fald stadig. For tiden noget sporadisk, men sådan er det lige nu. Der er utrolig meget liv, der skal leves andre steder end foran skærme, og det er i virkeligheden en god øvelse.

Hverdagene er dem, der fylder mest af alt. Familien, arbejdet, livet i almindelighed tager broderparten af de vågne timer på døgnet. De ligger spredt for alle vinde, de vågne timer altså, for det er jo stadig sygeplejen, der fylder mit arbejdsliv. Det er godt sådan. Jeg kan lide at være, hvor jeg er. Mellem mine børn og min mand og hundene, mellem kollegerne, mellem familierne til mine små patienter, mellem alle de små mennesker, jeg har mellem hænderne i mit arbejdsliv.

Jeg har i de seneste uger, vel egentlig måneder, tænkt en del over prioriteringerne, som vi har gjort. Med de valg, vi har truffet og som former hverdagene for os alle fem. Vores jobs fylder meget. De har vel altid gjort det, tænker jeg. Men efterhånden som ungerne er blevet store, mærker man mere og mere, at de valg man tager, ikke bare afhænger af, hvad vi, forældrene, har besluttet- der er mere end én teenager på matriklen, og de mener faktisk ret meget om, hvordan et liv skal være. Så rammer man igen behovet for at tænke efter, om beslutningerne stadig bærer og holder vand. Opgaverne som forælder er også en helt anden nu, end den var for bare få år siden. Kan jeg løse dem med de dage og timer, jeg har til rådighed, når jeg arbejder, som jeg gør? Eller skal jeg tænke anderledes nu? Jeg er er glad for mit arbejdsliv. Virkelig glad. Men er min familie også glad? Hvad når jeg igen-igen sidder halvsløv og vagtramt i sofaen og overskuddet er i minus- er det så stadig fint nok? Tja. Der er ikke mange firkantede og regelrette svar på alle spørgsmålene. Det ligger og simrer lige så stille, imens hverdagene går deres gang. Jeg tænker på det, når jeg drysser afsted i skoven med knasende blade under fødderne og fjolledansende hunde rundt om benene. Jeg tænker på det en stille nat, mens jeg sidder og våger hos et sovende barn, mens respiratoren gør sit arbejde med at trække luften ned i lungerne og ud igen. Jeg tænker på det, når jeg ordner vasketøj på sisyfos-måden. Jeg tænker på det, når jeg sipper rødvin med min mand og snakker med mine børn. Det er ikke dårlige tanker. Det er vist bare eftertanker…

IMG_0058IMG_3901IMG_0059DSC_0098IMG_4069

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s