Det er på tide, tror jeg…

– at skrive månedens indlæg, ja?!

Måske er det noget med mængden af liv, der skal leves, der gør at frekvensen af indlæg er helt utrolig lav? Eller måske er jeg bare tom for ord? Næ. Det hopper mine omgivelser vist ikke på. Tom for ord bliver jeg vist aldrig helt. Så er det vel nok bare fordi, jeg ikke husker det så ofte, at vende her forbi, tænker jeg. Noget med et ændret behov for afløb for ord, tanker, frustrationer, glæder, alt muligt…

Nu er jeg her. Glad for at være her. Med en friformiddag på Nørrebro forude, fordi der var en tidlig aftale inde i centrum i morges. Og en aftenvagt senere. Jeg har plantet mig solidt i de røde sofabænke på Laundromat. Spist spejlæg og drukket kaffe. Tilfreds, svært tilfreds med det hele! For i dag var jeg til en planlagt konsultation hos psykiateren. Som jeg har frekventeret i ni år. NI år. Det er længe. Virkelig meget længe at gå hos en psykiater! Jeg har været syg flere gange i de år. Været på medicin i svingende mængder i alle årene. Er det stadig, by the way. Kommer muligvis aldrig af med det. Formentlig. Det er ok, synes jeg. Langt om længe. Men så i dag… Så sagde damen med det gule hår endelig det, jeg har ventet på. At nu behøver jeg ikke længere at gå hos hende. Hun synes, jeg har det fint. Med al min medicin und alles, men jeg er fin nok, siger hun. Se, dét er virkelig noget, der kan rykke en mandag ud af hverdagsligaen og sende den op i en helt anden skala! Top-10 skalaen, mindst!

Ja. Sådan kan en mandag lige pludselig blive en ren fest! Det føles virkelig meget lækkert!! Jeg har ikke engang turdet gå og gætte på, hvornår jeg blev sluppet løs. Men jeg mærker jo sagtens at det er godt indeni. Der er selvfølgelig knaster og bump. Men jeg kender fornemmelsen af, når noget er under opsejling, så jeg kan nå at bremse og justere. Og mest vigtigt af alting, så kender jeg fornemmelsen af at være spontant glad, helt tilfreds, momentant lykkelig og almindeligt fornøjet. Det er jo de ting, der går i stykker, når man bliver syg. Og det er de ting, man ikke overhovedet kan orke at mangle i sit liv, men som man pinedød ikke kan stampe op af jorden ved viljens kraft.

Faktisk har jeg gået og tænkt på, at mine hverdage ofte er sådan lidt ‘cykliske’. Der er morgenerne. Hvor vækkeuret ringer og kroppen nærmest ømmer sig over at skull vågne. Så er man oppe, smører madpakker, pakker gymnastikposer og skriver klassesedler under. Cykler i skole, kommer hjem- og bliver nærmest lykkelig over duften af nykværnet kaffe. Så hopper hundebarnet rundt foran døren og har nærmest hentet de grønne Nike frem, som man har på i skoven. Ud i bilen, hen til skoven og så går den vilde hundejagt. Hver dag. Altid. Regn, sne, solskin, blæst, ud med os. Halvanden time senere er det ind i bilen igen, og så er det lige hjem i solstriben. Hundebarnet ligger og snorker foran havedøren, og så er det, at magien indtræffer. Lige dér, når klokken er omkring 10, når hunden sover, vaskemaskinen snurrer, solen helst skinner, er kaffen allerdejligst, dagen allerlængst og allermest fyldt af muligheder. Strikketøjet er rarest lige dér, bogen mest spændende og livet allerbedst. Hver eneste dag. Det er ret fantastisk i virkeligheden. Tænk, at jeg er lykkelig hver eneste dag, mindst én gang om dagen…

   

Reklamer

One Comment on “Det er på tide, tror jeg…”

  1. Anette siger:

    Rigtig fint indlæg. Sprudler af glæde. Du skriver ikke så tit, men dine indlæg er altid tankevækkende.
    Nu vil jeg hvile mig mere, og huske glæden, så det hele ikke bare er travlhed.
    Og jeg har stadig dit billede af mågeklatten i erindring 😉
    Kh Anette


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s