Om at kunne lide, hvad man ser…

Det pibler frem alle steder i jorden, under hækken, langs husmuren, i haven. Det føles gennemgodt. Jeg har længtes. Trænger til lys og luft og solskin. Det er faktisk på vej, selvom dagen idag har budt på mere end ét slags vejr, der mest af alt lugter af vinter. Ikke desto mindre har solen også været fremme, og på matriklen kan mange af denne slags findes i krogene…

2015/03/img_2787.jpg

Det gør glad helt ind i sjælen efter lange, mørke vintermåneder. Man kan trænge til lige præcis at blive glad. Jeg kan i hvert fald. Så jeg kan lide, hvad jeg ser, når jeg kigger ud under hækken og i havens hjørner og finder piblerierne.
Men tænk, så gik der noget op for mig igår. Én gang til, kan du sige, og med rette. For vi er ikke ude i noget stort og nyt her. Nærmere en gammel kending. Det er det der med at kunne lide, hvad man ser. Jeg kan lide det meste. Måske bare ikke særlig meget, hvis jeg ser i spejlet. Vel. Og det der her, den gamle kending kommer ind. Hvornår bliver man færdig med det dér? Med at diskutere sin eksistensberettigelse? Ahrmen altså. Jeg bliver træt af det. Træt af mig. Træt af at opdage, at jeg går rundt og gør helt vildt mange ting, fordi jeg simpelthen så gerne vil have, at andre skal synes, jeg er ok. Bare sådan nogenlunde ok. Jeg bliver ked af at opdage, at jeg bider tænderne så meget sammen, at jeg er skridtet før en bøjletandlæge skal ind og justere lidt på biddet. No kidding. Det føles fint nok at gå til fysioterapi, nogle gange mere end én gang om ugen. Indtil jeg opdager, at de fastlåste muskler nok også hænger så fint sammen med evnen til at være anspændt, selv under søvn. Jeg bliver nødt til at tage mig sammen med det der. Jeg ved vist bare ikke helt, hvordan man tager sig sammen?!
Det er besværligt med sind og hoveder, der tager sig de friheder at være lidt sarte på manchetterne. Sarte på den måde, at gode og positive ord og oplevelser har svært ved at lagre sig til en gennemgående god følelse af sig selv. Selvkritikken er i top, selvfølelsen ret meget længere nede af stigen. Det spiser energi, afføder stor træthed og følelsen af trist fiasko hurtigere end du kan tælle til tre.
Jeg øver mig fortsat. I at kunne lide, hvad jeg ser. Jeg tænker om det, at det er en vigtig opgave, for hvis ikke jeg kan lide, hvad jeg ser, hvordan skal man så nogensinde kunne formidle lige netop dét til sine allerdejligste unger? At de ikke bare skal kunne lide, hvad de ser i spejlet, men elske det!

Advertisements

2 kommentarer on “Om at kunne lide, hvad man ser…”

  1. Du skriver godt – og har ret;-) Når jeg tænker på min egen mor, er jeg heller ikke sikker på, at børn er så nemme at narre med hensyn til selvbillede. Tænk at være lige så umiddelbart tilfreds med sig selv som med vintergækkerne. Dejlig tanke!

  2. Villads siger:

    Hold op du gør dig mange spændende og inspirerende tanker. Jeg er selv meget filosofisk, og forsøger gerne at finde alle livets små skønheder m.m. Læs evt med her: http://liveterskoent.wordpress.com/

    mvh. Villads


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s