There we go again

Det er altid bedre dagen efter dagen. Dagen efter det første døgn med Den Store Migræne. Det er dér, vi er nu. Det er svært godt at være nået så langt, kan jeg hilse at sige. Tror jeg også, ham med migrænen synes. Men han er dog ikke særligt nærværende, mens det står på. Heldigvis for ham. Selvom det ikke er mit hoved, der hamrer og banker, føles det nu alligevel relativt ærgerligt, når alting går i stå og må pauses, inklusive mit eget job og alt, hvad der ellers måtte være af programmer. Nu har jeg dømt pause til mig selv en stund. Et sted, hvor nogen gider lave kaffen til mig og endda riste lidt brød med skinke og ost. Mod betaling, bevares, men alligevel! Til gengæld er der ingen, der ska serviceres af mig, ingen, der skal have piller og pasning, ingen, der skal hentes eller bringes eller luftes eller fodres. En times pause er simpelthen så fint med mig!

Nu kunne det lyde som om, jeg klynker over hverdagens almindeligheder og mor-kontoret. Det er ikke sådan, det er. Jeg trænger bare til et åndehul. Så er den slået fast. Det, der i øvrigt også kan slås fast, er at jeg er så ualmindelig vintertræt. Jeg kan se, at dagene bliver længere, det bliver lysere og jeg fryder mig over det! Og så bliver jeg simpelthen bare så utålmodig også! Jeg orker ikke mere vinter. Den har spist det overskud, der måske var engang. Det var formentligt ganske til at overskue, det overskud, for jeg nåede aldrig helt op i gear igen, før efteråret satte ind. Så reserverne er brugt og jeg trænger til solskin og lys og varme. Som så mange andre.

Så varmer jeg mig ved tanken om det fine hus i Småland, som allerede er reserveret til netop os i sommerferien. Hvor der er smuk sø i baghaven til badning og fiskestænger. Hvor man kan sidde i fred med myg og bøger, mens dagene bare går uden travlhed eller planer. Det føles helt rigtigt og godt i maven at planlægge ro og fred og opladning af tomme reservelagre. Imens vi venter på sommer, strikker jeg lidt. Arbejder jeg lidt. Nogle gange meget. Jeg tænker lidt. På planer for den første dag i maj. For der skal mit største fine barn konfirmeres. Mit lillebitte barn… Som pludselig er 1.80 høj og har sko i str ski. Hvem fatter egentlig noget som helst af det!? Det skal blive en fin dag, skal det. En smuk én. Med dejlige gæster, mad og alt godt. Jeg skal bare lige tænke lidt over det, inden vi når til det.

Inden jeg tænker mere over konfirmation og den slags, skal jeg lige fikse noget med et fastelavnskostume til mindstebarnet. Som gerne vil være en ninjapige. En købt én, dette år. Hver ting til sin tid, ja?!

Advertisements

One Comment on “There we go again”

  1. Ja, det er lidt noget underligt noget, det der med løfte om forår. For så gider man godt nok heller ikke vente mere! Det lyder som en god lille ting med en times cafe-pause.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s