And so we went

Med hinanden i hånden og ind i efteråret. Det er fint nok. Efteråret altså. Pænt. Lidt vådt, men pænt. Og jeg kan se bladene skifte farve en lille smule mere for hver dag, der går. Jeg har affundet mig med det. Skal altid, hvert eneste efterår, overleve en lille sorg over, at lyset forsvinder, kulden og mørket kommer og træerne bliver nøgne. Men når jeg har sørget lidt, bliver jeg stilfærdigt glad for efterårets egen charme.

Så vi er trådt ud i det, efteråret. Og jeg blev bange imens, fordi depressionsmonsteret bed mig i haserne og ikke lod mig i fred. Jeg vrissede og bed, skældte ud og faldt i søvn. Vågnede igen og vågede halve og hele nætter, mens jeg forsøgte at fordrive monstre med lynets hast. Det gik ikke særlig godt. Så den rare lægedame med forstand på hoveder og det, der er indeni dem, sagde, at det måtte have en ende. ‘Værsgo’, sagde hun, ‘her er noget mere medicin. Det hjælper så du kan sove, tror jeg. Du skal bare lige have taget nogle blodprøver og noget EKG, for det er måske en lille smule farligt, men garanteret ikke for dig’. Jeg kiggede lidt på medicinen. På det store blå mærke på min arm efter blodprøverne og mærkerne efter elektroderne. Og spiste en pille. Så sov jeg og var kun en lille smule mærkelig i hovedet dagen efter, selvom jeg kun tog en kvart dosis. Det er fordi jeg medicinsk er en vatnisse. Nu har jeg lige besøgt lægen igen. Hun synes, det går okay. Nedturen er bremset, og jeg står kun i mudder til knæene. Det er bedre end mudder til halsen. Og nu ved jeg også, at mit hjerte slår ordentligt. Og at jeg ikke har noget vrøvl med prolaktin. Det er fint. Det skal man kun have, hvis man ammer. Hvilket jeg overhovedet ikke gør, så de ville være svært mærkeligt. Mit kolesteroltal er i øvrigt også helt fint. Det har jeg lige fejret med to spejlæg og honningristet skinke på caféen med de røde sofabænke. Bare for ligesom at slå en slags streg under det normale.

Så hey, jeg er nærmest normal. Kun lidt mudret og en snert depressiv. Vi tror, det går over, lægen og mig. Det er ret fint. Jeg kan klare ret mange ting, hvis bare mit hoved virker.

Imens jeg venter på, at jeg stille og roligt bliver mig selv igen over de næste måneder, strikker jeg. Småt strikker jeg lige nu. Små toppe, huer, ponchoer, sweatre til små mennesker. Det passer lige til koncentrationsevnen, som er lidt udfordret. Når jeg ikke strikker, går jeg på arbejde. Jeg elsker mit arbejde. Ville blive ravende sindssyg, hvis ikke jeg kunne arbejde. Det mærker jeg ret tydeligt, når jeg er udfordret i hovedet. Det er bedst, når jeg kan arbejde. Så er jeg et bedre menneske, når jeg er hjemme igen. En klar fordel for alle.

Der er nok af ting at blive udfordret af. Det er ikke bare mig. Også min mand. Ungerne. Alle bliver udfordret på tid og krav og energi. Vi har diskuteret det hjemme hos os. Vi er trætte af at være trætte. Af at være helt flade og maste. På den der måde, som ikke handler om, at man skal spise noget mere medicin, men måske mere kigge på prioriteterne. I dag bestilte jeg Politiken i papirudgaven igen. Fordi vi var trætte af, at man sidder med de åndssvage skærme og orienterer sig i nyheder, billeder, surfing og alt det der, når  man endelig er hjemme samtidigt og ikke står på hovedet i et nøddehegn, der vil fældes og græs, der skal slås og vinduer, der skal pudses, for slet ikke at tale om, at der ikke er blevet sat så meget som en enkelt klat maling i huset endnu. Overhovedet. Så vi kiggede på hinanden og sagde ‘kan du huske, hvor hyggeligt det var i lejligheden, når vi kom hjem, sad ved bordet og drak kaffe og læste avis?’. Og vi spurgte os selv, hvorfor vi var holdt op med det… Ved det ikke. Men en rimelig forklaring er, at der ligepludselig er en million ting, der ligger og råber på opmærksomhed, tid og kræfter. Fordi vores boligareal pludselig er mere end fordoblet. Og fordi vi er gået fra en dele-blomsterkumme i gården til et renoveringsprojekt af en have på mange hundrede m2. Så avisen flytter ind igen. Fordi den kommer til at ligge på køkkenbordet og råbe på kaffe og tid. Det er et forsøg. Måske virker det. Måske gør det ikke. Men vi vil ikke stiltiende sidde og blive oversvømmet af lister, projekter og stress. Det er dårligt givet ud!

Reklamer

2 kommentarer on “And so we went”

  1. Trine siger:

    Hej. Må lige skrive en lille efterårshilsen. Tak for din skønne blog, som bare er min yndlings.. Jeg holder så meget af dine ord, som jo på en gang er rå og skrubbede, men også så kærlige og smukke, og som på fineste vis, beskriver hverdagslivet hos mange af os. Jeg ønsker dig rigtig ‘god bedring’ og må vi få det smukkeste efterår, med klart vejr og sol, og tid til gåture og avislæsning:-). Kærligst Trine

  2. Hej
    Jeg læser gerne med her på bloggen. Jeg kender til det med børnefamilie, men mest af alt kender jeg til depressionen, som du så vel beskriver. Jeg blogger selv, dog ikke så personligt og mest fordi jeg elsker Udkantsdanmark; http://www.flyttiludkantsdanmark.dk
    Jeg vil dog alligevel anbefale dig at gå i haven og se, hvorvidt du drive havemennesket frem i dig. For omk. syv år siden fandt jeg ved en tilfældighed ud af, at jeg fik det rigtig godt af at rode i haven. Og jeg kan forstå at I nu har haven. Så hvorfor ikke bruge den både til gavn for hoved og mave? Klem fra Mette


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s