Pip fra pausefisken

Stille fredag morgen. En stor hvalp på gulvet, i færd med at splitte en kævle til træflis. En latte i koppen, kolde tæer under tæppet. Jeg sidder bare helt stille. Har gjort det et stykke tid. Prøver at få varmen i den morgenkolde krop efter morgenens luftetur med hundehvalpen. 

I ugen der gik, har pauseknappen været trykket ind. Helt i bund. Den er stadig trykket ind. Lidt endnu. I forsøget på at komme før hovedet, der pludselig vendte helt forkert. Jeg hader, når det vender forkert. Det er utrolig ubekvemt. Og meget uhåndterbart. For hvordan forklarer man sin omverden, at man ser almindelig ud, kan foretage sig almindelige nødvendigheder, men at man samtidig er skudt helt ud af vanlig facon?! Hvordan forklarer man, at man er nødt til at sove, faktisk lige nu, fordi ens krop er blevet så akut træt af ens hoved, at man næsten ikke kan holde sig selv ud? Hvad skal man sige til sig selv, når man kigger sig i spejlet og tænker, at man for katten da bare kan tage sig sammen og komme op af hullet? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at de værste brydekampe er dem, man må tage med sig selv. Jeg ved, at jeg bliver så skuffet og vred, når jeg har oplevet at have et par næsten normale dage- for derefter at blive smidt helt bagerst i køen igen. Og kan starte forfra med at samle sig selv op ved nakkehårene. Jeg fatter ikke mekanismerne. Jeg forstår ikke grundene altid. Jeg ved ikke altid, hvad jeg skulle have gjort anderledes, for ikke at ende her. Måske var der ikke engang noget, jeg kunne have gjort anderledes. Måske er jeg bare tvunget til at leve med de her huller. Statistikkerne siger, at har man haft én depressiv episode tidligere i sit liv, har man 50% risiko for at opleve en ny. Har man haft to, stiger risikoen til 80%. Og så kan jeg lige så godt lade være med at begynde at regne på det…

Jeg tænker faktisk en del over, hvordan det er at leve med en usynlig sygdom. Og særligt en sygdom, som ikke er fysisk, som diabetes for eksempel er, men som sidder i ens sind og psyke. Jeg har aldrig levet skjult med min sygdom. Jeg tænker heller ikke om mig selv som syg, selvom jeg i de sidste 8 år har levet med max medicinsk behandling og regelmæssige besøg hos psykiateren. Jeg har jo været rask på medicin. Undtagen når jeg har været syg… 

Psykiske lidelser er befængt med forkerte antagelser, dårlige vibrationer og afstandtagen. Det er skamfuldt at have en psykisk lidelse. Synes nogen. Ofte er det mennesker, som ikke selv har en psykisk lidelse, der synes, det er utrolig besværligt at håndtere. Vi andre, som lever med lidelsen, synes vist nok mest, at vi er ret så normale. Ledere i erhvervslivet kan have det svært med at kalde det sygedage, hvis man ringer ind og fortæller, at man er i en sådan forfatning i hovedet, at man ikke kan komme på arbejde. Eller hvis man skal til speciallæge, kan man blive spurgt, hvad man skal kalde fraværet- mon ikke det er en ferie/fridag? Det er så vanvittig svært at anerkende sig selv som syg i perioder, hvis omgivelserne ikke forstår, at det er lige præcis dét, man er. Syg. Ikke bare ‘Maude’, der går op og lægger sig. Men rigtigt syg, så man har brug for medicin, omsorg og tæppe på benene, mens man ligger på sofaen og småtuder lidt ned i puden.

Jeg ved godt, at jeg har en sygdom. Jeg ved også godt, at den rører på sig lige nu. Den giver ikke noget udslæt eller feber. Den giver bare monstrøs træthed, ubeslutsomhed, angst for at skulle tage telefonen, eller panik over at skulle ud mellem masser af mennesker. Den giver slappe ben og lunger med for lidt luft på løbeturen, den giver appetitløshed og håbløshed. Den smitter ikke, men den er aldeles virkelig. Jeg arbejder hårdt på at få den ned med nakken. Det bliver altid nemmere, hvis man ikke skal slås med uvidenhed, dårlig samvittighed, skyld og skam. Jeg tror, jeg kan vinde. 

 

 

 

 

Advertisements

3 kommentarer on “Pip fra pausefisken”

  1. Heidi siger:

    Ae Ae. Det er så flot beskrevet. Du er virkelig god med ord og med så fine beskrivelser af alt det der gør så ondt.
    Den møgsygdom er helt og aldeles fuldstændig virkelig! Den er lige så virkelig som et brækket ben, bare ret meget sværere at se og forstå for både dem, der er ramt. Dem der er tæt på en, der er ramt og dem der er længere væk, men dog i nærheden af en der er ramt.
    Det er vigtigt, at den sygdom ses og høres, for vi er faktisk en del, der har vores kampe på kanten af og nede i de sorte huller.
    Huller der slet ikke bliver lettere at håndtere, hvis de skal gemmes væk eller kamufleres som gemme-væk-dage eller andet.

    • Ida siger:

      Lige præcis! Vi er nogle på kanten… Men vi er modige, er vi, for vi kravler op igen!

      • Heidi siger:

        Jeps. Vi balancerer og hvis vi dratter ned, samler vi al vores mod og kravler op igen.
        Jeg tror ikke nødvendigvis, at turen op bliver nemmere, men den er da i hvert fald
        efterhånden nogenlunde kendt og alternativet til ikke at kravle op, er ikke værd at overveje:)


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s