Skarpe kanter

Man troede vel egentlig nok, at det var sensommer, når man så på kalenderen. Kigger man på vejret, ligner det ofte mere efterår. Jeg har haft uldne trøjer på og kold næse, når jeg har gået skovturene om morgenen med Chili. Det føles alt for tidligt. Men august er blevet kantet og skarp. Da Nikolaj døde, blev det efterår i de døgn, hvor verden faldt fra hinanden. Både indeni os, men mærkværdigvis også i vejret. Det har vist sig at være en tendens, på en måde. At vejret skifter med augusts komme. Med denne august kom andre tab. Død, svær, svær sygdom. Angst. Ulykkelighed. Hos mennesker vi kender godt og holder meget af. Jeg slår mig igen på august og dens skarpe kanter. 

Mit hjerte står helt stille og venter på, at der må ske noget godt for dem, som venter. Os som venter. På det gode vi bliver nødt til at satse på. Mit hjerte sukker træt ved tanken om al den smerte, der er forbundet med at være angst, sørge, håbe desperat. Jeg er ikke den, der er hårdest ramt. Jeg står ved siden af og betragter, håber, beder. Og i mig revner gamle ar og sår.

Jeg erkender, at jeg er slået omkuld. Jeg erkender, at min følgesvend, depressionen, pisker med halen og svirper mig, så det svier og bløder lidt. Jeg har ikke været syg i lang tid. Jeg havde næsten glemt, at man kan blive det igen. Jeg er heller ikke syg nu. Men jeg er fuldstændig på det rene med, at jeg kan blive det. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke lægges ned, køres over, mases og puttes ned i en trang kasse af begrænsninger. Jeg vil ikke! Men lige nu er jeg hende, som må sove her og der, hende som må erkende, at der ikke er energi til mere end lige præcis det nødvendigste. Jeg er den mor, som ikke klarer unødvendig støj og skænderier. Som ikke orker at spille spil og lære nogen at strikke. Allerhelst vil jeg bare ligge helt stille på sofaen og vente på at blive mig selv igen…

Imens jeg venter, går jeg lange ture med den sorte raket i skovene. Jeg løber, så langt jeg orker i luften med det efterårsagtige lys mellem træerne. Eller med regnen ned ad ryggen. Jeg falder i søvn på sofaen. Jeg prøver at lade være med at tænke på alt det, der ligger og venter og vil gøres senere eller i morgen. Jeg forsøger at lade være med at blive stresset over de uendelige mængder af spørgsmål, en børneflok kan generere. Jeg prøver at lade være med at blande mig i ting, som andre udmærket kan gøre uden mig. Alt sammen for at undgå at blive trådt ned i det lange græs som ikke er blevet slået. Jeg er ikke syg, siger jeg til mig selv. Jeg vil ikke blive det. Aftale? Aftale!

 

Advertisements

8 kommentarer on “Skarpe kanter”

  1. Carportognoia siger:

    Aftale!

    Og fine ord om svære tider… Især det med lysten til at ligge på sofaen og vente på at blive sig selv (mens resten af huset forholder sig helt tavst og velopdragent) passer lige lovligt godt på mig selv og mine kanter.

    • Ida siger:

      Kanter skal man tage alvorligt. Og ligge lige præcis så meget på sofaen, som man kan komme afsted med, mens man venter… Pas på dig!

  2. susanne siger:

    Årh som din klare, entydige fortælling her bare er….SÅ ALT, ALT for præcis! Masser af gode tanker og ønske om runde kanter til dig og os alle….

  3. karina siger:

    Selvom jeg “bare” er sådan én der læser med, fordi du formulerer, reflekterer, beskriver, betragter så skarpt og udtryksfuldt… Og det rammer mig, du rammer mig med dig og dit liv!
    Jeg ønsker det allerbedste for dig og dine!

    De venligste sensommertanker fra Karina

  4. Heidi siger:

    Hvor er det fint beskrevet. Jeg håber, at september tager noget solskin og nogle runde kanter med til alle, der trænger.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s