Hvor der er vilje, er der vej.

Som regel, i hvert fald. Havde planlagt at frekventere bloggis hyppigere. Det blev så først nu, idet man må sande, at egen vilje ikke altid er nok. I hvert fald er dagene, hvor man kan nøjes med én pc i husstanden talte. For pc’en kørte til Kbh på besøg hos bedstevennen sammen med Laust, og dermed var viljen sat til vægs af virkeligheden. Vi må vist til at gøre noget, sagde jeg til mig selv. Og blev slået af en uendelig stor træthed over mig selv og mit I-landstankesæt. Åh jo, jeg er helt på det rene med, at min computer er komplet ligegyldig i den store sammenhæng, sådan hjælpemæssigt set. På den anden side er min computer, som jeg lige pludselig syntes jeg manglede, et udtryk for den overflodsvirkelighed, jeg lever midt i. Uden krig, uden granater, uden ebola, uden manglende lægehjælp, uden stridende styrer og regeringer, som tænker i magt i stedet for menneskelighed. Der er et tankesæt, som kunne trænge til at blive justeret. Det er vist bare det, jeg siger…

Bum. Der tror jeg nok lige, vi fik startet grundigt ud her i sommervarmen. Jeg ved ikke med resten af landet, men i Hillerød Ø er det varmt og sommerligt. Ikke for varmt, bare dejligt. I skyggen af den stribede markise, som vores rare hus var udstyret med ved overtagelsen, sidder jeg og nyder. At det er sommer. At der er bare tæer og ben, at der er brombær i hegnet, at der er sommerfugle i luften, at jeg har fri… Man skal huske at nyde! Hver dag.

Hver dag nyder jeg det, der blev mit liv. Der var en gang, hvor jeg troede, at mit liv havde spillet helt fallit. Dengang hvor det var svært at finde ud af at blive til en familie, sådan rigtigt. Dengang hvor nogen, jeg elsker, blev syge. Dengang hvor min lillebror døde. Dengang jeg var syg. Rigtig syg. Dér troede jeg af og til, at mit liv havde tabt alting. Tænk, hvor tog jeg fejl- selvom nogen var syge, selvom Nikolaj døde, selvom jeg var syg i min sjæl, selvom det var besværligt og svært at blive til en rigtig og især hverdagslykkelig familie. Alle tingene var meget virkelige. Alle tingene krævede mere energi, end jeg syntes, jeg havde. Alle tingene var større end mig, syntes jeg. Det er de stadig. Men jeg lever med det. Jeg blev formet af det. Jeg er glad på trods af alting. Og jeg er lykkelig for alt det andet, som mit liv også er. Det er godt.

I mit arbejdsliv, som er noget af det, jeg elsker højt, er der dønninger efter svære forløb. Jeg bliver altid lidt tavs og stille, når jeg står der midt i det. Det er som om, man bliver lukket ind i det allerinderste i menneskers liv. Man er synlig og man er helt usynlig. På samme tid. For man er en institution i en eller anden grad. Inde bag institutionen er jeg også bare Ida. Som er en del af institutionen, men som også bare er et menneske. Jeg kan krympe mig over det, jeg er vidne til. Jeg kan få ondt i hjertet over det. Jeg får lyst til at spørge, om jeg kan hjælpe. Ikke institutionen, men Ida. Om hun kan hjælpe. Det kan hun ikke. Man kan ikke træde så meget ud af sig selv og gå ind i en relation på den måde. Så bliver det for tæt og for uprofessionelt. Men derfor kan man godt ønske… Jeg øver mig i at stå de rigtige steder. Jeg tænker over, hvor jeg skal være. Hvad jeg skal sige. Hvor jeg skal være stille. Det er nok godt nok. Det føles bare så lidt. Alle de ting, der står her, er ting, som fylder mine tanker disse dage. Der er en tid til alting. Lige nu disse.

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s