Er vi så ikke nærmest lykkelige?!

Nærmest lykkelige. Sad der i bilen, med øjnene på vejen og ørerne fulde af barnesnak og tanker og vrøvleord. Min lille pige, som faktisk er så stor, spurgte og snakkede og fortalte og sang. Om dagen i den gamle gård, om legene, der blev leget, om velkendtheden og savnet og samtidig tilfredsheden over det nye, som også er ved at rumme en form for velkendthed. Om store tanker og løjerlige spørgsmål. Som kunne være fx hvordan man kan vide, at hjemmedrenge altid går med kasketten højt ovenpå håret og ikke ned over hovedet. Tænk, det ved jeg overhovedet ikke. For jeg ved ikke engang, hvad en hjemmedreng er. Det vidste Ella heller ikke. Men hun vidste at Pauline ved det. Og at jeg ikke ved det, fordi jeg er gammel og ikke går i skole.

Med solen lige i ansigtet og varme i sjæl og krop sad jeg der og lod mig overrisle af lykkefølelse. For man skal gribe den, når den er der! Det er så utrolig let at underkende lykkefølelsen. Fordi den nogle gange er så flygtig og kort. Og er man ikke sikrere, hvis man vælger det modsatte? Alle ved jo, at man havner i strid modvind igen før eller siden, og så er det lidt mere bekvemt at man allerede har sat sig godt til rette og er parat, istedet for at falde brat fra lykketinderne, som alligevel aldrig holder særlig længe…

Jeg øver mig. I at forvente det gode. I at gribe lykkefølelsen, når den rammer. Flygtigt, men dog rammer. Jeg øver mig i at glæde mig over hverdagsgodhederne. Som vel i virkeligheden er grobund af allerbedste slags for lykken, også de store vingesus, der en sjælden gang rammer.

I dag rummede gensyn med den gamle gård, lejligheden, naboerne, legekammeraterne, sommerfornemmelsen i maven, når sandkassen er i gang, børn og små hunde vimser rundt, blomster strutter i de tre bede og kaffekopper står rundt om på bordene. Det gav et gedigent sug i maven af savn. Fordi jeg, helt for min egen del, sagtens kunne have blevet der længe endnu. Det kunne jeg, men det kunne vi ikke, og derfor var det rigtigt og godt, at vi gjorde noget andet, da vi gjorde det. Men derfor kan suget af savn godt komme alligevel. Jeg gik gennem gaderne, indsnusede duften af sommer i byen. Hørte lydene, den summende lyd af snakkende mennesker på torvet. Caféernes lyde af køkkener og duft af kaffe og brunch. Cykler, der skramlede og musik fra åbne vinduer. Det var altsammen velkendt, godt, dejligt. Savn-skabende. Og det var godt at opdage, at jeg godt kunne nyde, kunne længes med sindsro, fordi jeg også er glad nu et andet sted. Et virkelig anderledes sted, men et godt sted. Vores sted. Og så kørte jeg hjem. Med savn og lykkefølelse i maven på samme tid. Det er alligevel ret så godt! Og på det nye sted åbenbarede sig forskellige scenarier, som lige præcis rummer noget af den lykkefølelse, som kan fremkomme i maven på mig…

Jep. Blomster, frugttræer, bærbuske, bål, skumfiduser, hundehvalpe, børn og min allerbedste kæreste giver instant lykkesug i maven.  I love it!

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s