Parcelpip

Nåmen, det kan man altså godt få. I går fik jeg pip. Decideret. Blev sur og umedgørlig. Altså fordi jeg simpelthen fik pip af alt det her. Plus det løse, formentlig. Noget skal jo have skylden, så jeg valgte parcellen som mål. Ikke grebet helt og aldeles ud af det blå, men det er vel rimeligt, her efterfølgende, at tage det hele med et nip salt.

Der er forskellige ting og emner, som jeg har bemærket optager en ganske stor del af den almindelige befolkning omkring emnet hus/erhvervelse af hus mm. Altså for eksempel har jeg aldrig nogensinde før været så adspurgt omkring vores private økonomiske forhold. Nu kunne man tænke, at det primært var folk som Kim fra Ringkøbing, som i kraft af sin rolle som bankrådgiver gerne ville vide noget om dette. Men der tog man fejl! Det vil rigtig mange mennesker gerne vide. Nu har jeg som sådan ikke det fjerneste imod at løfte sløret for, hvad vi har betalt (eller skulle vi bare sige, hvad Kim fra Ringkøbing har betalt!) for de her gule mursten i det yderlige Hillerød. Det kan man finde ud af med to klik på nettet, hvor den slags oplysninger formentlig ligger gemt for tid og evighed. Man kan sikkert også finde billederne og tilstandsrapporten om man skulle være meget informationshungrende. Det, jeg kan falde over, som let usmageligt og i høj grad uinteressant, er fornemmelsen af, at jo dyrere, jo bedre. ‘Hvor mange penge tjener man så, hvis man må være så fræk at spørge, når man er speciallæge??!’ Bevares, du må være lige så fræk, du vil. Jeg har ikke rigtig spurgt speciallægen om noget helt præcist dér, for så kan jeg med rette sige, at det aner jeg ikke. Jeg kan sagtens nøjes med cirkatal og budgetkonto. Og sjovt, at du ikke vil vide, hvad sådan en specialuddannet sygeplejerske som mig kunne gå hen og tjene…

Nå. Men det er ikke engang folks frimodige spørgsmål, som kan gøre mig lidt træt i betrækket. Folk må spørge, lige så tosset de vil. Man bestemmer jo heldigvis selv, hvad man vil svare. Næ. Det, der kan gøre mig helt trist, det er fornemmelsen af, at materialismen er brølet ind i mit liv, uden at jeg har inviteret den særskilt. For det stopper jo ikke ved spørgsmålene om indkomst og månedlige afdrag og betalinger. Man går straks videre til reolsystemerne, renoveringen af køkkenet (for det er jo det originale køkken, og det må vel siges at være godt brugt?!), farverne på badeværelserne, tagets levetid, møblerne, åh møblerne, for pokker; man kan for i alverden ikke sidde i et hus til flere millioner og have klunsede sofaborde, arvede og uens lænestole, arkitektlamper i hjørnerne, fordi man ikke har den fjerneste idé om, hvad man godt kunne tænke sig at have af belysning i de mange kvadratmeter stue og andet af den slags. Jeg har langt om længe fået mig samlet sammen til at mene noget om, hvilken form for bordplade, vi skal skifte den røde, slidte og yderst 70’er bordplade ud med i køkkenet. Jeg ser åndsforladt og opgivende ud, når Ruben begynder at sige noget om flisetyper og den slags. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige til det. Min hjerne og sjæl bor stadig i en lille lejlighed, som ingen interesserede sig for vedrørende priser eller dyre møbler. Det handlede mere om, hvor smart og kompakt man var i stand til at indrette sig, så fem store menneskers hverdagsbehov kunne rummes på de omtrent 20 kvm, lejligheden levnede af plads til hver personage.

Nu er hverdagen en anden. Jeg elsker min vaskekælder. Jeg holder allermest, i forhold til nyanskaffelser, af den bordplade, som er købt i Silvan og lagt ovenpå et par små skabe fra IKEA, og som rummer kontorplads, symaskineplads, rodeplads, kreaplads i kælderen. Jeg ved ikke, hvad jeg kunne tænke mig af lys over spisebordet. Jeg kan lide de to stribede kludetæpper, jeg købte i Nødebo Netto for nogle uger siden, og som ligger i den lange gang med værelserne. Jeg lyder som en indretningsidiot. Jeg tror nok, jeg er ok til at lave det hyggeligt, der hvor vi bor. Jeg synes bare, hele snakken om, hvad man har købt, hvad det har kostet, hvad man planlægger som næste køb, hvor mange penge man skal tjene, før man kan gøre dit og dat, er dybt uinteressant. Og dum. Fordi der er så meget andet i det her liv, som er langt vigtigere. Det er skønt at have penge. Love it. Man skal bare bruge dem ordentligt. Det er lækkert med pæne møbler. Med et lækkert hus. Med et nyt køkken. Det er bare ikke meningen med livet, vel. Man bliver ikke lykkeligere af det. Men man skal arbejde for hver en krone, og hvad går man glip af i sit lille liv, mens man arbejder for at kunne købe?! Se, det synes jeg, man snakker for lidt om! Men jeg er naturligvis også bare en sygeplejerske på nedsat tid…

Nå. Men derfor fik jeg blandt andet parcelpip i går. Heldigvis kunne jeg hidkalde søsterlil og gå på café med hende i aftes et par timer, mens man fik diskuteret både pippet og alt det andet nødvendige, man skal huske at diskutere jævnligt. I dag går det straks bedre med pippet. Har endevendt vasketøjet, lagt sammen og på plads, vasker nyt og hænger op. Ryster dyner og puder, bringer børn i skole. Planlægger aftensmad. Klapper mig selv på skulderen over, at det lykkes mig at få handlet ind, så jeg kun behøver at gøre det to gange om ugen. Laver kaffe, god kaffe, siden cafélivet i Hillerød endnu ikke har forstået, at man gerne så mindst ét åbent sted før kl 11. Som ikke ligger i Plantorama, that would be. Kigger lidt ud af vinduet og prøver at lade være med at sukke og tænke på uoverskuelige byrder, når blikket falder på mosplænen, men istedet se det som et eventyrligt sted at bruge tid og kræfter. Sådan tænker min allerbedste kæreste heldigvis om det. Jeg kan vel lære det, tænker jeg. Har fodret fuglene før klokken slog 8 og tænkt, at nu kan jeg lige så godt bestille en kikkert og det der fugleatlas for real. Parcelpippet er ved at drive over for denne gang, tænker jeg. Nok godt det samme. Der er 29 3/4 år igen, før hytten er betalt…

Reklamer

6 kommentarer on “Parcelpip”

  1. Hulemor siger:

    Ååhhh mit yndlings-hadeemne.. Heldigvis har det hjulpet for mig at flytte fra dyre forstads-København til billige Midtjylland. Her er der ingen, der har nye køkkener. De har højst et andet køkken, der er hentet et eller andet sted hvor nogen skulle have et nyt. Her er der ingen, der taler om design. Tror ikke Eames eller Kähler har gjort nok ved markedsføringen lokalt 🙂 Nu har jeg vænnet mig til det, men i starten var det en KÆMPE befrielse.

    Til gengæld talte vi om økonomi på mit arbejde for en tid siden. Og det gik op for mig, at fordi jeg er ‘enlig mor’ men har købt mit hus og ikke bor til leje, troede alle kollegerne at jeg 1) Havde fået penge med fra mit ægteskab (big mistake, var total blanket af og måtte låne penge af mine forældre) 2) Havde arvet penge, da min mor døde (forkert igen – min far sidder i uskiftet bo og de få smykker, min mor havde kunne ikke omsættes til mursten) 3) At min kæreste havde købt huset, så det var noget fifleri med, at jeg ejede det proforma.

    Jeg var mildest talt overrasket. Der var simpelthen ingen, der havde anset det for muligt, at jeg bare stille og roligt selv havde sparet en lille bitte smule penge op, købt et hus i en lille by, hvor man får 120 m2 med fuld kælder for under en million og så i øvrigt ikke kommer så meget op i flyvere og har smart tøj og tasker. Men her hvor jeg bor, regerer campingfolket og det kan ikke betale sig at have dyre tasker, for de siger mig intet og der er ikke noget credit i at flashe dem her, for ingen aner, at den er anderledes end den LV kopi,de selv har fundet nede på genbrugen….

    • Ida siger:

      Nogle gange bliver man bare så overrasket over, hvad man fik med i købet sammen med skødet… 😉

  2. LP siger:

    Åh, jeg kender også godt det der. Føler mig så totalt umoden, når jeg ikke kan hoppe med på alle de der snakke. Og så synes min kæreste, jeg skal tage stilling til dit, dut og dat. Det gør mig træt. Jeg vil bare slappe af og nyde huset og haven, mens ukrudtet springer op, og murene revner 😉

  3. Tærten siger:

    åh hvor kan man dog savne jer og lidt snak om parcelhuspip, når vores eget perupip stikker sit grimme fjæs frem. Tak for din tankestrøm, som kunne aflede min egen.

    • Ida siger:

      Savner jer lige tilbage! Perupip lyder også lidt meget pip-agtigt… Håber, det driver over, som parcelpip kan gøre det!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s