På vrangsiden

– er der ofte knapt så ordentligt som på forsiden. Men der kan dog alligevel være fuldt så smukt, ja?! De sidste dage har været fulde af vrangsideting og -tanker. Nogle gange må det uafvendeligt være sådan. Man må følge med, leve med, mærke livet på tænderne, forsøge at rumme det, der kommer. De sidste dage har været sådan. I går nat døde min morfar. Vores morfar. Det var ikke den mærkede mand, der havde overkommet livet med en halvsidig lammelse i 8 år, vi mistede. Det var morfar med gummistøvlerne på, kasketten på det hvide hår, spanden med foder til hønsene i den ene hånd og en barnehånd i den anden. Ham med de sindige skridt og aldrig forhastede beslutninger eller ord, vi sagde farvel til. Det var morfar, der grinede, så bronkitisen fik en opblomstring, ham, der elskede et godt travløb og en god middagslur. Ham, der kørte Puch med mælkekassen bagpå over bakkerne til Vandtappergård i al slags vejr. Det var morfar.

Det er jo godt og rigtigt, når en gammel, slidt og træt krop får lov at få hvile. Det er godt, når et sind er klart til at tage afsked og tage afsted. Døden er bare, uanset det rigtige i det, aldrig ligetil. Altid og aldrig er mærkelige begreber, når man forsøger at gribe om det i sammenhæng med et menneske, man elsker. Om det er gammelt eller ungt. Om det er sygt eller raskt. Det spiller faktisk ingen rolle, spørger du mig. Men denne afsked har alligevel, trods vrangsiden, været så anderledes god end vores sidste afsked. Et langt levet liv var klar til noget nyt og større. Jeg ved ikke, hvad jeg ville synes, tro og tænke, hvis jeg ikke troede på, at der er et Liv efter døden. Jeg ved bare, at min sjæl finder ro ved tilliden til det. Det bliver ikke mindre af, at det er min gamle, trætte morfar, der har givet slip og er taget afsted. Det var vigtigt, da Nikolaj rejste fra os. Min unge, livskraftige, fine bror. Som ikke skulle dø overhovedet. Det er stadig vigtigt, nu hvor det er morfar, der er rejst. 

Vrangsidetanker kommer og går i disse dage. Der er altid dønninger i vandet, når livet bliver anderledes. Det er okay.

Reklamer

6 kommentarer on “På vrangsiden”

  1. Inge Marie siger:

    Kære Ida. Ja så står der atter en plads tom. Et liv er slut og et nyt er begyndt. Jeg læste i en døds annonce “Vi dør lidt hver dag. I nat holdt han op med at dø.” Sådan er det fordi vi tror på at han nu et sammen med Gud og Nicolai.

    Må I alle finde trøst

    • Ida siger:

      Der var så meget trøst i, at det var rigtigt og godt for morfar at få lov at lukke øjnene for sidste gang. Der er meget forskel på død… Heldigvis er der ikke forskel på livet på den anden side, uanset hvordan døden formede sig. Det er rart i min sjæl at tænke og tro.

  2. Carportognoia siger:

    Du skriver så fint. Og jeg er ked af jeres tab, selvom det også betyder fred.

    • Ida siger:

      Tak fordi du siger det. Og ja, denne gang er det udpræget fred, der tegner sig over det hele! Det føles bare meget godt…

  3. Heidi siger:

    Et tab er altid trist og giver altid skvulp, som danner ringe i vandet uanset omstændighederne.
    Så selvfølgelig er omstændighederne anderledes denne gang, men det er et kapitel der slutter definitivt her (og forsætter et andet sted)
    Du er altså den der kan skrive smukkest om tab, vrangsider, livet og troen.
    Tak fordi du deler.

    • Ida siger:

      Tak for dine ord. Der er meget liv, man kan dele- og det bliver ikke ringere af, at man deler med mennesker, som man ikke altid ved, hvem er. Det er i sig selv berigende. Så tak fordi du læser. Og svarer.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s