Regnfuld fredag

Mother please don’t wither away 

I can’t stand the thought of losing you
How am i supposed to sleep
When you are not here

Father you don’t have to say
The unspoken words between you and me
I can see it in your eyes
Your heart is strong

Sister i admire you
For being such a careful soul
Promise never to forget
The beauty in you

Brother you’ve gone your own way

Do you know how you’ve inspired me
When i’m falling through the cracks
You push me back

Lover you have set me free
You’ve helped me win the war within me
I’v never met someone like you
I love you, i do

Jeg sidder bare her. I min sofa. I min stue. Regnen falder støt og roligt og hele tiden. Jeg trænger til at få kølet min sjæl. Den er træt og grå og græder lidt. Fordi jeg er træt og udmattet. Fordi der er så meget, der vil gøres og nås og ordnes. Men mest fordi der stadig er så stort og sort et hul inde i den, sjælen. Sorgen lever lige her i mig, ved siden af mig, udenpå mig og inden i mig. Jeg savner, så det ryster og buldrer i grundvolden. Det holder aldrig op. Det bor i mig. Det kan ikke være anderledes.

På dage, hvor der er skrabet ind til benet, er huden tyndere og mere gennemtrængelig. Det svier og brænder, når der går hul. Lange uger er gået med travlhed, flyttepraktikaliteter, børn og skoler og arbejde. Det er hverdag, det er i orden. Der har måske bare været en ophobning af alle tingene i for lang tid. De sidste par dage har været beske. Dråberne, der får bægre til at flyde over ramte i hastig rækkefølge. Småting, men småting, der ikke var kræfter til lige nu. Så jeg blev vred. Træt. Udkørt. Ulykkelig. Og så gik der hul på mig. Det er vel nok helt rimeligt, at man når en grænse. Jeg har nået min for nu. Der er ikke mere at hente i mig lige nu. Det svider bare altid lidt med de hudafskrabninger.

Jeg mærker det, jeg ikke har haft tid til at mærke længe. Alle de ting, tanker, savn, ønsker, der ikke har haft rum og frihed til at være der. Jeg hørte Mads Langer synge en sang. Om de mennesker, der er nærest og kærest. For mange, helt sikkert. Meget for mig også. Min mor, min far. Mine søstre. Min bror. Min elskede. De fleste har jeg lige her. Kan fortælle dem, hvor meget jeg elsker dem. Jeg mangler bare én. Han gik sine egne veje. Uden os. Jeg har ondt i min sjæl. For det holder aldrig op…

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s