På sådan en torsdag

– hvor der er ged i regeringen, sne på vejene og SF er i opløsning, kan man godt sidde og mimre lidt over det hele. Sneen drysser stadig let ned over den i forvejen hvide have, den første kop kaffe er drukket og dagens opringning til kommune/myndigheder er overstået. Sjovt, som det kan være svært for sådan nogle kommuner at fatte, at man ikke gider fortsætte med at spytte i kassen, når man ikke længere har børn i deres institutioner og noget. Der er for eksempel nogen, der har meldt mit barn ind i en anden SFO på Østerbro, samtidig med at vi meldte hende ud af hendes egen. Det er en sjov form for bureaukrati- at der er tid til at gøre noget, ingen har bedt om eller brug for, men der er ikke tid til at gøre det, der faktisk er nogen, der har virkelig meget brug for, at de gør i stedet. Nu har jeg fået en rykker. Der stod ikke en gang for hvad, så jeg måtte selv ringe og spørge. Brevet sagde også, at jeg sagtens kunne få en afbetalingsordning. Det havde jeg ikke helt vildt meget lyst til. Faktisk vil jeg helst bare beholde mine gode 1500 kroner selv. Det har jeg så ringet og sagt. Kommunemanden ville se, hvad han kunne gøre…  Tusind tak, sagde jeg. For jeg har ikke tænkt mig at betale den der regning + rykker. Bare så vi er helt enige.

På en måde er det helt rart, at SF laver så frygtelig meget ballade i dag. Fordi jeg trænger rimelig meget til lidt afledningsmanøvrer inde i hovedet. Jeg er kørt lidt fast i huse og sneskovling og praktikaliteter og Nordsjælland generelt. Jeg trænger til noget Jylland, til noget pasning hjemme hos mor og far, uden at skulle være så skide voksen hele tiden og snakke om vigtige ting og budgetter, snefygning ind på loftet og selvrisiko på bilforsikringen. Jeg trænger til at blive underholdt lidt, og selvom det er sørgeligt, at det er Danmarks folkevalgte regering, der kommer til at stå for den ufrivillige underholdning, så er det lige netop underholdning, jeg trænger til. Politisk underholdning kan også gå an, kan vi konstatere. Mens jeg strikker, ringer til kommunemænd og drikker kaffe, kigger jeg lidt på den politiske parodi, der kører for åben skærm. Godt, man bare er manden på gulvet, siger jeg bare. Så kan man nøjes med at koncentrere sig om sit virkelige liv, hvor udfordringen på en torsdag morgen kan være, at der ligger 438 løse strømper og nedstirrer én, indtil man tager sig sammen og får matchet nogle af dem i cirka samme nuancer. Indtil videre ligger de stadig godt i kurven og stirrer videre. For lige nu gider jeg ingenting.

Jeg gider forår. Jeg gider farver og lys og længere dage. Jeg gider strikke, jeg gider drikke rødvin med venner, jeg gider at sove længe. Eller, jeg gider godt bare at kunne sove sådan helt almindeligt istedet for alt, alt for lidt. Jeg gider at være hjemme hos mine børn og mand, jeg gider at klappe i hænderne hver dag over, at Ella lige pludselig en dag i sidste uge gav sig til at læse helt selv. Jeg gider heppe på min store pige, der havde nul fejl i blækregning og få hende til at blive mere og mere glad og stolt over sig selv. Jeg gider rose min store dreng, fordi han er så hjælpsom og glad og sød. Nærmest lige meget hvad man beder ham om. Jeg gider hænge i sofaen og grine sammen med min kæreste, fordi jeg elsker at være sammen med ham. Jeg gider ikke mere vinter. Så det siger vi bare, ikke?!

Let there be light!

Reklamer

One Comment on “På sådan en torsdag”

  1. Heidi siger:

    Det kan vi godt sige. Jeg gider heller ikke mere vinter – Jeg vil også gerne noget forår, med farver og lys og længere dage.
    Jeg er SÅ træt af, at zig-zagge mig igennem snedriver og sjusse mig til hvad der er vej og hvad der er rabat/grøft/mark.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s