Det måtte jo komme!

Slam bam! Nørrebro, hvor er du?! Jeg savner dig…

Der er gået 44 dage siden vi vinkede farvel. De er gået hurtigt og for det meste meget godt. Travlt. Som det jo er, når man planter hverdagen om for fem forskellige. Nu sidder jeg her på en iskold, tænderklaprende morgen. Har cyklet børn i skole på cykler, der er frosset fast i umulige gear. Lygter, der først ikke vil tænde, og derefter ikke vil slukkes, fordi der sidder is i kontakterne. Bremser, der lige skal ises af, før det er helt sikkert at bevæge sig ud på stisystemet med den vanlige befolkning af børn med cykelhjelme og evt lygter, hundeluftere, der tænker, at lige netop deres hund ikke går i vejen for et par cyklister, selvom den krydser rundt på stien uden snor og sådan. Hjem igen under en flammende rød himmel, smukkere end smuk og rødere end rød. Næsen frossen og brillerne seriøst duggede. Bagefter venter morgenrunden på værelserne, lukke vinduer op på klem, slukke radiatorer, ryste dyner og samle vasketøj sammen. Finde sokkekuglerne, som er kastet hen i glemslen under skrivebordets fjerneste hjørne. Samle badeværelsernes høst af gårsdagens tøj sammen. Kælderen, vaskemaskinen. Kulørt, 40 grader. Op igen efter at have konstateret, at det var det sidste rugbrød, jeg tog op af fryseren igår. Skal jeg orke at gøre noget ved det idag? Nej. Det bliver i morgen!

Tryk, tryk. To små tryk på espressomaskinens knapper. Og et sug i maven af længsel efter at tage jakken på og holde en pause i de røde sofabænke nede på Elmegade. Mærke livet som suser afsted derude i verden, mens man selv er forundt en stund i ro og med kaffe med smukt mønster i skummet…

Nå. Men det gad jeg bare godt lige nu. Rigtig meget. Fordi jeg stadig ikke helt har vænnet mig til alle de meget voksne ting, jeg går rundt og gør hele tiden…  Altså, for eksempel var vi i haven i lørdags. H e l e  dagen, siger jeg dig. Og var det fantastisk vejr i lørdags? Nej. Det var det nemlig ikke. Det var noget lortevejr, skal jeg sige dig. Alligevel var vi derude hele den ganske dag, selvom jeg allermest havde lyst til at strikke og drikke kaffe, fordi vi ikke havde været hjemme samtidig siden nytårsaften. Men så var lørdag lige præcis den dag, hvor vi var hjemme, kunne låne en trailer og dermed køre de fem træer, der blev fældet for to uger siden på omlasteren. Nej. Vi smed ikke noget brænde ud. Det fik naboJohn, fordi han gad at fælde skidtet. Det var bare resten. Men det var på den anden side også rimelig meget. Så dér stod jeg, oppe ovenpå nogle megalæs med fyr og diverse, og forsøgte at veje så meget, jeg kunne, for at klemme læssene så meget sammen, at man kunne surre det meget godt fast før turen ud på vejene. Alle naboerne, som kom forbi i løbet af dagen, smilede sødt og sagde, gennem slagregnen og blæsten, at det da på en måde ikke var havevejr. Det havde jeg godt fattet. Og orkede næsten ikke at sige noget hyggeligt naboagtigt til svar. Fordi det var ligesom surt nok i forvejen, ikke.

Men nu er der ikke flere træer, der ligger og roder. Det er fint. Og selvom der er masser af vækster, der godt må fjerne sig fra matriklen, så bliver det ikke i januar! Jeg gider ikke! Mere voksen med hus er jeg simpelthen ikke. I stedet lukker jeg dørene til alle de store rum. Lader som om, jeg bor i et lille bitte lejlighedshus. Bare lige i dag. Prøver at nyde, at jeg faktisk har en espressomaskine, som kan lave en hæderlig latte til mig, så jeg ikke skal sidde her i parcellen og savne Laundromaten og drikke pulverkaffe. Det er ok at savne. Siger jeg til mig selv. Og strikker en pind eller 2 mere, før vasketøjet råber fra kælderen. Hej, voksenliv.

Advertisements

4 kommentarer on “Det måtte jo komme!”

  1. Nørrebro er også nem at savne! Og det er nok ligemeget om man er flyttet i parcel i provinsen eller til et helt andet kontinent. Tak for en god blog med hverdagsbilleder fra Danmark. Og tak for Nørrebro-glimt.

    • Ida siger:

      Tak selv for at kigge forbi! Og ja, Nørrebro er nem at savne, men der er trods alt ikke så forfærdelig langt fra parcellen til stenbroen. Kontinenter er ligesom en anden liga… Respekt for det!

  2. Heidi siger:

    Ingen kan holde til at rende rundt og være voksen hele tiden!
    Jeg synes godt nok, at du klarer det flot. – Med flyttekasser, naboer, vaskekælder, skæv søvn, logistik, skoleskift og så havearbejde i regn og storm.
    Det er på sin plads og helt i orden at savne Laundromaten med nem og god kaffe (og smørbagt croissant)

    • Ida siger:

      Åhr tak for noget ros og ret til at boykotte alt det virkelig voksne et øjeblik! Jeg bliver bedre og bedre til alt det her nye noget, men nogle gange må man have en pause! Og de bliver bare endnu bedre af at blive nydt med kaffe og croissanter… Må snart tage en tur ind på Laundromaten, tænker jeg!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s