Januar, min ven…

Det er ikke helt typisk for skribenten at elske januar. Måske elsker jeg heller ikke ligefrem januar nu, men dog alligevel på mere venskabelig fod, end længe set. Jeg ser på alle januars blanke dage, der ligger foran mig nu. Ikke nogle skæringsdatoer. Ikke nogle flytninger. Ikke nogle kasseindpakninger og ditto udpakninger. Ikke nogle juleafslutninger, ikke flere sammenskudsgilder på skoler, man ikke kender. Ikke flere møder i banken (at the moment), ikke mere panik-papir-bank-møde-udbetalings-indbetalings-overtagelsessjov. Januar, du er nu min bedste ven! Bare så du ved det.

Det er faktisk dejligt at have en januar måned, der for en gangs skyld er fritaget for vinterdepressionstendensen. I stedet er der dømt blanke eftermiddage, i hvert fald på kalenderen. I virkeligheden skal de såmænd nok blive fyldt ud med noget, tænker jeg. Som sådan er jeg overhovedet ikke en nytårsforsætstype. For jeg tror aldrig, jeg har formået at sætte mig mål, jeg faktisk kunne holde, vel. I stedet er jeg helt klart typen, der bliver helt glad i låget over nyt og blankt og fint på kalendersiderne. Over alle de muligheder, der ligger i sådan en blank kalender. Lidt ligesom et nyt skoleår, der altid indledes med nye hæfter, spidse blyanter og sirlig orden. Jeg elsker det! Det skal nok blive krøllet og nusset og overtegnet før man ser sig om. Men dagene, hvor det hele er nyt og fint og sirligt er skønne. Og det blanke leder altid hen til en slags ønske om at holde så godt fast ved det overskuelige, rare og pletvis blanke i kalenderen. Således også dette år. Jeg ønsker mig at være god til at holde ro og overskuelighed i kalenderens sider, ikke bare i de første uger i januar, men sådan helt overordnet. Det er noget af det bedste, jeg ved! Særligt efter en særdeles hektisk afslutning på det gamle år…

Nu er det et nyt et. År, altså. 2014. Vi fejrede det gamle og bød det nye velkommen her i vores rare gule hus. Det var en dejlig fest, synes vi selv. 23 mennesker i forskellige aldre, men alle med feststemt sind, skød nytåret grundigt ind. Dejlig mad, finurligheder, leg og ballade, trut og tral gjorde aftenen sjov. Lige indtil vi ikke orkede mere. Eller indtil man skulle på nattevagt. Det var mig, der havde trukket dét kort. Lad mig bare sige, at jeg var flad som en pandekage, da jeg endelig kunne gå i seng i går formiddags efter mere end et døgns aktivitet på forskellig vis. Men det var fint. Mest sjovt at holde fest. Meget trætteligt at holde vagt. Og en meget flad nytårsdag, må jeg nok sige. Mest af alt er jeg bare tusind taknemmelig for venner at holde om og holde af. Som kom og var her og indviede vores nye og meget større rammer på den mest festlige måde. Familie, som er lige så meget venner som familie. Som alle er mine yndlings, og som jeg er så ufattelig velsignet med.

Nu er jeg stilfærdigt hverdagstaknemmelig. Glad for at have en fridag at starte ud med, på en dag, hvor alle mine fine børn er startet op igen. Alle ville gerne følges til skole af mor, for det var lige lidt nervøst spændende, nu hvor man har holdt pause fra alt det nye i to uger… De kommer snart hjem igen, til varm kakao, lektielæsning, mor i sofaen og højtlæsning af ny Mumibog. Det er dejligst at have fri til den slags vigtigheder!

Jeg ville ønske, jeg kunne delagtiggøre verden i vores virkelig festlige nytårsfejring, men jeg må konstatere, at jeg har glemt at tage billeder!? Mærkeligt. Jeg havde nok travlt med at have det rart…

Må det nye år blive fantastisk og godt!

Advertisements

2 kommentarer on “Januar, min ven…”

  1. amaliebjerre siger:

    Rart og anderledes nytårsindlæg, der forholder sig jordnært – skønt!
    Godt nytår 🙂


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s