Længe ventet, højt skattet!

Det er fredag. Ikke bare en tilfældig fredag. Nænej. Det er fredagen. Som indikerer, at første rul i det nye liv er lige til at sætte flueben ved. Det er toppen, siger jeg dig. Toppen! Det betyder fridage til ungerne. Som er superseje, men supertrætte. Det betyder pause til en mor, som er ved at smuldre en lille smule i kanterne, fordi det har været lige til den gode side sådan at pakke et hus sammen, pakke et hus ud, følge unger ind og ud af nye døre, med nye mennesker rundt om sig hele vejen, nye og sære rutiner at vænne sig til, et gps-system, som er totalt udfordret på øverste etage, fordi jeg ikke ejer en stedsans, men alligevel er moren, der forventes at kunne køre børn rundt omkring til alle deres nye steder og opgaver, uden at fare vild. Jeg er ikke faret vild. Særlig meget, i hvert fald. Og når eget indbygget gps-system sætter helt ud, takker vi smartphonen for at tage over. Og på det overordnede plan er jeg heller ikke vildfaren. Særlig meget. Jeg tror faktisk, jeg er ret god til det her nye noget. Indtil videre. Jeg er sådan diskret stolt af mig selv. 

Vi er stadigvæk i den fase, hvor hver dag byder på noget nyt. Det er for det meste ok, eller ligefrem sjovt og spændende. Det kan også være ret uspændende på den meget voksenagtige måde. Vi synes, vi er utrolig gode til at tage det oppe fra og ned. Hænger måske også sammen med, at vi cirka har 2 timer sammen på en dag, hvor vi ikke er optagede af enten transport af ting/børn/mad/you name it i bil (!),  eller udpakning/opsætning/installering/flytten rundt på ting i hus. Det er jo så på en god dag. For ellers er jeg på arbejde om aftenen eller natten, og så ses vi kun i døren. Det er jo også noget. Bedre end ingenting. Næsten. Men NÅR vi er hjemme samtidig, så er det hyggeligt. Og effektivt. I går, bare for eksemplets skyld, var vi hjemme fra arbejde (inkluderende en tur omkring IKEA efter flere stole til gæster og en runde i Elgiganten) kl 16.30. Ungerne havde for første gang selv gået i skole. De var seje. De skulle have præmier. Lego. Monster High (åh adder!). Vi skulle have mad. Alting på én gang. Så gjorde vi noget nyt igen. Start bil, unger ind, poser, tasker, indkøbsseddel, penge (hov, er der egentlig flere af dem) og kør til Bilka. Ja. For sådan én har man her i Hillerød. Lego, brød, smør (Lurpak, 7 kr!), svesker, kommen, gås, Monster High, flæskesteg (6½ kg?!! JA for katten, vi har en kummefryser!), kartofler, alting i hele verden. Ned i vognen med det. Jul, kom bare an, vi er megaklar! Og så kørte vi hjem. Og pakkede et køleskab ud, som kunne have plads til nok mad til os, som spiser virkelig meget. Åbenbart. Ned med lille køleskab i kælder. ‘Skal vi ikke bare sælge det eller noget?’ siger husbond. ‘NAAAARJ, er du rigtig klog!’, siger kone. For på søndag skal gåsefyren tø op langsomt, mens der er kolde juleøl, juice, mælk og lurpak i lange baner parat til lange juledage med dejlig mad. For skal jeg bo i hus med kælder, kummefryser und alles, så kan vi lige så godt gå all in! Med festkøleskab! Jeg siger det bare. Så nu har jeg to køleskabe. En kummefryser. Vaskemaskine og tørrekælder. To opvaskemaskiner. Det er ikke med vilje. Der stod allerede én her. Vi bruger kun én, altså.

Ja. Det er et festligt liv her i parcellen. Vi kan overordnet godt lide det. Nogle gange, mest når jeg skal støvsuge og badeværelserne (!) er beskidte, savner jeg mit lille frimærkehus. Men jeg elsker, at ungerne spiller fodbold i kælderen, leger vilde lege, fordi der er plads, selvom det regner udenfor, bygger lego i alle hjørnerne, og jeg alligevel ikke behøver at falde over det. Jeg elsker, at jeg ikke skal stå i kø for at tisse, eller at man ikke behøver at springe badet over før arbejde, fordi der står én og synger i hårbørste og har al tid i verden. Jeg elsker at der er plads til at lade vasketøjet ligge, hvis jeg ikke gider mere lige nu. Uden at nogen behøver at sidde og spise aftensmad oveni det. Jeg er virkelig glad for, at vi har plads til at have gæster rundt om spisebordet, istedet for at der altid skal sidde nogen med en tallerken balancerende på knæene i sofaen. Jeg er nu også virkelig fornøjet over, at mine børn har været vant til så snævre forhold ved samme spisebord, at de har lært, at man sidder pænt ved et bord og forsøger at samle armene lidt sammen, istedet for at ligge og flyde ud over spisebordet. Men det ser skægt ud nu, for lige pludselig er der trekvart meter mellem hvert menneske, og alligevel sidder de med armene ind til kroppen for ikke at vælte hinandens glas… Det var såmænd nok på tide, at vi kravlede ud af lejlighedshulen. Men vi elskede det, så længe det varede! Og nu prøver vi at lære det nye liv at kende…

Reklamer

2 kommentarer on “Længe ventet, højt skattet!”

  1. Carportognoia siger:

    Tak fordi du minder mig om pladstaknemmelighed! Jeg er blevet en forvent skarn efterhånden og havde stort set glemt, hvor uhyre stort et privilegium plads (til bade og til at at lege vildt og til at gemme vasketøjet af vejen, når gæsterne kommer…) er. Yay!

    • Ida siger:

      Pladstaknemmelighed er en stor ting! Selv når man savner Nørrebro og det noget mere indeklemte hverdagsliv…


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s