Hello world

Nå. Så er den gal igen. Der er dømt en omgang café igen. Ja ja, jeg ved godt, at det går for tit på nu. Kald det bare det, det er. Panikcafé. Som i ‘på-lørdag-er-det-slut-og-jeg-bor-på-en-vej-ved-siden-af-en-mark-og-kommer-aldrig-ind-til-byen-igen-og-får-cafétid-igen’. Som jeg godt ved ikke passer. Overhovedet. Men det tror mit hoved. Og ens hoved skal man ikke sådan spøge med, for det kan lave seriøs ballade, hvis man ikke stryger det lidt blidt og giver det ret ind imellem. Jeg ved godt, at jeg skal arbejde herinde og kommer herind hver dag. Men det er jo ikke det samme som at bo her. Og jeg er mest vant til at bo på stenbro, og den ene gang, vi forsøgte noget andet, gik det ikke skidegodt, vel. Så jeg har lidt tics, så. Og så må jeg gå på café, når jeg ikke lige arbejder eller er faldet i en kasse med indbo. Lige netop de to ting gør jeg cirka 99,4% af min vågne tid. Så det går nok, det med caféen. Det slutter jo også på lørdag…

Nå. Men i dag er det tirsdag. Det er fint. Igår var det mandag. På den store måde. Rimelig mange mandagsting at håndtere.  Startede hårdt ud med at komme hjem efter tredje nattevagt på en mandag morgen på en cykel med frossen saddel. Kold, kold numse. Ikke nogen ulykke, bare urart. Tænkte, at nu blev det virkelig rart at komme ind og sove mellem kasserne i stuen, på madrassen uden lagen. Lige afsted og aflevere unger først. Og her blev det virkelig udfordrende. For Ella elsker ikke uventede ting. Elsker endnu mindre mandag morgener. Og idræt. Så synet af en fremmed vikar fik hende til at gå helt i bro allerede kl 08.07. Herefter fulgte en halv time i gråd og kamp, med en vikar, der ikke ænsede stortudende, bundulykkelig syvårig og mor, der forsøgte at få en anstændig aflevering ud af det. Resten af klassen gik i selvsving, lå på gulvet og råbte og legede og grinede. Helt uanfægtede af vikar, der messede et navneopråb ud over horden. Forsøgte i tre omgange at forlade rummet, men hver gang stormede Ella efter mig med tårerne sprøjtende og ulykkeligheden strittende ud af alle porer. En af gangene var jeg kommet ned ad trappen, inden hun kom styrtende ud. Men sjovt nok kom der ikke en lærer ud og lige tjekkede, at hun ikke var strøget ud på vejen eller noget… Efter en halv time med kram og kys og forsikringer af alle slags, måtte jeg gribe til de store bogstaver. Skælde ud og sige stop på den store måde. Krympede mig helt ind i bunden af min sjæl, da hendes lille rødplettede ansigt kiggede på mig. Hvorefter hun tog sig sammen og gik ind i klassen igen. Jeg gik ud i bilen og stortudede. Ville allerhelst bare hive hende ind i min favn og flygte med hende. Væk fra vikarer og usikkerhed. Væk fra alt det, hun ikke kan overskue. Hjem til mig. Men jeg kan ikke. For så gør jeg mere skade end gavn. Hun klarer ikke verden ved at vende sig væk og græde og løbe hjem til mig. Hun kan godt. Hun tror det bare ikke. Og jeg synes, det er meget udfordrende at forklare hende, at hun godt kan… Det var meget mandagsagtigt. På den grimme måde! Så jeg ville hente hende tidligt. Kom hen på fritten, hvor de netop var gået i gang med børnemødet for ugen. Besluttede at vente, til de var færdige, så. Gik over gaden og hentede en kop kaffe på Riccos. Fint-fint. Indtil jeg skulle betale, ikke! For så stod jeg dér, med dejlig kaffe i hånd og spærret dankort i den anden hånd. Lækkert. Banken havde lige glemt at sige, at nu havde de lukket det ene kort og åbnet det andet. Hele mødregruppen bagved mig trippede let. Indtil damen bag disken sagde, at jeg bare kunne betale i morgen. Så gik jeg. Med min kaffe, købt på klods. Og følte mig en kende mere mandagsagtig. Gik hjem med barn under arm. Krammede og kyssede og bestak med juleslik og peberkagemænd. Lavede tærter til aftensmad og faldt i søvn på madrassen uden lagen kl 19, mens ungerne så Masterchef Jul. Åh jo. Bestemt en mandag.

Nu er det tirsdag, og det lover jo allerede meget, meget bedre for det hele. Jeg har sovet en nat i stedet for de sidste tre dages halve søvne i dagtimerne. Det er fint at sove om natten. På en måde ret meget meningen med nat, ja?! Og nu har jeg desuden spist skinke og spejlæg på mandemåden på Laundromaten, mens jeg undrer mig over, at damerne altid skal sidde med spelt og frugt, når man nu lige så gerne vil have kød og æg… Faktisk. Jeg er klar på en halvtreds-tres kasser mere. Mindst. Jeg går nu. Hej…

Advertisements

4 kommentarer on “Hello world”

  1. Carportognoia siger:

    Ajajajaj. Så mandagsagtig må ingen mandag være. I fortjener allesammen bedre vikarer og mere kaffe.

    • Ida siger:

      Nej, så mandagsagtig har ingen mandag i verden lov at være. Der er helt sikkert søde og gode vikarer og virkelig meget og god kaffe i Hillerød. På villavejen. Ja. Ja?!

  2. Heidi siger:

    Det var dog en forfærdelig mandag:-/.
    Føj! Sidder med kvalme, ked og ondt i maven! Både på mandags-, voksen, barn og mor-måden.
    Må usikkerhed, papkasser og transit da snart vige pladsen for leg på gulvet, sammenhængende søvn i seng og tryghed for store og små. Jeg tror på at det blive godt at være i hus, når usikkerheds-støvet har lagt sig.
    (Er noget misundelig på den der cafe……..Jeg kan voldsomt godt li’ at bo på min mark, men at kunne smutte ned på en cafe, eller lige at komme forbi en, der kan jeg altså godt blive lidt uklædelig grønlig.)

    • Ida siger:

      Puha, der var ondt i mormaven den dag! Nu er kasserne næsten pakket færdige og næste destination er hus-på-vej-uden-café-men-med-masser-af-plads. Det har også sin charme. Satser vi hårdt på!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s