Pip fra kukkassen

Der er gået kuk i kassen. Eller kasser i kukken. Eller bare kasser. Pap. Kasser. Flytte. Kasser. Det lugter.

Jeg er gået i flyverskjul på yndlingsgemmestedet. Laundromaten. Ikke særlig hemmeligt eller gemmeagtigt, idet at jeg ligesom altid skrider herhen, når der er brug for gemmesteder. Omtrent lige så forudsigelig som Ella, som konsekvent gemmer sig under køkkenbordet. Pyt. Der er ikke nogen, der ved, at jeg gemmer mig. Altså er der heller ikke nogen, der leder. Heldigvis. For jeg trænger lige til flyverskjulet lidt…

Her er både hyggeligt og bekvemt. Det kan man godt trænge til efter denne morgens aflevering af skolebørn. Som mildest talt er opbrugte i deres omstillingsapparat. I tanken, i hvert fald. Ella græder for et godt ord. Nedsmeltninger foregår på daglig basis på køkkengulvet. Over en forkert sok. En mad, som har pølse i stedet for skinke. Et papir, der er blevet krøllet i hjørnet. Et bogstav, der ikke vil, som hun vil. Gråd og tænders gnidsel. Hun sover i min seng. Oven på mig, litterally. Men hun græder også, når jeg går på arbejde, så jeg er konstant smurt ind i tykke lag af dårlig samvittighed. Mit morhjerte kan ikke bære, at hun græder over mit fravær. Selvom alle mennesker, der har tænkt sig at købe et hus for nogle millioner må tænkes at gå lidt på arbejde ind imellem. Jeg ved godt, at jeg går for meget på arbejde. Derfor gror min dårlige samvittighed ligefrem proportionalt med antal arbejdstimer. Derfor sover mit barn oppe i min favn. Denne morgen også nedsmeltning i klasselokalet ved aflevering. Helst ville hun blive hjemme. Alternativt have mig siddende ved siden af. Jeg pepper hende, prepper hende, krammer hende. Og går fra hende. Argh! Hader det.

Min ældste datter, den langhårede, langbenede, smukke pige, kæmper med humøret. På morgenkvisten har hun aldrig været sprudlende. Ever. Det er i orden. Jeg er vant til det, øver mig i at lade hende have tiden i fred. Ikke skynde på hende, selvom klokken er fremskreden. Det hjælper under alle omstændigheder ikke på farten, og udløser som det eneste et veritabelt jordskælv. Derfor lader jeg hende være. Helt stille og roligt. Det er bedst sådan. Denne morgen var det bare ikke nok. Helst ville hun også være hjemme. I hvert fald indtil middag, hvor der ligger aftaler med bedsteveninde Hedvig. Ikke det mindste smil kunne slås af hende. Trods lange krammere, peptalks, accept, både stiltiende og udtalt, eller noget som helst andet. Ikke noget godt var der at sige om denne her fredag morgen i hendes optik. Bare vris og mug og surhed. Det udløser i øvrigt også altid en udtalt trafikal surhed, når cyklerne og cykelstien indtages i kortege mod skolen. Og tårer i de store øjne bag brillerne. Hader det. Ville ønske, jeg kunne tage de store udfordringer for dem. Bare lade dem glide lige ind i min slipstrøm, hvor de kan ligge lunt og ubesværet i svinget.

Åh ja. Det liv. Helt ukompliceret bliver sådan ét vel aldrig helt?! Heldigvis er jeg velsignet med en søn, som har en evne til at tage tingene fuldstændig, som de kommer. Han er glad og tilfreds, lidt spændt på alt det nye, lidt spændt på, om det nu også er det nye sort, det der med at have sit eget værelse… Men som han ræssonerer; man kan vel altid bare sove lidt inde hos Pauline, hvis det nu viser sig at være helt overvurderet! Han er glad, han er ukompliceret, han øver sig på replikkerne til Hamlet, som han skal fremføre sammen med sin nuværende klasse, selvom vi er flyttet, når tiden oprinder. Det er godt for mit morhjerte. Så får jeg også lidt mere luft i hovedet og plads i favnen til ekstra kram og trøst af forvirrede pigebørn. Det skal nok blive godt igen. Jeg ved det. Lige nu er der bare forvirring og spænding på et højere plan. Godt, at vi i det mindste er to helt cool voksne, som er både kreditværdige og utrolig overskudsagtige…

Kim fra Ringkøbing havde ingen problemer med at låne os nogle millioner. Det forstår vi godt. Vi er troværdigheden selv, naturligvis. Med gode jobs, penge nok(!) og klart forstanden i behold. Det er jo godt at falde tilbage på, når man nu synes, det bliver lidt trang i hovedet og lejligheden, efterhånden som kasserne tårner sig op omkring én.

Jeg er snart klar til at gå tilbage i kukkassen. For at pakke mere liv ned, for derefter at gøre mig klar til at pakke det ud i et andet postnummer. Inden da er der måske også lige et par nattevagter eller tre, der skal overstås i denne weekend. See you then…

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s