I dag er jeg tynd i huden

Det er endelig blevet mandag. En maratonweekend har taget sin ende. Endeløse arbejdstimer, kun afbrudt af en kort søvn ind imellem. Mit hoved og min krop har været på hårdt arbejde. Koncentration har været påkrævet langt det meste af tiden. Opmærksomhed på de mindste udsving. Jeg kan godt lide det. Jeg tror nok, at jeg faktisk er ok til det. Men nu er jeg træt på den måde, hvor der ikke skal spørges om noget på de forkerte tidspunkter. Hvor udfordringer i klassen ‘ting, der falder på gulvet’ er nok til at udløse et veritabelt udbrud. Det er nok noget med ugens udfordringer i det hele taget. Det har været en besk og forfærdelig uge på mange måder i arbejdslivet. ‘Nå!’, kunne man så sige. Men kan også bare sige, at det arbejde har levende mennesker, liv, død, ulykke og stor lykke i sig. Denne uge var død og ulykke. Nu er jeg tynd i huden. Hovedet dunker, nakken er låst fast i en underlig position. Overskuddet er skredet hen, hvor peberet gror. Jeg ved, at det er nødt til at være sådan. For nu. Så jeg er selv skredet for en stund. Ned på Laundromaten, hvor kaffen bliver lavet til mig, croissanten er smørbagt, ingen plager om noget, hvis bare jeg betaler, og musikken er hyggelig på denne tid af døgnet.

For det er jo også november. Det er måneden, hvor nogle lader skægget stå. Det er måneden, som for alvor lod efteråret rulle ind over os. For mig og os er det mest af alt måneden, hvor Nikolaj har fødselsdag. Jeg har ikke kunnet skrive noget om det indtil videre. Ligesom jeg heller ikke kunne markere den dag i august, da han rejste fra os. På hans fødselsdag i tirsdags stod jeg jeg med et barn i hænderne, som blev født og døde. Lige dér i mine hænder. Det var ikke sådan, jeg havde tænkt at møde dagen. Det er mit arbejde. Jeg kan godt arbejde på de vilkår, for det er det, jeg allerhelst vil. Men det var hårdt. Det var så forfærdelig hårdt for de forældre. For dem, der havde elsket og ventet på det barn. Og nu, hvor jeg endelig har fri og lader luften slippe ud af lungerne, så er huden tynd og sart, tårerne ligger lige under overfladen og jeg har ondt i sjælen. Over mit eget tab; over det, som er min egen virkelighed. Jeg savner min store lillebror, som skulle være blevet 26 år i tirsdags. Som skulle være 3 år inde i studierne, være voksen og min bedste ven. Mine søstres bedste ven. Min mors og fars bedste dreng. Ham, som vi ville ryste på hovedet af, hver gang, der skulle købes fødselsdagsgaver, og han hverken havde penge eller husket det. Eller ham, som krammede og legede med alle vores unger, som til stadighed elsker ham ubetinget, og som lige i disse tider græder lidt ekstra og ret pludseligt over savnet og angsten over, at man bare sådan kan dø fra nogen. Ham, som jeg talte i timer i telefonen med om alt det, som et sind kan rumme og i særdeleshed kan have svært ved at rumme. Hvordan man klarer de udfordringer, som et liv i almindelighed giver én. Midt i mit desperate savn af ham, kan jeg tænke, at jeg ikke ved, hvordan han skulle have klaret at miste nogen. Den bløde dreng. Men på den anden side- jeg kan sådan set heller ikke klare at miste nogen…

Midt i al savnet er der alt det andet. Det virkelige liv, som nogen kalder det. I vores hus er det virkelige liv lige nu, at der lugter af papkasser. 110 papkasser, helt præcist. Jeg kigger lidt på dem. Let opgivende. De ankom lige inden jeg tog på arbejde i fredags, så jeg har ikke overhovedet gjort noget ved dem. Men de skal fyldes. Helt til kanten med vores liv i lejligheden på Sidealléen. Jeg hopper med åbne øjne ud i livet med hus og have. Det er mit eget valg sammen med dem, jeg elsker. Alligevel er det med en vis bæven, at jeg om lidt skal folde kasse nr 1 ud, for derefter at gå i gang med at slutte vores tid her. Jeg tror nok, at jeg er bange. Jeg kommer vist til at tude lidt over det. Fordi her er så godt at være. Jeg har elsket alle dagene her. Det er her, vi fandt vores ben igen efter en turbulent tid. Det er her, jeg har taget imod mit liv med huller og savn i. Det er her, jeg lærte at smile og grine igen. Det er her, vores børn har tumlet rundt og fundet tillid til livet igen. De er klar til nyt. De spørger efter det. Jeg forstår det godt. Det er bare bangebuksen i mig, der har mest lyst til at pakke kasserne væk igen og lade som om, det aldrig behøver at stoppe. Jeg glæder mig. Og jeg er bange. Det er nok bare sådan, det er…

Reklamer

2 kommentarer on “I dag er jeg tynd i huden”

  1. Inge siger:

    Åh, Ida. Jeg forstår din tynde hud. Ville ønske jeg havde noget smørelse der kunne reparere det ødelagte og skrøbelige væv. Både det udenpå og det i hjertet. Men jeg kender ingen kur for det hul, der er i dit hjerte. Det vil nok altid være der, hullet. Men måske – med tiden – så vil det ikke klinge så hult og tomt når du bevæger dig derind. Eller pludselig suges derind – uforberedt. Måske smykkes væggene i det tomme hul med tiden med levende billeder med lyd. Smukke minder med din Nikolaj. Måske bliver hullet så smukt at du selv søger derind for at varme dig på minderne. Måske en dag…. Men nu er hullet et hul. Et forfærdeligt smertefuldt sted. En sandhed der er så graverende forkert at det er umuligt at være i.

    Men måske en dag…..

    Tænker på dig!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s