Future Vision

Jeg sidder lige så stille her i stuen. Som endnu ikke er flyttekassebefængt. Det er bare et spørgsmål om dage nu. Jeg er stille. Træt. Lytter til Jonathan Wilson. Fint album, som jeg nyder. Købte det til Ruben, den dag han blev færdig som speciallæge. Fordi det hedder Fanfare, og vi er nogen, der synes, at en speciallæge, i hvert fald min, trænger til en fanfare på sådan en dag. På albummet er også nummeret Future Vision. Det tænker jeg ret meget på. Særligt sådan en aften efter gennemgang af forsikringspolicer, ejerskifte, skøder og ting. Ikke spidskompetence. Men en form for konkret Future Vision, ja?! Der er tusind ting i den vision. Fremtidsvisionen. Som indbefatter helt utrolige mængder bureaukratiske øvelser. Og forhåbentlig ti gange flere livsøvelser, som bliver fantastiske på vores nye sted. Vi glæder os. Vi er lidt pressede på tid. Vi synes, det bliver vildt og spændende. Vi er en lille smule ængstelige. Fordi sådan er vi bare med nye ting. Men allermest glæder vi os. Også en lille smule til at være på den anden side af det med flytningen- det er altid lidt noget, der bare skal overstås…

Imens alting kører på de høje nagler i privaten, er der mindst lige så høje nagler i arbejdslivet. Alt for høje, om du spørger mig. Det har været travlt, så man ikke fatter det. Overarbejde, ekstravagter, dobbeltvagter, ingen søvn, ingen fritid, børn, der synes, at man bare skal droppe det der arbejde. Nu sidder jeg her efter endnu et par nætter, som tog det bedste af mig. Jeg nåede min max grænse i går morges efter en ulidelig vagt. Der var blod og død og katastrofer i alle ender af den. Ikke meget lykkelig babyboble til nogen. Og jeg havde kun to hænder og ikke otte, som jeg skulle have haft, hvis jeg skulle have nyttet noget for alvor. Vi var for få. Der var for mange ulykker på én gang, vi var presset ud over kanten. Da jeg endelig kunne pakke mig sammen, to timers overtid senere, knækkede filmen. Jeg græd, så det rystede. Det har jeg ikke prøvet før. Det var ikke rart. Det var slet ikke i orden. Nu er nætterne ovre for denne gang. Jeg har en dag i morgen, som skal bruges på vasketøjsbunkerne, opgaven, der skal afleveres endeligt, flyttekasserne, som skal betales og overblikket, som skal findes. Én lille dag er egentlig slet ikke nok. Jeg kunne bruge mindst en uges rekreation ovenpå de sidste dage. Det kommer ikke til at ske. I stedet må man nøjes med at ønske, at de næste vagter bare bliver almindeligt travle istedet for ulidelige. For alles skyld. Allermest for de små patienters skyld. Men virkelig også for os, der skal tage vare på dem på en god måde.

Så. Derfor er jeg stille. Imens billeder af en Future Vision flimrer forbi mit indre blik og dagene fyldes af hektiske aktiviteter. Før eller siden lander vi vel i eget liv igen. Det plejer heldigvis at gå sådan. Jeg tror også på at det sker igen denne gang. Mens vi venter på det, har vi nok at gøre med det vilde liv. Som er vildt og forrevet og smukt.

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s