Come what may

Der er tusmørke på vej udenfor. Herinde er lys. Varmt og rart. Lys i Nikolajs stage. I stjernen i vinduet. Der dufter lifligt af mad, som skal glæde mund og mave om lidt. Jeg sidder lige her. Stille. Med lys og strikketøj, dufte og lyde. Og savn i hjerte og sind. Nogle dage slår det mig bare så meget. Hvor meget jeg mangler. Hvor stor en del af mig, der er forsvundet. En femtedel af mig er død. Ikke bare i overført forstand. Rigtigt. Jeg savner min bror så meget, at jeg smuldrer ved tanken.

Lige meget hvor meget liv, jeg er i fuld gang med at leve, med nye planer, tanker, drømme, praktikaliteter, job og diverse, så bliver jeg fra tid til anden standset. Af det, som ikke er og aldrig bliver rigtigt og helt igen. Det gør til stadighed ondt på den store måde.                                           Selvom jeg er i gang med noget vildt spændende og stort, som jeg er helt optaget af og begejstret over, så er det altid med den lille orm i hjertet, som ufortrødent og ustoppeligt gnaver videre af mig. Jeg kan ikke dele det. Ikke med alle dem, jeg har allertættest inde i mit hjerte. Med de fleste. Men ikke med alle. Det bliver ved med at gøre ondt. Det forandrer sig også. Ikke med store armbevægelser. På den stille måde. Jeg bliver klar over, at sorgen over Nikolaj altid vil være hos mig. Det er i orden. Hellere det, end at den blev væk. Så han også blev helt væk. Det sker ikke. Men det forandrer sig på den måde, at sorgen har boet i mig så utåleligt længe, at jeg har affundet mig. Til dels. Skabt plads til den. Ryddet ud i andet. Fordi sorgen bor her. Det er ikke akut som i starten. Hvor kroppen ikke fungerede og sindet gik i stumper og stykker. Da akut-heden forsvandt lige så stille, gav det plads til andet. Eftertanke. Taknemmelighed over at have haft. Og angst. Fordi det gik op for mig, at jeg ikke var fredet, bare fordi det værste i verden nu var sket. Der kan ske andre ting. Angst. Sammen med sorg skal der også være plads til angst. Som skal holdes nede af trodsig vilje til at glædes og elske og frydes. Det fylder alt sammen. Det bor i mig.

Nu nærmer det sig november. Der er så mange dage, hvor der er ting at mindes. At savne. At elske, begræde og gøre. Ting, som hænger sammen med Nikolaj. Med det liv, vi levede sammen; os, som hører sammen. November er hans måned. Jeg savner min bror. Jeg øver mig stadig i at leve uden. Lige som resten af mine allerkæreste. Jeg øver mig i at sige ‘Come what may’. Uden frygt. Med glæde. Og med savn.

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s