Blueish

Mandagen har ramt med orkanstyrke. Eller i hvert fald med regn i rigelige mængder. Jeg er efterårsblå. Lidt trist. Lidt for træt. Det er kronisk. Lidt sørgelig over, at det uigenkaldeligt er slut med kaffe udenfor uden jakke. At det er mørkt, når jeg vågner og når jeg går i seng. At nattevagten ikke forsødes af det orangerøde morgengry over hustagene. Efterårsblues!

Jo. Der er efterårsblues. Særligt på en mandag, hvor man ved, at for enden af dagen venter nattevagten. Igen! Hvad sker der for alle de nattevagter?? Nå. Men så skal man jo heller ikke gøre det værre, end det er, vel. For efterår kan også være pænt. Se selv på et par af billederne. Pænt. Og det er hyggeligt med stearinlys. Selvom det er usundt og gør indeklimaet værre en Jagtvej i myldretiden. Har kun tændt to ad gangen. Næsten. Maden er også et plus på efterårskontoen. Simremad er dejlig mad. Gryderetter. Græskar, der smelter på tungen i fløde og parmesan. Rodfrugter på tusind måder. En voksenting. Husker faktisk ret tydeligt, at jeg syntes det var trættende at komme igennem alle de selleri og persillerødder, da jeg var barn. Bilder mig dog ind, at ungerne er ret tolerante og ukræsne. Det er i hvert fald dem, der bestiller selleribøffer hver eneste gang! Jo. Der er godt med plusser på madkontoen om efteråret.

Det er heller ikke fordi, jeg mangler ting at fordybe mig i eller bruge tiden på. Snart, virkelig snart håber jeg på, at jeg får det sidste skudt afsted med den efteruddannelse, der har varet siden sidste sommer. Jeg trænger til at sætte et punktum. Eller udråbstegn, faktisk. Gider ikke mere. Sidder for eksempel også denne dag og graver i min hjerne for at finde noget begavet at mene… Indtil videre ikke overbevisende, det der kommer frem. Men frem skal det, for jeg vil være færdig snart! For der er andre ting på bedding, som har taget tid og kræfter. Ud over at arbejdet har krævet mere end sit, har vi kastet os ud i det, som mange har gjort for længe siden. Skridtet fra lejlighed til hus, altså. Vi har ikke haft alvorligt behov indtil nu. Men nu har vi behov. Der er børn, som godt gider have deres egne døre at lukke. Der er generelt et badeværelse for lidt i myldretiden her i huset. Der er som minimum også et soveværelse for lidt. Til moren og faren. Og hvad med spisebordet, hvor vi sagtens selv sidder  godt og uden problemer også et par legekammerater med. Men når gæster er inviteret og venner kommer forbi, så er vi nu dér, hvor egne og venners børn ikke længere kan klemmes ind hist og pist og på et lår og hjørnet af en stol. De er store mennesker nu, og vi kan ikke længere være her. Mærkeligt! Vores rede er blevet for lille! Vi har haft det overmåde godt her. Med plads til os, til børn, til voksne, til hjerterum og til hverdagsliv. Her krøllede vi os sammen og forsøgte at hele efter den hårde medfart, turen til Odense gav os. Her var der trygt, da stormene væltede ind over os igen, da Nikolaj rejste fra os i sommeren 2010. Her har vi levet, åndet og været, her har vi fundet vores ben igen. Nu er vi klar til større og mere. Vi tror, at vi også har fundet det sted, hvor vi skal slå vores folder fremover. Det føles godt. Og ret sært. Lejlighedslivet i indre København lakker mod enden. 15 år har vi taget på den måde. Vi har nydt det. Vi har elsket det ukomplicerede liv. Vores børn er vokset op lige midt på stenbroen, og jeg synes, det er gået meget godt faktisk! Nogle synes, det er forfærdelig synd for dem og os, at vi har boet tæt og småt. Det er ikke det mindste synd for os. Vi har elsket det! Jeg har en nærhed med min mand og mine børn hver eneste dag, som også skyldes, at jeg er sammen med dem hele tiden, når jeg er hjemme. Jeg tænker på, hvordan det mon bliver, når jeg skal sove i mit eget rum, uden at kunne høre det rare lyd af børns åndedræt, drømme, der sprælles og snakkes ud, trøsten i nærværet, når nogen vågner og har brug for en voksen, den slags. Det bliver helt sikkert fint. Det er også helt sikkert, at det er et godt tidspunkt nu. Børnene er store. De skal have lov at have deres egen plads, når de begynder at mærke behovet. Jeg vil også gerne have plads til mig, som er min alene. Ingen tvivl. Men jeg har nydt hvert eneste år i de små lejligheder!

Nu venter et stort hus. Med stor have, frugttræer, mos i græsplænen, kælder og kummefryser. Jeg fniser lidt ved tanken om vores møbler, som kommer til at stå og råbe til hinanden i en rum tid. Jeg glæder mig til lukkede køkkenskabe. Vaskekælder. Baggang til støvler og overtøj. Stue og brændeovn, plads omkring spisebordet, når vi får købt et meget større ét. Jeg glæder mig virkelig til det. Glæder mig også til ikke at kunne lugte, hvad naboerne skal have til aftensmad, når jeg åbner bagdøren. Eller høre, hvilke sko hun nu har taget på, deroppe ovenpå- dem med blød sål eller stiletterne… Men jeg vil savne fællesskabet. Børnenes hjerteveninder i opgangen ved siden af. Det lille, overskuelige hjem, der tager et kvarter at støvsuge. Gårdlivet, når foråret rammer og der er havedag med børn, hunde og katte, jord og blomster og pizza til alle.

Pyha. På en efterårsblå mandag med stråleregn og tunge skyer er der mange ting, der lige kan blive vendt en gang oppe i hovedet. Jeg vender lidt flere ting, og så må jeg videre. Lediggang er roden til alt ondt, siger nogle…

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s