Det stædige liv, vol. II

Jeg har skredet om det før. Det stædige liv. Jeg tror nok, det stadig er omdrejningspunktet for langt det meste af det, jeg lever, er, siger, gør og skriver. Blandt andet.

I dag er der gået tre år. Ja. Tre år siden nogen fandt vores Nikolaj i en norsk skærgård. Og vi fik ham hjem. Det er stædigt, det liv. Det forlanger at blive levet. Det er godt sådan, siger jeg nu. Dengang var jeg i tvivl. Om det i virkeligheden var godt at leve videre, og om der måske overhovedet var noget godt tilbage. Det var der. Det er der stadig. Jeg vidste det nok godt dengang også, jeg var bare lam og følelsesløs indeni. Der er stadig frosne pletter i mit indre, som ikke kan mærke noget. Eller som mærker alt for meget. Hvor man ikke ved, om man brænder sig eller får forfrysninger. Det gør bare stjerneondt. Men jeg har lært at mærke livet igen. Jeg mærker også at der er gået tre år. Tre år siden død og ulykke trådte ind på scenen og overtog forestillingen. Det har været en lang, lang rejse, som alligevel kun lige er begyndt. I de tre år har vi lært at trække vejret. Vi har lært at smage på livets goder og glæder igen. Vi har lært at rejse os, når vi igen har slået hul på knæene. Vi har lært at grine højt og drikke sjusser til, når vi har lange aftener sammen. Vi har lært, at der er plads til akut sorgfuldhed, lige mens man spiser, og vi har lært, at man ikke nødvendigvis græder allermest på de dage, hvor man troede, man ville. Vi har lært at elske den have, hvor Nikolaj hviler sig, vi har lært at hælde en sjat kaffe ned ved siden af hans sten, fordi vi synes, han skal have lidt af alt det gode sammen med os. Vi tror ikke, nogen har set os gøre det. Endnu. Det var godt, han kom hjem til os. Så vi blev en lille smule mere hele, selvom det er på den helt forkerte måde. Men det har vi også lært. At være lykkelige for det absurde.

Det er tre år siden, han vendte tilbage fra havet. Det var godt, han kom.

Advertisements

One Comment on “Det stædige liv, vol. II”

  1. Line siger:

    Ja, det stædige liv… ♥


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s