Morgenstund har cappuccino i mund

– eller også er det bare mig, der har cappuccino i mund, mens jeg sidder og gaber, så vidt muligt diskret dog, på Baresso sammen med min lange søn efter en lang nattevagt. Undrer mig i det stille over, hvordan jeg kunne synes, at det var en helt oplagt dag at få ordnet den sidste bid MFR-vaccine på barnet… Der var så mange andre dage, man bedre kunne have forestillet sig, men sådan skal man åbenbart ikke regne. I min kalender. Så jeg har måttet ty til koffeinen for at klare mosten, indtil drengen er stukket, krammet og sendt i skole, og jeg selv kan få lov at kravle under dynen.
Nå. Men altså, no one to blame but me, vel. Ingen klynk, siger jeg strengt til mig selv. Som jeg kunne have sagt det til en mindreårig på matriklen. Så jeg klynker ikke. Lader bare tankerne flyve lidt og drømme mig ud i det blå, når nu jeg ikke allerede ligger under dynen.
Det blå kunne jo godt være grønt. Som igår. Hvor jeg først ynkede over at jeg ikke rigtig orkede noget. Og bagefter klynkede over, at jeg ikke løber alt det, jeg helst ville. Fordi jeg ret beset ikke gider de fleste gange, hvor jeg kunne have gjort det. Og så pev jeg lidt over at mine jeans strammede om maven. Og slutteligt fik jeg nok. Af mig selv! Funderede lidt over, hvorfor jeg ikke gider at løbe. Opdagede, at det er fordi det er så jammerligt kedeligt at trave de skide søer rundt en eneste gang til. For ikke at tale om Fælledparken. Arhmen hold nu op, hvor jeg er ved at knække mig over det! Og sådan skal det ikke være, vel, så jeg steppede i løbegearet og snuppede bilen ud til Dyrehaven. Og blev fluks i virkelig godt lune! Simpelthen så pænt, var det! Og jeg løb måske nok en lille smule i ring, men ikke ret meget, højst et par kilometer. Helt uden at kede mig- det var så pænt til alle sider, at mens jeg gloede til den ene side, helt opslugt, var jeg lige ved at løbe en flok rådyr ned til den anden side… De havde heldigvis set mig, når nu man ikke lige ser sådan en fem-syv rådyr! Men hvem kan også opdage sådan en stak dyr- de sniger sig jo decideret rundt!?!
Bagefter de 8 kilometer vankede der virkelig belønning. Bare tæer i strandkanten. Bølgebrus, vind i håret og kølende luft på de varme kinder. Det var så skønt. Mere af det, siger jeg bare. Og mindre klynk, tak!

20130904-090918.jpg

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s