Septembermild

Morgenen er mild og velduftende. For timer siden var solen klar, himlen blå. Nu gråner det, mildt, men sikkert. Jeg er tilbage på min trappe, med papirer, noter, bøger og computer. I morges var jeg til vejledning, vældig tidligt på dagen, på min opgave. Det er altid spændende, hvordan sådan noget går, men særligt efter næsten et årti uden opgaveskrivning af nævneværdig karakter. Altså, jeg var faktisk lidt nervøs for det… For hvad siger hun, vejlederen? Tænker hun, at jeg er et håbløst eksempel fra skrivebordsskuffen, tænker hun, at det kan lykkes, eller kan hun faktisk lide, hvad jeg har skrevet? Det er svært at blive bedømt. På sine ord, sine tanker, sin evne til at reflektere.

Hun var tilfreds. Så var jeg også. Vi varogså enige om de vigtigste grundlinier. Så langt, så godt. Jeg er gået hjem igen, med tasken fuld af papirer og hovedet fuldt af ord. I forvejen har jeg mange ord- i øjeblikket har jeg næsten for mange. Men jeg er ikke længere bange, for jeg tror, der kommer fornuftig retning på alle ordene. Det er nok for mig.

Derfor sidder jeg nu her lidt, nyder mildheden, den rare duft af vasketøjet, der er omtrent tørt på stativet ved siden af. Kaffen i min kop er varm, dagen er lang endnu og jeg har tid. Jeg trænger til tid.

Dagene efter ferien har været lidt pakkede. Både praktisk, men også sådan indeni. Hurtigt, hurtigt forsvandt fornemmelsen af frihed og afslappethed, lige så hurtigt indfandt den ømme nakke sig, trætheden og fornemmelsen af, at det går for hurtigt og at det vil for meget på én gang, det liv. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg kan ikke lide, at jeg er træt, allerede inden dagen er gået. Jeg kan slet ikke lide, at jeg har svært ved at kapere uplanlagtheder. Jeg er ikke bekymret for mit hoved, det har det godt nok, jeg er mere bekymret for det der voksenliv, man har besluttet skal være normen i det her samfund. Det liv, hvor man knapt har tid til sine vigtigste gøremål, sine børn, sin mand, sin familie, det gode liv; men istedet løber hurtigere end hurtigt for at leve op til alle de krav, arbejdslivet og samfundet stiller op med. Jamen altså, det synes jeg bare! Og det her er jo sagt af damen, der elsker sit arbejde højt, som elsker at gå derhen, have det dejligt med de dejligste kolleger, lave de mest spændende ting hver dag… Dén dame gider bare ikke altid at have ondt i ‘orke-musklen’. Vel. Fordi man skal nå alting på én gang. Og være god til det hele. Tjene penge. Og helst mange. Være politisk interesseret, kigge efter om æblerne mon er sprøjtet med pesticider eller holde øje med, hvad der lige for tiden er det gode liv. For børn. For voksne.  Er jeg den eneste, der bliver lidt træt i betrækket her?!

Nå. Jeg vil simre over til septembermildheden. Nyde den. Lade stress og jag være, hvad det vil. Jeg vil ikke bekymre mig om det. Ikke i dag. Der er for meget mildhed på spil på en blå septemberdag!

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s