Lange dage

Det har det været. Lange dage. Så lange, så jeg har manglet ord. Det sker ikke tit. Men det sker.

Det har været august længe nu. August er for altid blevet en anden, efter at de længste dage i verden ramte os. De sidste år har efteråret indfundet sig med august måneds komme. Jeg har været helt tavs i år. Fordi alle de ord, der kunne siges om alt det, ikke kunne være indeni. Eller udenpå. Derfor lod jeg dem ligge. Det er der nok noget sundt og rigtigt i. I stedet overgav jeg mig til de lange dage. Hvor hverdagen kræver sit, hvor skoledage, arbejdsdage, fridage, alle dage har haft nok at mene og byde på. Der har ikke været tid til meget andet. For sådan er livet?! Dagene har været lange. Jeg synker lidt ind i mig selv nu. Mærker trætheden. Slapheden i kroppen. Tankerne, som myldrer. Myldrer med hverdag. Forældrebekymringer. Grin, glæde og fornøjelse. Sorg og tunghed. Forvirring og en anelse vantro stadig. Hvordan er det lige, at livet giver mening, når alting lige pludselig giver sig til at gå baglæns og i cirkler? Når børn dør og gamle ikke kan få lov at lukke deres øjne? Jeg tænker over det. Fatter det ikke. Spekulerer lidt mere. Opgiver at forstå. Græder lidt over uretfærdigheden. Over savnet. Over at det ikke mildnes, selvom årene går. Tre år. Man synes jo, det er noget. Men livslang og betingelsesløs kærlighed er ligeglad med tre små år. Det, som er anderledes efter de tre små, evigtlange år, er tankerne. Først skrigende akut smerte, sorg og lyst til selv at dø. Som går over i en anden tilstand af forsøg på accept. Selvom det ikke kan lade sig gøre. Så må man nøjes. Med en konstatering. At det er sådan, det er. Erkendelse. Uden accept.  Alting drejer sig om det mistede. Det smertefulde, det længselsfulde. Fordi det gør så ondt at elske så meget. Alt det andet i livet er der stadig. Det er bare svært at mærke det, fordi det smertefulde larmer sådan. Men det er der. Og man vågner stille op til sit liv igen. Glædes, men forsigtigt, for nu ved man, hvor usikkert livet er og hvor ondt det gør, når det går i stykker. Man beskytter sig lidt. tror man. Men man elsker jo stadig for fuld styrke, man er bare lam i følelserne. Stille, stille går livet videre. Man erkender. Man lever. Man griner lidt. Man opdager, at man stadig elsker dejlig mad. Man fornøjer sig pludselig over et tv-program. Man drømmer pludselig en drøm om noget ude i fremtiden. Den, man ellers troede var død. Pludselig græder man igen, ligger på gulvet og føler, at sjælen er faldet ud og det bløder helt vildt. Det er blevet livet. Som det nu kan være, når det er gået i stykker. Det kan man også lære at erkende. Endda acceptere, for man er blevet en anden. Savnet og desperationen over at mangle er uændret. Man lærer bare at leve ved siden af det. For det skal man. Det fortjener de levende. Det fortjener livet. Livet er blevet et andet. Blandet op med ting og oplevelser, som for altid har gjort det anderledes. Ikke dårligere. Bare virkelig meget anderledes. Det dårlige er døden. Livet er ok. Det er faktisk meget mere end det. Det er fantastisk. Jeg ved det. Jeg mærker det, mere end jeg dvæler ved ødelæggelserne og det onde. Langt det meste af tiden er jeg taknemmelig for alt det, jeg har fået lov at have i mit liv. Alle de mennesker, jeg får lov at elske, og som elsker mig. Jeg er grundglad for mine muligheder. For mit hverdagsliv. For de ting og opgaver, jeg omgiver mig med. Men i august er tiden en anden. Med plads til mere af det langsomme, det lange og lidt slidsomme, men nødvendige arbejde med alt det, som også er indeni. Jeg har forliget mig med det. Det styrer ikke længere mig. Jeg sidder ved kontrolbordet det meste af tiden. Og jeg mærker, at det er godt sådan. August er kommet. Og næsten gået. Det har været lange dage. Det er i orden. Jeg trængte.

Reklamer

2 kommentarer on “Lange dage”

  1. Carportognoia siger:

    “Livet er ok. Det er faktisk meget mere end det.” Den sætning tager jeg med mig og varmer hænderne og hjertet på her i mine egne lange augustdage. Tak.

  2. Heidi Jørgensen siger:

    Åhhhhhh altså, det er lige præcis dérfor, at jeg elsker at læse med herinde. Dine ord.
    Fordi jeg ikke kender dig, men du kan alligevel helt præcist forklare dét.

    Det, der bare bare lige kommer forbi i et glemt og gør ondt og lammer og slet ikke giver mening for mig, fordi jeg ikke kan forstå det, men som jeg alligevel lever parallelt med.
    For selv om at det stadigvæk ind imellem er meget svært at forlige sig med faktum, så er der jo også rigtigt meget at glæde sig over.
    TAK


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s