Om at være udfordret…

Sidder en sen aften i et tog. Har udsigt til flere timer i samme. Der er langt imellem efterhånden, at jeg befinder mig et sådant sted. Jeg når i hvert fald at glemme fra gang til gang, hvorfor der er så langt imellem. Udover at det er ved at flå foret ud af mine lommer, hver gang jeg skal afsted, fordi priserne er så urimelige, så er der ydermere den ting, at jeg bliver umådeligt udfordret på min – ja, lad os kalde det, hvad det er, på det nærmeste bakteriefobi! Hader offentlige transportmidlers dørgreb. Bruger hellere knæskallen, hvis der ikke er nogen, der kigger! Er desuden notorisk hvilekupe-ist, fordi jeg ikke orker at høre på alle de andres telefonsamtaler og den slags. Gad også godt være lidt bedre til det der slumreri, som de fleste andre her praktiserer. Ville være smart efter en aftenvagt som idag… Men jeg når lige at kigge på det modsatte sædes ‘hovepude’, og så er jeg nærmest ikke i stand til at lade hovedet falde til siden og slumre. Ind imellem beslutter jeg, at det er fjollet, og så gør jeg det alligevel, blot for at opdage efter to minutter, at jeg sidder og bider tænderne sammen med sitrende øjenlåg, fordi jeg bare ikke kan snuppe tanken om, hvad der sidder i de brune kanter af puden, som engang var lyseblå… Mens jeg sidder der og kniber øjnene sammen, begynder det at buldre og skramle. Fordi vi er nået til Roskilde, klart nok. Og så går der to minutter mere, og så lugter kupeen af tis og gammelt møg og bliver fyldt op af festivalmennesker, som har glemt, hvordan man arter sig i en stille kupe, som er befolket med sure gamle mennesker som mig. Løjerligt nok rammer jeg altid en Roskilde-rejsedag, trods mine sjældne togrejser, hvilket naturligvis ikke gør bakteriefobien mindre eller bedre, men den slags er vel nok bare en af DSB-rejselivets utilregnelige tilskikkelser.
Og hvad er det for en forhekset ting, der hviler over vinduespladserne? Folk på vinduespladserne skal med garanti ud at tisse, lige så snart yderpladsen har gjort sig det bekvemt og fået skænket kaffen op i papkruset. Så skal de pakke Ude og Hjemme sammen, klappe bordet op, balancere med kaffekop, blad, håndtasken og alt det løse, mens vinduesmennesket kanter sig ud, næsten uden at vælte noget. Yderpladsen lader sig dumpe ned i sædet, breder godis og sager ud på klapbordet og lader til at have glemt alt om, at vinduesmennesket formentlig ikke tisser i den halvanden time det varer, før man selv skal af. Så kommer vinduesmennesket tilbage, og forestillingen kan begynde igen. Det er da mærkeligt… Sidder selv på vinduesplads. Mon jeg vælter sidemandens kaffe om lidt så? Håber det ikke. Han er om muligt endnu mindre tog-tolerant end mig. Hvis man kan være det, altså.
Oh jo, en sur, gammel dames rejseoptegnelser er vel nok værd at bruge lidt tid på, ikke sandt?!
Nu er der kun en time tilbage i bakteriebulen. Tak for afledningen så længe…

20130708-000849.jpg

-siger den sure gamle dame…

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s