Morgenuld

Morgenuld, morgenguld. I min sofa sidder tre uldtotter. Børn med sovehår og underbukser. De spiser morgenmad og ser Sommer Summarum. ” Skal du ikke have lidt tøj på? “, spurgte jeg mindste uldtot i underbukser. ” Næ. Jeg synes, det er hyggeligt med underbukser “, svarede underbuksen og daskede videre ind i sofaen med sin tallerken.

Need no more. Det er sommer, der tid, det er i orden med mig. Jeg har taget den første kop kaffe, let frysende og i noget, der ligner nattøj ude foran havedøren. Kaffekop og telefonsnak med verdens bedste far. Heldig er jeg. Nu er kravlet indenfor igen, har iklædt mig sweater og sandaler for at finde varmen lidt igen, før jeg lægger an til næste kop kaffe. Udenfor. For det er vel sommer, selvom vejret er gråt og temperaturen er et stykke under 20 grader.  Uldtotterne satser på strand med badetøj. Jeg ved ikke rigtigt…

På arbejdsfronten er der stille. Så stille, at man bliver spurgt, om man vil blive hjemme. Sært nok. Nogle gange MÅ man bare ikke holde fri, selvom det sagtens kan lade sig gøre, andre gange SKAL man nærmest holde fri. Jeg bliver aldrig klog på det væsen, jeg arbejder i. Jeg er holdt op med at skælde ud og være sur. Nu er jeg mest bare forvirret og lidt træt af det. Men jeg siger aldrig nej til at holde fri med mine unger, bare fordi jeg er syrlig på væsenet. Det ville være dumt. Så i dag holder jeg fri med ungerne. Det vil jeg hellere end gerne.

Kanske der både bliver tid til strandtur, med eller uden badetøj, resten af min bog og nogle runder på strikketøjet. Jeg strikker uld og mohair, very 80-like. I sart gammelrosa. Men jeg er nået så tilpas langt, at jeg tænker, det ikke holder til at komme med på ferie. Så jeg må gøre det færdigt i en fart, så jeg kan få nyt og spændende med i næste uge!

Der er langt imellem, at jeg strikker noget i farver, der kan beskrives som yndige og sarte… Men jeg så et billede af en cardigan lige her, og nogle gange ser man noget, som siger ‘pling’ inde i hovedet. Så må man bare gribe pindene og kaste sig ud i det. Jeg strikker min egen version. Fordi der ikke er nogen opskrift, og fordi jeg helst vil havde den sådan her. Mønsterdelen er som inspirations-cardiganen grebet fra Daffodil fra Helga Isager. Jeg har strikket den rigtige Daffodil før. I koralrød. Den har min søde mormor at lune sig i. Jeg synes, tværstriberne er så fine- og jeg gider godt have noget, der ligner mormors. Så jeg strikker 80-style mohair cardi med striber.

Der er i øvrigt skred i strikkeriet i disse dage. Måske fordi hovedet har været overstimuleret af de sidste tiders ting og sager. Så kan man godt trænge til at koble fra og bare lade fingrene arbejde med pinde og uld. Selvom det måske ikke er årstids-korrekt at nørkle med uld, kan man godt præge det lidt i sommerretningen. Den sidste sweater, der er røget af pindene i denne uge, varmer jeg mig i lige nu. Den lyder det opmuntrende navn Sunny Side [Up!]. Om man tænker sol eller spejlæg, må man selv bestemme. Originalen er gul. Min er grå. Med lange ærmer. Og de modifikationer, jeg syntes, den trængte til. Men den er skøn, let og varm på en kold sommermorgen!

Den vejer kun 180 gram, er let som en fjer, lun og fin og helt perfekt at tage med på en campingtur i næste uge, tænker jeg. Måske endda den kunne tåle en gentagelse- man kan ikke vide det…

Nu går den ikke længere ved computeren. Mindst én uldtot i underbuks er færdig med Sommer Summarum og vil meget hellere spille UNO med sin mor. Det er et forslag, man ikke kan sige nej til!

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s