Sandheden i sundheden

Hep, det er noget af en overskrift at poste på en helt almindelig søndag aften. Men sådan er det en gang imellem; så bliver man simpelthen nødt til bare at knalde de store postulater op.

Overskriften kunne lyde som noget, man kunne tjene millioner på, hvis det var en slags quick-kur til færre kilo og større sundhed sådan helt generelt, men der er allerede så mange om buddet på boghylderne, så jeg springer over. Næ, det er simpelthen så enkelt som sundheden i at vælge det rigtige. Det rigtige for mig. For dig.

Jeg har haft nogle dage, hvor jeg har været optaget af natlige arbejdstimer. Det er sådan, det er, når man har den slags arbejde, jeg og mange andre har. Det er der ikke noget nyt eller sindsoprivende i. Det sindsoprivende bestod heller ikke i, at det er vagter, hvor man tisser inden man går hjemmefra, og ikke frekventerer et toilet, før man er hjemme igen. Det er vi vant til. Vi bliver ikke engang sure over det. Det, der var det helt udfordrende i disse dage, var at jeg målløs måtte høre fra nærmeste leder, at man ikke kunne give mig lov til at bytte en vagt, fordi det så var en mulighed, at jeg tog hjemmefra i de samlede fridage, der kunne opstå, og det måtte jeg forstå, var et problem, fordi man ville have mulighed for at kunne ringe mig ind på arbejde på den ene fridag, der i øvrigt var i den pågældende uge. Det var så dér, jeg blev så vred, at jeg måtte afbryde en samtale om samme, for at redde mig selv fra at komme til at arrig-tude lige dér midt på gangen mellem patienter og forældre.

Jeg bliver vred, fordi jeg åbenbart ikke selv har lov at bestemme over min tid, når jeg ikke er tilsagt at møde på arbejde. Jeg bliver vred, så det ryster, når jeg bliver talt ned til og opfattet som et middel til et mål, jeg ikke har indflydelse på. Jeg bliver vred, når andre mennesker, repræsentanter for et sundhedssystem, lader mig forstå, at det ikke er vigtigt, om jeg får lov at komme med min familie på ferie, fordi man vil kunne råde over mig og min tid. Jeg bliver vred og ked af det, når der er så lidt imødekommenhed fra de mennesker, som jeg skal løse opgaver for; når der er så meget snak om fleksibilitet, men at det åbenbart kun gælder den ene vej. Jeg bliver skuffet, arrig, vred, ked af det og alting på én gang, når jeg samtidig bliver bedt om at være serviceminded og forsvare et system, der er så udsultet og udhulet, at der nærmest ikke er ord for det. Punktum. Dét er sandheden om sundheden. Noget af sandheden. Der er mange andre dele af den sandhed, men det her er én af dem. Og det er ikke sundt. For nogen.

Jeg har været i tænkeboks siden arrigt-stampende, småtudende sygeplejerske gik ned i kælderen efter en lang, lang nattevagt. Jeg har diskuteret det med mig selv. Med kolleger. Med min mand. Om jeg kan blive i det system, som ikke længere er et sundhedsvæsen, men mest bare et væsen. Jeg har forfattet første halvdel af en ansøgning til et andet sted. Jeg har raset og skumlet og været arrig. Måske ender det på en måde, jeg endnu ikke har forestillet mig. Ved det ikke. Men lige nu tænker jeg, at jeg bliver nødt til at gå til biddet og gøre mit til, at et lille hjørne af det væsen, hvor jeg lægger mange af mine vågne timer, kan blive et bedre sted at være. For mennesker som mig, både for min skyld, men i særlig grad for mine patienters skyld…

Det handler om at vælge det rigtige. At gøre det, som lønner sig bedst, mest og for flest. Jeg elsker mit arbejde. Elsker ikke væsenet. Sundhedsvæsenet, that is. Elsker mine små fine patienter, mine kolleger, de ting, som gør mit fint og godt. Men endnu mere elsker jeg min mand. Mine børn. Mit liv, som det er uden for kitlen. Det, som jeg ikke får penge for. Mine børn skal ikke stå som store teenagere eller voksne og sige til mig, at jeg aldrig var der. At jeg ikke havde tid til at holde fri med dem. Ikke havde tid til ferie, højtider, festligheder, hverdagsting. De skal vide altid, at de er øverst. Min allerdejligste familie. Dét er min udfordring. Jeg kan ikke gå på kompromis med det!

Jep. Hep. Sådan kan man lige få brug for at komme ud med noget syrlighed og store betragtninger på en søndag aften. Bare fordi der ikke var plads til mere tryk under låget. I’ll find my way- ligesom de andre gange.

– og sku’ vi så lige ta’ en dans på bordene!

Advertisements

4 kommentarer on “Sandheden i sundheden”

  1. Carportognoia siger:

    Men… Det kan da simpelthen ikke være lovligt?! Fagforening er, hvad jeg tænker.

    • Ida siger:

      Dét tænker jeg også! Den er sendt direkte videre til samme. Men man bliver bare så uendelig træt…

  2. Inge marie siger:

    Føler med dig og den hele familie. Mens du har knoklet og stampet, her jeg nydt, at være sammen med dine. Tak at du lod dem komme her, de dejlige 4.

    • Ida siger:

      De har nydt sammen med jer og jeg elsker, når de kommer hjem med stjerner i øjnene! 🙂


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s